Blødhed og hårdhed på TV
tilbageForleden så jeg sammen med min datter en film af Jeff Bleckner, Beyond the Blackboard. Den havde fået fine ratings på Imdb og så kendte jeg instruktøren fra Flowers for Algernon, en historie der allerede som novelle havde gjort et stort indtryk på mig som teenager.
Denne her fortælling var også rørende og gribende. Og så byggede den på en sand historie. Det er ofte tilfældet i disse produktioner. En nyuddannet lærer får et job med at undervise børn fra et ’Shelter’, et sted hvor hjemløse bor. I firserne havde børn herfra ikke automatisk ret til undervisning, det kom først senere, som rulleteksterne til slut fortalte.
Det siger sig selv, at denne unge lærer ikke får det let. Der er ingen undervisningsmaterialer og dårligt nok pulte i det gamle fabrikslokale, hvor hun får et hjørne tildelt. Forældrene er heller ikke så ansvarlige med at få sendt børnene i skole, så hun må starte dagen med at gå rundt i lejren og svinge mælkeklokken.
Nu er stedet ikke helt skid row. Opsynsmanden holder øje med at der ikke er alkoholmisbrug eller narko på stedet. De heldige hjemløse får da også et dagligt måltid mad og adgang til en sygeplejerske.
Selve skolearrangementet er også kun ment som en midlertidig foranstaltning, som så alligevel trækker ud. Ungerne er dog ikke helt forstenede. Forældrene har været uheldige men er ikke kriminelle. Vi forbavses ikke over, at skolefrøkenen ved en ekstra indsats formår at få styr på situationen og at ungerne i grunden er meget søde og indtagende når det kommer til stykket blot de mærker lidt omsorg og engagement ud over det som pligten byder.
Skolefrøkenen bliver også bakket op af en forstående mand og to førskolebørn derhjemme, og vi bliver heller ikke overraskede over at der er en ny baby undervejs i hendes familie inden længe. Hun formår af sit overskud at tage alle ungerne under sine vingers skygge, og flere steder må vi knibe en tåre over al denne uselviske godhed som hun formår at opbyde trods alle odds.
Det interessante er, at det rørstrømske faktisk virker i historiens sammenhæng, sikkert for en stor del på grund af Jeff Bleckners professionalisme, han er 70 år i dag.
Til sidst lagde jeg under slutteksterne mærke til, at filmen var produceret af et selskab, der hed Hallmark. De laver altså også andet end postkort. At der er tale om en TV film afsløres som regel i starten, når der står Teleplay, men det gjorde der ikke her. Måske en TV film med lidt højere ambitioner?
Jeg har set flere produktioner fra Hallmark i tidens løb. På et tidspunkt var der også en TV kanal i Danmark med det navn, men ellers er TV3, TV3+ og TV Puls trofaste aftagere af produktioner herfra.
Hallmark har en profil, som man jo skal have i vore dage. Publikum er fortrinsvis kvinder, som gerne vil have nære historier med afsæt i dagligdagen eller noget der ligner. Ofte er filmene baseret på en sand historie, som det hedder, og dermed får det vedkommende automatisk en pil opefter. Det er altså virkelig sket, det her, bare så I ved det.
Behandlingen af emnematerialet er gennemgående sober og menneskelig. Ingen hårdhjertet kynisk opførsel, som ikke kan helbredes i løbet af historien gennem tålmodighed, god vilje og punktvis overbærenhed eller fasthed.
For mange år siden så jeg en biograffilm, Lorenzo’s Oil, hvor Nick Nolte og Susan Sarandon prøvede at finde en kur til deres søn med en meget sjælden sygdom. For nylig så jeg en TV film om Tourettes Syndrom med mindre kendte skuespillere. Historierne om lidelser udgør en særlig genre. Det kan være en læges utrættelige indsats for at få sponsormidler til udviklingen af en behandlingsmetode eller nogle forældres kamp for at få helbredt deres barns livstruende sygdom. De film bygger altid på virkelige begivenheder og henviser loyalt til al den medgang og anerkendelse som hovedpersonen har opnået i sit efterfølgende liv.
Tidligere udsendte man film med disse temaer i biograferne, men det har jeg ikke indtryk af sker længere. TV filmene har helt erobret dette marked. Det er ikke prestigeproduktioner med stort budget, men det er heller ikke nødvendigt. Emnerne er bedst tjent med en gedigen jævn produktion uden dikkedarer. Ingen kan sige noget negativt om disse film, der giver folk hvad de forventer.
