BLADE AF TO LYSTIGE FÆTTERES REJSEDAGBOG

Jeg blev godt nok en kende betænkelig over den tegneserie jeg dykkede ned i forleden. Her var en letsindig omgang med beskrivelsen af individer af anden etnisk herkomst, som det hedder på nudansk. Der var kinamænd med tandsmil og skæve øjne, og de var ikke imødekommende. Så var der glubske kannibaler med ben i næsen, og de ville ikke være blevet mere godhjertede af at man kaldte dem farvede. Og den vrede spaniol, der forfulgte vores helte fordi de tillod sig en uskyldig flirt med en underskøn senorita, kunne heller ikke formildes. Der var fart over feltet hele tiden, og ofte var vores civiliserede helte på flugt for et eller andet truende. De bevarede dog fatningen og tog den hvide mands byrde på sig uden at kny.

Da vi besøgte den fædrene gård i Årup ved Hammershøj i min barndom i halvtredserne lå der på enden af slagbænken indbundne årgange af Familie-Journalen. Det var spændende at dykke ned i dem, for der var hele tegneseriesider i farver, og selv om ’Willy på Eventyr’ og ’Blade af to lystige Fætteres Rejsedagbog’ var fortsatte, så sikrede indbindingen, at man fik den længere læseoplevelse ved at bladre til næste nummer. Der var også andre serier, men den med ’Lund og Jeg’ var min foretrukne.

Da min bedstefar døde, kom min far hjem med nogle af årgangene til mig, og dem har jeg hæget om lige siden. Specielt dem med årgang 1924 og 1926 er jeg glad for. Jeg kan se at det er 48. og 50. årgang, så det er virkelig et ugeblad, der har været udgivet længe. Efter flytningen fra Viborg var jeg lidt i tvivl om, hvor de lå, men nu fandt jeg dem så, sammen med en stor stak striber med ’Ridder Rap’ som også havde været forlagt en overgang.
Det er ikke kun mig, der er glad for det fund. Da vi forberedte den danske præsentation af Børge Rings underfundige serie ’Distel’ som nu er at finde på min hjemmeside, kom vi til at tale om gamle serier, som vi nok først fik et gensyn med, når alt muligt bliver digitaliseret, og vi alle sammen sidder med en læseplade, når vi skal se alt det der tidligere var tilgængeligt på papir. Børge sagde: ’Fortæl mig, når de har digitaliseret Familie-Journalen, for jeg vil hulens gerne genlæse Blade af to lystige Fætteres Rejsedagbog, som jeg husker fra 1920erne’.

Det varer nok en rum tid endnu, inden de næsten 150 år med Allers’ flagskib bliver omsat til pixels, så indtil da må vi nøje os med mine to gamle årgange fra 20erne. Det er en forunderlig rejse ned gennem mindernes boulevard til en verden, hvor tingene i den grad ikke var gået af lave, selv om ugebladet viste mange banebrydende opfindelser, som vi snart kunne vente os. Fantasien var imponerende og papir er taknemligt.

’Lund og Jeg’ som jeg for kortheds skyld vil kalde tegneserien, var lige som ’Willy på Eventyr’ og ’Bamse og Dukkelise’ oversat fra engelsk, og Familie-Journalen var hurtig til at bide på serien, for den gik i bladet fra 1924-1933. Serien er skabt i 1923 af den legendariske britiske serietegner, Roy Wilson. Dens oprindelige navn er ’Basil and Bert’.

Roy Wilson er samtidig med Carl Barks, født i Kettering, Northamptonshire den 9. juli år 1900. Han gik på ’Norwich School of Art’ hvorefter han var møbeldesigner i tre år. Roy meldte sig til Første Verdenskrig men blev indskrevet på våbenstilstandsdagen og tjente i Det kongelige Riffelkorps i Køln til 1920. Et tilfældigt møde på en pub i hjembyen førte til at han blev assistent for en tegner fra Norwich, Donald Newhouse, som betalte Wilson tre Pund om ugen for at hjælpe med at skitse og rentegne de tegneserier han lavede for Amalgamated Press. Wilson tegnede også selv vittighedstegninger og malede postkort for Jarrold’s i 1923.

Jeg vil lige indskyde, at Roy Wilson ikke kun bidrog med ’Lund og Jeg’ til ’Allers’ Illustreret Familie-Journal’ som bladets fulde titel var. Roy tegnede andre serier dér, og de to vagabonder ’Tip og Tap’ var også et tilbagevendende par. Charles Chaplin optrådte også. Det var dog kun en tredjedel af en side disse serier optog, og der var kun ofret en staffagefarve, som regel grøn eller blå. Måske kan nogle tegneserielæsere huske ’Serie-magasinet’ fra Interpresse. En del af humorserierne var engelske, og man kan tydeligt genkende den særlige britiske tegnestil i disse serier, selv om de er meget yngre.

Tegnestilen var inspireret af veteranerne Tom Browne og G. M. Payne men lærlingen blev hurtig udlært og blev den fineste repræsentant for den klassiske britiske tegneseriestil. Han fik lov at signere farveforsiderne til årshæfterne ’Chips Annual’ og ’Butterfly Annual’ samt ’Chimpo’.

Roy Wilson bidrog til mange serier indtil han debuterede med sin egen helsidesserie ’Basil and Bert’ i 1923. Samtidig fortsatte han med at tegne en del andre serier, og han blev ved med det til sin død i 1965. Familie-Journalen bragte hver uge en farvetrykt udgave af ’Lund og Jeg’ i ti år indtil 1933.

Ovenstående oplysninger er hentet fra Denis Giffords bidrag til ’The World Encyclopedia of Comics’ 1976 redigeret af Maurice Horn. Det var Anders Hjorth Jørgensen som hjalp med identifikationen, og han kunne tilføje den krølle, at ’Dr Merlind’ tegneren Knud V. Larsen i tresserne prøvede at få Aller til at genoplive ’Lund og Jeg’ men selv om han foreslog tre forskellige måder at tegne serien på, lykkedes det ikke at få held med initiativet.