BOOTJE BJØRN

Historien bag Bootje Bjørn er ganske morsom, men den kræver en tilføjelse, som jeg derfor også tager med under denne opdatering.
I spalten under English Stuff er der i år et bidrag om mere obskure Carl Barks serier, som så vidt vides ikke er genudgivet officielt. Et af disse afsnit er en serie med Happy Hound, der i andre senere sammenhænge blev kaldt Droopy. Det er i sammenligningen med dette afsnit at Botje Børn får en ekstra dimension. Daan Jippes tog manuskriptet til den gamle Barks historie ”Mother is a wolf’s best Friend” fra Our Gang nr. 11/1944 og lavede sin udgave med egne figurer. Den er udført i trestrip layout, og sidetallet er øget fra 6 til 10. Hvorvidt han derefter ville fortsætte med nytegning af andre Barks serier med mindre kendte figurer eller om han selv ville skrive nye afsnit til Bootje Børn ved jeg ikke, og forsøget standsede med dette enkelte prøveafsnit.
At Daan følte sig draget mod Barks’ univers kom til at bære frugt på en anden måde. Senere kom han til at færdiggøre de apokryfe Barks historier, som kun forelå som scribbles fra hans side og som i deres trykte førsteudgave blev illustreret af andre og mindre talentfulde tegneserieskabere, der ikke formåede at opfatte de intentioner, som lå i skitserne, men som Daan kunne aflæse og bringe videre til den endegyldige udgave helt i Barks’ ånd. Den styrkelse af udtryksfuldheden, som Daan ellers ofte bidrog med, holdt han på et minimum i denne proces.
Daan Jippes har frem for nogen anden haft talent for at imitere andres stil og videregive den på en måde, hvor livfuldhed og forstærket udtryksfuldhed er blevet tilføjet det oprindelige udtryk.

I de få prøvesider han lavede med Asterix mærker man en mere ekstrem udgave af Uderzos stil og i Vakse Viggo, som han lavede i forbindelse med reklamer for Philips batterier, holder han Franquins stil til mindste detalje. Det sker også i Birte, Bent og Børnene og i hans stilmæssige genoplivning af den traditionelle udgave af Splint & Co. Senest har vi set det i hans egen nye tegneserie bygget over en række gamle kriminalromaner med en hollandsk detektiv, hvor stilen er inspireret af Maurice Tilleux’s Max Jordan.