Bøger og udlån
tilbageI min barndom i halvtredserne var der ikke meget på det lokale bibliotek for børn. Ud over de obligate klassikere af Walter Scott, Robert Louis Stevenson og Rudyard Kipling var der nogle af kaptajn Marryats slægtsromaner, James Fenimore Coopers indianerbøger, Jules Vernes fremtidsromaner og Alexandre Dumas historiske romaner. Men ellers var det sløje tider for en bogsluger. Jo, jeg husker Walter Farleys Den sorte Hingst og Jack O’Briens Silver King, som kom senere.
Af danskere var der drengebøger af Walter Christmas, Carit Etlar, Torry Gredsted, Flemming Muus og ham med det sjove navn Cai Schaffalitzky de Muckadell. Sidstnævnte skrev højtideligt, når det da ikke skulle være proletariatsprog. Så lød det sådan her:
”…Nej, nej, kaptajn, bare lidt anstrengende – nå, det med det nikne tøj kan han jo sagtens ha’ råd te’ – han kører jo enspændervogn – altså ingen madamme – men ja, jeg burde vist ikke sige det – men det opdager De jo selv allirenveller. Jo han tror at hvert eneste lille kvindelige rysteribs, han møder på sin vej, er smældvarm på ham. Og nu har ham Sir storborger Robbins jo medbragt et smukt ungt tøsebarn – og så har mester gjort klar til at tage imod hendes tilbedelse…”
Vi kæmpede os igennem de knirkende beskrivelser, for der var ikke meget andet, og så var de gamle klassikere endda skrevet om og forkortet sammenlignet med originaludgaverne. Fjernsyn fik vi først i 1958 med begrænset sendetid for børn. Det var ikke sært man faldt for Carl Barks’ tegneserier med spændende voksenliv forklædt som dyrefabler.
Jeg blev solgt til dette åndehul af realistisk fantasifuldhed, så jeg fulgte i hans fodspor, da jeg omsider blev god nok til at få mine egne historier ud.
Jeg bør regne mig for ganske heldig, hvad angår mine tidlige udgivelser. Jeg havde min gode salgsperiode på et tidspunkt, hvor bibliotekerne stadig skaffede sig mange danske udgivelser. Det gør de i mindre grad i dag, hvis jeg har forstået tingene rigtigt, i alt fald hvad angår eksemplartal.
Jeg har derfor stadig en del titler i systemet, som bliver genstand for beregning af bibliotekspenge, og det er jeg taknemlig for. Den indtægt er vigtig for mig nu, hvor jeg er kommet i pensionsalderen.
Gradvist udvikledes det nuværende system, hvor det ikke længere er almindeligt, at lånere går og græsser i biblioteks udlånssamling og finder de ting, de bliver fristet til at låne og læse. Kun de helt store biblioteker føler sig forpligtet til at tilbyde det meste til udlån.
Antallet af udgivelser er steget, og det er svært at følge med. Bibliotekarerne kan heller ikke forventes at læse alle de bøger der skal tages stilling til på bogvalgsmøderne. Jeg har indtryk af, at der ovenfra kommer anbefalinger til, hvad et bibliotek af en vis størrelse bør anskaffe, og specielt hvad de passende kan springe over. En institution afledt af Indbindingscentralen hedder ’Biblioteksmedier’, og de har gennem ’Materialevalg Plus’ forslag til hvad biblioteker af givne størrelser bør anskaffe.
Denne metode er ikke bare forståelig, men uundgåelig med alle de titler der falbydes i vore dage. Folk er blevet fortrolige med digitale medier og platforme, så det er alligevel blevet der de går hen, når de søger efter et eller andet. Som nu sagen om melasse katastrofen i Boston, jeg uforvarende kom til at omtale i en gammel tegneserie uden at vide, at den havde fundet sted i virkeligheden. Nu læser jeg om den.
Tidligere søgte jeg selv titler på mit lokale biblioteks hjemmeside, men hvorfor i grunden det? Der findes jo et landsdækkende arkiv, www.bibliotek.dk, hvor man kan lede efter titler, forfattere eller emner, og så er det vel naturligt, at man går derhen, fordi alle tilbuddene er samlet der.