Man kunne tro jeg er ganske skeptisk over for det fænomen, men det skyldes nok mit forsøg på en analytisk tilgang til emnet. Dybest set er jeg tilhænger af sentimentalitet, blot den ikke bliver for åbenlyst spekulativ, men det er i den sidste ende mest et spørgsmål om samspillet mellem fortælletalent og publikums beredskab.
Jeg bruger også selv sentimentalitet i mine bøger, og det må bero på en vurdering af den enkelte bruger, om jeg slipper af sted med det på en sober måde. Folk er forskellige og man kan ikke tilgodese alles forventninger eller behov. Bedst er det, hvis man imødekommer nogle ubevidste behov, for så overraskes læseren på en positiv måde. Man skal som den kløgtige gamle redaktør udtrykte det ikke give folk det, de gerne vil have, men det som de til deres overraskelse opdager, de gerne vil have.
Det er naturligvis svært, og især film er et massemedium, hvor grænserne for, hvad man kan få mange mennesker til samtidig med garanti at reagere positivt på, sætter visse grænser for manøvremulighederne. Til gengæld har filmmagerne publikum i deres hule hånd, da de behersker den tidsmæssige afvikling, replikbetoningen, underlægningsmusikken og lydeffekterne, nu også i 3D, som dog ikke har vist sig særlig nyttig på nærhedsplanet.
Min mor fik ofte en tåre i øjenkrogen, når hun så en film på vores lille sorthvide 18 tommers TV i min barndom mens hun stoppede sokker. Jeg undrede mig lidt over denne følsomhed, som hun ellers aldrig viste frem, men efterhånden lærte jeg hvad det var, der fremkaldte reaktionen. Det var ofte når mennesker uskyldigt blev hårdt ramt af skæbnen eller måtte lide for at andre kunne få det bedre.
Nu var min mor i forvejen melankolsk, så at se modgang præsenteret opfyldte såmænd blot den forventning hun i forvejen havde til livet nemlig at det var hårdt med masser af modgang og få positive øjeblikke. Det at hun selv i teorien havde kunnet være med til at fremkalde positive øjeblikke gennem sin adfærd lå uden for hendes rækkevidde. Det magtede hun ganske enkelt ikke. Så var hun også lettet over at jeg og min bror selv kunne finde ud af at beskæftige os med noget vi gik op i uden det fordrede et følelsesmæssigt beredskab fra hendes side.
Der er som regel særlig positiv modtagelse af historier med mennesker, der udviser det ekstra overskud af livskraft, som i den sidste ende i fiktionens verden bliver belønnet. Dette overskud er der ikke alle der har, men vi længes efter at opleve det og blive bekræftet i, at det trods alt i visse øjeblikke kan bringes til at fungere i virkelighedens verden, selv om dramaturgerne giver stoffet en spids vinkel eller kant, som det hedder i vore dage.
Det at få folk til at blive rørt er ikke let nu til dags. Man bliver nødt til at lægge sin tillærte hårdhed og kynisme på hylden. Det var lettere i gamle dage. Min barndom for eksempel. Her fik folk ikke så mange indtryk, i alt fald ikke gennem medierne. Til gengæld skulle der ikke så meget til at påvirke folk i den ene eller anden retning, måske både godt og mindre godt.
Jeg huske da jeg var med mine forældre i biografen i halvtredserne inden fjernsynet kom. Dengang var det ikke usædvanligt, at man gik i biografen en gang om ugen. Jeg husker at der gik en fyr rundt i foyeren og faldbød programmer. ’Program med Sange’ råbte han. Dengang var der sange i alle film, ikke bare ’Ibrahim’ fra Morten Korch filmen De røde Heste eller ’Det er sommer, det er sol og det er søndag’ fra Far til Fire.
Vi var inde og se Den gamle mølle på Mols og jeg kan stadig huske den finurlighed og oprigtighed, der strålede ud af den veltilrettelagte men ærligt mente komedie. Noget af dette gik snart tabt i filmindustrien, for allerede det følgende tiår virkede disse virkemidler forældede og banale. Skuespillerne troede heller ikke længere på det de skulle gestalte, og alle på produktionssiden og hos publikum kunne mærke det. Skiftet mellem oprigtighed og forløjethed faldt omtrent sammen med overgangen til farvefilm.
Det sjove er, at de gamle sorthvide film virker endnu på de følsomme steder, i alt fald på mig, fordi de optrædende gik ind for sagen og langt hen ad vejen troede på de sentimentale passager. Der var også klangbund hos et modtageligt publikum, der var mere naivt og godtroende end i dag, hvor alle er blevet så afstumpede og ironiske og blaserte af alt for massiv mediepåvirkning på alle platforme. Det er på en måde trist.