Hvis man så får at vide, at ens lokale bibliotek har det, man søger, så overgår bestillingen til ens eget bibliotek, ellers fremskaffes det fra et andet bibliotek, som har bogen/CD’en/DVD’en eller computerspillet.
Så kunne man tro, at det ville betyde længere ventetid, men det er ikke tilfældet. Der er måske tilmed reserveringer på det eksemplar ens lokale bibliotek har, mens der ligger et ikke udlånt eksemplar på Rønne Bibliotek. Vupti, overgår bestillingen til fjernlån, og få dage senere har man den ønskede artikel skaffet hjem til ens lokale bibliotek. Denne trafik er sat i system, meget grundigt har jeg indtryk af.
Hver dag kører der små varevogne rundt i landet, hvor reserveret materiale fragtes rundt mellem bibliotekerne. Hvis der er et ledigt eksemplar på Svendborg Bibliotek kan du have det inden for få dage. Dette system betyder, at der er brug for langt færre udlånseksemplarer end i gamle dage, fordi de bliver udnyttet bedre end tidligere.
Og udlån er der virkelig tale om i stort omfang. I vore dage afhenter man selv sine materialer. Man får besked på hvilket nummer bestillingen har, og så henter man det på hylden på biblioteket, går over til låneautomaten og får sit udlån registreret. Senere får man en påmindelse på mail om at få materialet skal afleveres i tide eller lånet fornys. En besparende rationalisering.
Maskinerne er kvikke til at tjekke den indlagte chip. Der er en rude, hvor man skal lægge sit materiale, men jeg har oplevet, at maskinen også har opfanget tilstedeværelsen af andre chips og registrerer dem, selv om de ligger ude til siden på bordet i bunken af titler, man har hentet på hylderne.
Disse hylder er lange. For hver 50 numre er der et skilt, der rækker frem fra hyldens forkant til orientering. Der er nummerskilte op til 3000. Efter det kan man åbenbart begynde forfra med en ny omgang, for så er der gået en uge, og folk skal have hentet deres reserverede og hjemkomne materiale.
Der er selvfølgelig ulemper ved dette effektive fordelingssystem. Her tænker jeg specielt på forlagene og forfatterne. De kan ikke påregne at sælge så mange eksemplarer som i gamle dage, hvor bibliotekerne hver især stod for en stor del af indkøbet af nye titler. Derfor bliver udgiverne nødt til at kalkulere med højere salgspriser, hvilket yderligere mindsker salget til private.
Men der har udviklet sig en betænkelig situation, hvor det kun er kendte og populære forfattere, der kan blive solgt i så store oplag, at indtægten for forlaget bliver stor nok til at klare dækningsbidraget. Mange mindre kendte forfattere får deres udgivelsesambitioner afsluttet efter et par udgivelser, fordi deres kvaliteter bliver overset i den store mængde af udgivelser der byder sig til.
En svensk forlagsredaktør fra Bonniers udtalte, at man hvert år udgav mange bøger, men man kunne ikke være sikker på, at det også var de bedste titler, der solgte mest. Faktisk mente han at der var mange glimrende titler som var bedre end de mest solgte bøger, men som ikke nåede at brænde igennem i relation til det købende publikum og derfor på bundlinjen endte som ikke lønsomme udgivelser.
Situationen bliver tilspidset i vore dage, fordi fortjenstmarginalerne er så små. I gamle dage var der råd til at forlagene kunne udgive de mindre lønsomme titler fordi overskuddet på de bedst sælgende kunne finansiere det, men sådan er det ikke længere, hvor den generelle lønsomhed er mindsket.
Dette forhold frister til skuffetænkning. Hvad kan man forvente folk vil købe? Flere kogebøger? Flere ’få-det-bedre-med-dig-selv’ bøger? Flere krimier? Flere biografier over excentriske personligheder? Dem kan man hyre journalister til at skrive. Det bliver denne forlagsmæssige vurdering der bestemmer, hvad der bliver skrevet og trykt, ikke hvad den enkelte forfatter har lyst til at fortælle.
Problemet forstærkes af, at publikum også er skuffetænkende. De køber det, som andre også har købt, for så må det være en garanti for, at man ikke spilder tid og penge. Man har jo ikke tid til selv at sætte sig ind i tingene, og anmeldelser i magasiner og blade skorter det på i vore dage.
Man må i dag som forfatter selv være aktiv på de sociale platforme og slå på tromme for sine udgivelser. Det er ikke noget, som ligger naturligt for mig. Jeg vil helst gemme mig i et hjørne og blot sende mine historier ud i verden og så håbe på de bliver opdaget. Det gør de bare ikke i vore dage, hvor gud og hver mand har en ambition om at realisere sig selv og skaber trængsel på markedsføringsfronten.
For mit eget vedkommende mærker jeg de nye vinde nu hvor jeg er skiftet over til at skrive tekstbøger. Der er flere nisser, der flytter med. Som i alle kunstformidlingssammenhænge er der mekanismer, som fører ting frem eller holder dem tilbage.
Hvis du for eksempel skal slå igennem som billedkunstner, er du tvunget til at fastholde en stil, som du bliver kendt for. Så hvis du starter med at male spadserestokke og bowlerhatte i glade farver, så er du tvunget til at blive ved med at lave variationer over det tema, for ellers kan publikum og købere ikke være sikre på deres fremtidige investering. Der er en høj grad af snobberi inden for billedkunstbranchen.
Noget af dette findes også i litteraturbranchen. En lille klike af smagsdommere med tilknytning til de store forlag sørger for at prestigiøse navnes udgydelser bliver trykt på et velrenommeret forlag og anmeldt positivt af loyale klakører. Men det er jo også den lille skare, der skal holde økonomien i de velrenommerede gamle forlagshuse oven vande.
Nu flaskede det sig sådan, at jeg blev kendt for at lave dyrefabler i tegneserieform, og de blev påskønnet og respekteret i en periode, hvor fortællende tegneserier for børn var i vælten. Det nød jeg godt af, og det var tilmed i den periode i mit liv, hvor jeg skulle forsørge en familie på seks personer med en hjemmegående hustru. Det klarede jeg så og godt for det.
Senere væltede det ind med et opbud, ja, man kan sige overopbud af digitale produkter inden for mit fortælleområde, i form af tegnefilm og senere computeranimerede film og serier, som ungerne kunne bruge tiden på i de mange nye kanaler, hvor alt efterhånden var med dansk tale. Det var tilmed gratis, når forældrene havde betalt licensen.
Hvilke børn kunne herefter føle sig tiltrukket af at læse fortællende tegneserier med stillbilleder og tekstbobler, når der var frit valg på mange kanaler med underholdning i sammenlignelig stil, men med bevægelse og eftersynkroniseret tale?
Desuden kom udbredelsen a computere og mobiltelefoner og nu også tablets, og det opfylder dagens ledige timer blandt børn og unge. Det hele endte med at blive et prioriteringsspørgsmål, hvor de trykte tegneserier ikke længere var attraktive nok til en bæredygtig markedsandel.
Nu er det ikke længere lønsomt for danske tegnere at lave og udgive fortællende tegneserier, kun vittighedsstriberne har overlevet, fordi konkurrencen fra de digitale medier her er mindre. Dagbladene er med til at holde liv i en håndfuld danske tegneserie skabere, men det er så det.
På det personlige plan gjorde jeg den opdagelse, at jeg kunne bruge tekstformen til at virkeliggøre mine fortællinger. Så kunne jeg også få flere detaljer med og et større episk perspektiv. Alt i alt giver det mig stor tilfredshed at udnytte disse spændende nye muligheder.
Jeg har derfor med begejstring skrevet en række bøger og gør det stadig, og jeg er ganske tilfreds med, at de ikke er strukturelle eller temamæssige gentagelser af hinanden. De er tværtimod ganske forskellige. Nogle er crossover mellem fantasy og realisme, andre er ren realisme og nogle berører okkulte og alternative fænomener.