Så jeg kan glimrende forstå, hvis de mere sentimentalt anlagte søger tilbage til enkle livsbekræftende historier som dem Hallmark og konsorter falbyder. Hvis ingen tør stå ved de følsomme historieelementer i mainstream udbuddet, så må de, der ønsker den slags, få behovet dækket andetsteds, selv om det også her for størstedelens vedkommende bygger på klicheer og postulater fremført af andenrangs skuespillere og rutinerede men moderat talentfulde instruktører. Dette til trods opfylder de dog stadig det grundlæggende behov for livsbekræftelse man har svært ved at finde så uplettet andre steder.
I de mange krimiserier på TV er det modsatte drivkraften. Hårdheden frem for blødheden. Her bygger virkemidlerne på folks skeletter i skabet og momentane udslag af ondskab, som er tiltrækkende for et stort publikum.
Det livsbekræftende består i, at retfærdigheden sker fyldest og de kriminelle bliver fundet og afstraffet. Der er som regel mange afsnit. Barnaby er oppe på hundrede, og i Hun så et Mord er der endnu flere. Jeg citerer fra en bog, jeg har under forberedelse:
”Nu kommer det nye afsnit.”
”Jeg er på vej.”
”Du må skynde dig, for som regel bliver det første mord begået tidligt i episoden.”
”Det ved jeg godt. De er jo bygget op på samme måde.”
Kurt satte sig i sofaen og knappede op for øldåsen. Den hvislede og der kom en smule skum ud, som Kurt hurtigt fik søbet op. Rammen med flere øl stod parat ved siden af sofaen.
”Nå, gad vide hvilke overklasseløg, der har noget at skjule i dag?”
Kurt havde ret. Som regel var det rige mennesker eller akademikere, som havde begået et mord. Men nu foregik det også i en universitetsby, hvor man har mange af den slags. Man mødte også studerende og lønslaver og mindebemidlede, og de opførte sig alle mistænkeligt, men aben blev næsten altid placeret hos en repræsentant for overklassen eller en indspist kreds af lærde.
”Hvem går det ud over denne gang?”
”Jeg tror det er sekretæren.”
Kurt fik ret. I løbet af et par minutter var sekretæren ude af sagaen, og politiets eksperter dukkede op i hvide dragter efter at de sortgule plasticbånd var blevet trukket omkring mordstedet.
”Måske er det selvmord?”
”I så fald kommer der inden længe et rigtigt mord. Man kan ikke spise publikum af med et udueligt skvat, der bare ikke kan klare mosten.”
Krimien byggede langsomt og adstadigt op, og kriminalinspektøren og hans assistent, som gerne skulle være en yngre modsætning til chefen, udvekslede kløgtige bemærkninger omkring de spor, de stødte på.
”Det er det samme hver gang.”
Kurt havde stadig ret, men der var en hyggelig tryghed over at se det kendte mønster gennemspillet med små variationer. Serien var britisk, så derfor var der ikke vilde action scener med hurtige biljagter, hvor lækre biler blev molesteret af at blive kastet hid og did. Det overlod man til de amerikanske serier med smæk for skillingen og dyre budgetter, hvor man kunne rutte med pengene.
Stille og roligt udviklede mysteriet sig, og der var en præcedens fra over tyve tidligere afsnit, som afstak rammerne for hvad man kunne forvente sig. Selvfølgelig kunne man sjældent gætte præcis, hvad der ville ske, men på den anden side blev man aldrig overrasket over den endelige opklaring. Den føjede sig til rækken af mordgåder, der måske som sidste motiv havde et slibrigt indslag omkring forbudte lyster eller indestængte drifter, der trak spor tilbage til en mere vild og løssluppen ungdom, hvor man havde givet efter for diskutable tilbøjeligheder.
Rutinen kunne varieres med detaljer af personligt konfliktstof omkring hovedpersonerne, som dog ikke måtte blive så omfattende, at det lagde ubekvemme bånd på handlefriheden for manuskriptforfatterne i de følgende afsnit. En tiltrækning mellem kriminalinspektøren, der i starten var ungkarl, og så en jævnaldrende kvindelig retsmediciner var bekvem, for så kunne der komme nogle private følelser i spil samtidig med at de fik foretaget de undersøgelser, som var nødvendige for afviklingen af intrigen.
I en af de populære serier havde kriminalinspektøren i den nuværende serie været en jordbunden assistent til en veluddannet kriminalinspektør med hang til opera i den oprindelige ombæring fra universitetsbyen, men denne glimrende karakterskuespiller var død, og så havde man gjort den jævne hjælper til hovedperson og forsynet ham med en dannet og intellektuel assistent. På denne måde kunne man sikkert afsætte yderligere tredive afsnit.