Jeg indrømmer, at jeg har besværliggjort tingene for mig selv. Hvis jeg nu kunne holde mig til at skrive gyserfortællinger eller krimier i mange bind, kunne formidlerne komme mig i eksisterende skuffer i systemet og brugerne finde mig der i de par år i førpuberteten hvor børn stadig kan overtales til at konsumere en vis mængde bøger, men så imødekommende har det ikke været muligt for mig at være. Mine temaer stritter i flere retninger samtidig og vægtningen af mine virkemidler veksler også fra titel til titel. Som jeg plejer at sige, sætter jeg mig som altid mellem flere stole.
Jeg kan mærke, at jeg kun burde skrive fantasy, helst en serie med mange bind, men den tænkning har jeg lagt bag mig med tegneserierne. I min alder er det rigtigste kun at skrive det, man virkelig brænder for. Hvem ved, måske bliver min næste bog den sidste?
Jeg foretrækker at skrive bøger med mere realisme som faktisk burde læses af voksne, men det har været svært at få lektørerne med på den anbefaling og dermed biblioteksindkøb og hyldeplacering. De vil helst komme mig i børne- og ungdomslitteraturskuffen, og det er heller ikke lige mig, for netop der trives genrekonventionerne for fuld udblæsning, formentlig på grund af publikums indarbejdede præferencer.
Nu er jeg gået over til at skrive bøger, som lektørerne tvinges til at tage stilling til som voksenbøger på grund af forekomsten af voksne identifikationsfigurer, sexindslag eller vold. Det er det eneste mulige klientel for mig i fremtiden, hvis jeg skal finde et publikum eller et publikum skal kunne finde mig. Min nyeste bog er ikke nogen bog for børn og unge, og det bliver de to næste titler heller ikke.
På en måde er jeg misundelig på det store udland. Og specielt hvad angår film, som er en udtryksform der interesserer mig i særdeleshed, fordi de benytter en fortællemodel jeg selv holder af. Men flere af dem bygger på litterære forlæg, så de må også findes på det litterære marked i de lande.
Et overliggende tema jeg holder af, handler om børns og unges møde med en besværlig voksenverden, og de kan åbenbart skrives i engelsksprogede lande og tilmed filmatiseres med godt resultat. Men det går måske kun fordi markedet er så stort, at den mindre andel af den type film også bliver lønsomme.
Herhjemme er det gud hjælpe mig næsten kun ’Far til Fire’, ’Min søsters Børn’ eller noget der ligner, som man ofrer penge og opmærksomhed på i relation til børn, og det gør mig dårlig tilpas. Tænk at være frosset fast i et begrænset marked der tolererer så snævert et udtryksmæssigt vingefang, for noget lignende gælder bøger.
Mine bøger ville kunne give anledning til spændende anderledes film med mere vedkommende nutidsperspektiv, men hvilke instruktører finder ud af det, når jeg ikke er et stort navn inden for litteratur med pæne oplag? Jeg skulle have gjort som Kim Fupz Aakeson og søgt ind på Filmskolens manuskriptlinje dengang der var grøde i danske film, men den chance missede jeg.
I min naivitet kunne jeg tro, at spændingshistorier med etnisk indslag, børnemishandling eller trafficking i det mindste burde kunne vække interesse, men det er åbenbart heller ikke tilfældet. Enten vurderer lektørerne pr automatik, at ungerne hellere vil læse genrelitteratur, eller også kaster man håndklædet i ringen og har ikke lyst til længere at formidle anderledes bøger på biblioteket.
Man lader til at være tilfreds med at tilgodese de behov, som en målgruppe selv udtrykker i forvejen. I min ungdom var formidlingen stadig et værdigt arbejde for en bibliotekar, men det var jo også lettere, når man stod med et fysisk eksemplar og ikke skulle henvise til bestilling af et eksemplar fra et andet bibliotek.
Nu er jeg ikke den, der finder mig i at blive tabt bag en vogn, når jeg nu har tid og lyst til at blive ved med at skabe fortællinger af forskellig slags. Så løsningen er derfor den, som mange andre forfattere også er kommet frem til, nemlig at man kun trykker de eksemplarer, der er brug for. Det var svært tidligere, men det kan faktisk lade sig gøre i dag.
I starten lod min forlægger mine bøger trykke i offset. Det ser også kønt ud, og man kan tilmed garnhæfte dem. Min udgiver er glad for smukt producerede udgivelser. Men efterhånden er vi nået frem til, at den teknik er for dyr til små oplag. Vi har derfor i mit tilfælde som mange andres måttet gå over til laserprint. Det havde et dårligt omdømme for år tilbage, fordi man kunne se teksten var kopieret og ikke trykt, men det var først og fremmest et problem at bøgerne kørte hurtigt gennem maskinen med ekstrem varme. Når de så svalede af, kom papiret let til at bule. Det var ikke godt.
Men nød lærer nøgen kvinde at spinde, og nu kan man finde trykkerier, der laver bøger, som ikke er til at skelne fra offset trykte udgivelser. Så kan man slippe af sted med at trykke et mindre oplag og stadig få pengene hjem på det reducerede salg til bibliotekerne.
At gøre sig håb om et salg til private er næsten utænkeligt. Dels er der kun få udvalgte bøger, der bliver anmeldt i magasiner og aviser i vore dage, dels kommer de fleste bøger slet ikke ud til boghandlerne, der har problemer nok med at få plads til bøgerne fra de kendte forfattere fra de veletablerede forlag som folk kender i forvejen og spørger efter. En selvforstærkende spiral nedefter omkring reduktion af mangfoldigheden i udgivelsesbranchen.
En krølle omkring publikum ligger i kønskvoteringen. Vi kommer ikke udenom, at det fortrinsvis er piger og kvinder, der forbruger litteratur. Kvinder lader sig af natur ikke i samme grad som mænd dupere af billige og smarte effekter i de medier de forbruger. Derfor bliver der flere og flere kvindelige forfattere og de få anmeldere er også så vidt jeg ved hovedsagelig kvinder. Desuden er der mig bekendt overvægt at kvinder blandt bibliotekarerne og lektørerne.
Mænd og drenge er mest tiltrukket af sport eller computerspil, lige på og hårdt. Der er undtagelser, men billedet er tydeligt nok. Derfor må selv mandlige forfattere skrive bøger, der er følsomme og dyrker det nære plan og imødekommer det kvindelige aspekt. Det har jeg det ikke dårligt med. Faktisk har jeg bøger med stærke emotionelle konflikter eller temaer.
Jeg må dog indrømme, at min smag og præsentationsvinkel er mere international. Flere af mine titler ville gøre sig glimrende i en filmisk udgave efter international design, men jeg er hvad det angår født et forkert sted i verden. Det er nu ikke noget jeg beklager, for jeg er kommet til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke har behov for medvind på cykelstien. Jeg kan heldigvis gøre som det passer mig, og det gør jeg så.
Så er der den fagre nye digitale tidsalder, hvor man slet ikke behøver trykke bøgerne men har dem som filer til download mod betaling. Det gør en masse dyre produktionsomkostninger overflødige, ja, det er lige før det også er ved at gøre selve forlagene overflødige.
Jeg har selv forsøgt mig med denne platform til de udenlandske oversættelser af mine bøger, men selv i det forum er der blevet trængsel så det er svært at blive opdaget. Ting tager tid, og man må væbne sig med tålmodighed og måske også resignation.
Det vigtigste er imidlertid at man føler, man bruger sin tid på noget fornuftigt. Sådan har jeg altid haft det. Når man næsten bliver høj af at strikke en ny intrige sammen, så er det naturligvis det man gør, helt uanset vilkårene for udbredelse. Jeg vil derfor blive ved med det lige så længe jeg stadig kan blive inspireret til at skrive nye anderledes fortællinger.