Krimien havde nu bevæget sig hen i den fase, hvor de mere jævne mistænkte blev præsenteret med hver deres mulige motiv, men det var som regel kun afledningsmanøvrer. Den virkeligt skyldige havde man vist tidligt i episoden på en måde, så vedkommende forekom ganske tilforladelig. Når så den akademiske person til slut blev fældet, ville det også tilfredsstille det behov, som mange almindelige krimiforbrugere havde, nemlig at se rige overklassemennesker komme ned med nakken. Det skete så sjældent i det virkelige liv, hvor de velnærede altid formåede at svømme ovenpå mens almindelige mennesker måtte betale prisen. Her i fiktionens ramme kunne intrigen råde en smule bod på dette urimelige misforhold.
Kurt var kommet til sin tredje øl.
”Det er lige før man selv kunne skrive det næste afsnit.”
”Det vil jeg give dig ret i.”
”Efter tre minutter det første mord, og så hver syvende minut derefter en ny mistænkt, indtil du har et bundt på en seks til otte stykker. Så ryger der et par af dem fra, fordi de også bliver myrdet, og så er der en håndfuld tilbage, hvor man kunne skrive en slutning på hver af dem som den endeligt skyldige.”
”Det skulle ikke undre mig, om man gjorde det på den måde.”
”Hvilket?”
”Bad manuskriptforfatteren om at lave nogle alternative slutninger, hvor producenten så kunne vælge den han foretrak.”
”Næh, hvorfor ikke?”
”På spillefilm gør man det.”
”Det stemmer. Jeg har også lagt mærke til, hvor mange manuskriptforfattere der ofte er på især amerikanske film.”
”Man er ikke sikre på, at den første kan levere det bedste arbejde.”
”Og så beder man nogle andre forbedre på det eller skrive det hele om.”
”Senere kombinerer producenterne så ting fra flere forskellige versioner.”
”Måske bliver det virkelig bedre?”
”Ja, mange amerikanske film er ofte i forvejen så maskinelle, at det ikke kan udelukkes at den metode kan forbedre klicheerne en smule.”
Bo havde gjort kål på det sidste fra posen med chips. Han havde gemt lidt af sin cider, så han kunne skylle den salte smag af munden. Fingrene var fedtede, men han måtte nøjes med at tørre dem i et stykke køkkenrulle og vente med at vaske dem til under slutteksterne.
De havde på dette tidspunkt af intrigen som regel et væddemål kørende om hvem der var den skyldige, således også i dag.
”Jeg tror det er kollegieprincipalens hustru. Hun har som ung haft en affære med portneren og hun er bange for, at det kommer frem.”
”Det er absolut en mulighed, men det kan også være laboratoriechefen, der ikke vil miste bevillingen til den sidste afgørende forskning.”
”Ja, nu får vi se. Gid man kunne køre den lidt hurtigere.”
”En kammerat har en gammel optager. Han ser næsten aldrig noget mens det spiller.”
”Nej, man kan jo også se det fra computeren og koble det til sit TV så man beholder det større format.”
”Det er ikke det, min kammerat udnytter.”
”Hvad er det så?”
”Det er muligheden for at afspille filen med tredive procents højere hastighed, hvor man stadig bevarer lyd og undertekstning.”
”Så snakker de hurtigt.”
”Det gør de, men man kan stadig sagtens forstå det. Han gider ikke bruge mere tid end nødvendigt, men nu har han altså også et stort forbrug af TV.”
Jeg må indrømme, at jeg selv lider af den samme svaghed for krimier som gælder så mange andre. Jeg ser dog ikke eftermiddagsprogrammernes endeløse ombæringer af alle intrigerne fra Agathe Christie i nye TV aftapninger. For mig er Peter Ustinov fuldt tilstrækkelig som Hercule Poirot og Margaret Rutherford er nok som Miss Marple. Det er lige før jeg vil sige at Basil Rathbone også er den eneste rigtige Sherlock Holmes for mig, men i dette tilfælde har jeg dog valgt at gøre nogle undtagelser.
Jeg bruger ikke selv krimikonventionerne når jeg skriver, selv om jeg måske kunne få et større publikum i tale, men mysterieelementet kan jeg ikke lade ligge. Og jeg mener at kunne overraske mit publikum med nogle esser oppe i ærmet så de ikke forudser, hvad enden på det hele bliver. Hvad det angår føler jeg den forpligtelse som den klassiske forfatter lever op til i relation til sit publikum. Hvis man har en grundig Build Up, så må man også levere en Pay Off, ellers skuffer man læserne, og det går jo ikke.....