Billedkunst?
tilbageFor nogle dage siden så jeg en genudsendelse af et portræt af kunstneren Kurt Trampedach. Den var fra halvfemserne, og Kurt boede sydpå, vistnok i Baskerlandet på en stor idyllisk gård sammen med nogle heste. Der var god plads.
I det store atelier hang der billeder som han nussede lidt med hver dag med nogle spatelstrøg. Eller han kradsede lidt i den tykke lag maling. Alle motiverne var dværge omtrent centreret i billedfladen. Han havde en filosofi om processen og hvornår et motiv lukkede sig for videre bearbejdning.
Kurt hyggede sig i sin ensomhed med det eneste som gav hans liv mening. Han var glad og tilfreds og virkede selvtilstrækkelig, men det er vist ikke usædvanligt blandt kunstnere. Uanset omgivelsernes reaktion ville han nok have levet videre på den måde. Ting i livet får den betydning, man tillægger dem.
Så kom en amerikansk kunstopkøber på besøg og roste hans ting og der blev arrangeret en udstilling i New York, hvor hans dværge indbragte høje priser, i og med at den etablerede kunstverden havde adopteret ham og sikret hans udkomme og investorernes pengeanbringelse.
Kurt var en succesfuld kunstner som havde fundet sin niche til anerkendelse. Han blev formentlig nødt til at fortsætte med at male kulørte små dværge. Det foretrækker kunstverdenen. Så ved man også hvor man har ham. Han er kommet i bås, og investorernes penge er sikret. Kredsen lukker sig om sig selv.
Man må som kunstner ikke variere sit udtryk for meget, for så bliver investorerne bekymrede omkring holdbarheden af deres pengeanbringelse. Der er flere af den slags fyre. Vi har én, der hedder Michael Kvium. Hans motiver er tilmed mere morbide og grimmere end Trampedachs, men også han er tvunget til at blive ved med at male flere grimme mennesker. Og det gør han så.
For nogle dage siden så jeg en udsendelse omkring de nye digitale medier. I løbet af de seneste tyve år er der sket en eksplosion i de sociale medier og muligheden for at vise ting frem. Det gælder også musik. MP3 revolutionen og digitale film og billeder.
En pointe er, at nu kan gud og hvermand lave produkter, som virker professionelle. Man behøver ikke som i gamle dage have et avanceret studie med dyrt udstyr som skal styres med besvær af højt uddannede teknikere. Man kan lave det hele billigt hjemme hos sig selv. Meget sympatisk tænker en fyr, der hele sit liv har lavet det hele hjemme hos sig selv.
Hermed er der sket et skred i medieverdenen. Hvor individualister i selvfed ophøjethed i gamle dage kunne sole sig i publikums beundring, fordi det ikke var enhver beskåret at kontrollere det professionelle udtryk, så er den eksklusivitet forsvundet, og jeg hører til dem, der er glad for det.
Nu kan alle komme ud med hvad de har på hjerte, og de sociale medier bringer dagligt mange udspil til torvs på ingen tid. Naturligvis har de færreste kunstneriske kvaliteter, men muligheden er til stede, og man kan afstedkomme helt nye udtryk i kombinationer som ikke fandtes tidligere.
Kunstguruernes tid er heldigvis forbi, og i stedet for den mere og mere udbredte designmæssige narcissisme er der nu et bredt spektrum af udtryk, som er mere meningsfulde end de ting, der er kommet frem i den gamle kunstverden med dens traditionelle begrænsninger og vanetænkning. Ideerne er blevet sat fri på en ny og mangfoldig måde.
Hvad der er tilbage af nye udtryk i den gamle analoge kunstverden er ikke noget at råbe hurra for. Et besøg på kunstudstillinger er blevet en ørkenvandring af gentagelser med lidt sporadisk forsøg på provokation, selv om det er længe siden blendere med guldfisk og udstoppede hundehvalpe eller offentlige hesteslagtninger kunne få folk op af sofaen.
Fra min egen verden af tegneserier ser man de gamle naive helte anbragt i nye locations, som nu den gut der har fundet en niche med at placere stakkels Tintin i litografier med erotiske omgivelser. Det er vel meningen det skal provokere god smag, men det var længe siden det kunne ske, og godt for det. Det betyder dog ikke så meget, hvis blot en lille skare af investorer kan holde ham og galleriejeren kørende økonomisk er det jo helt okay for dem. Smag og behag er forskellig, men der er ikke noget kunst over det. Det er for letkøbt. Som Storm P vist sagde ’Kunst skal være besværlig. Hvis det er for let, er det jo ikke nogen kunst’.
Så er der mere besvær omkring svenskeren Dan Park, som højrefløjen med ringe held har forsøgt at omklamre. Han fik sit kvarters berømmelse gennem nogle plakater, der inddrog farvede i en sammenhæng, der kunne beskyldes for at være racistisk, og det kan stadig vække debat, ikke mindst i Sverige. Om hans værker er kunst eller ej fortoner sig på den kulturelle horisont, men spørgsmålet er også blevet mere og mere irrelevant, for han passer ikke ind i den etablerede kunstverden. Der kan simpelthen alt for hurtigt laves for mange billige kopier af hans værker.
Lige nu vånder vi os i Danmark kollektivt over det første terrorangreb. Som i Norge var det ikke en slambert fra udlandet men en ung mand opvokset her hos os. En copy cat aktion der minder om et tidligere anslag i Paris på Charlie Hebdo. Anledningen til hans anslag var en diskussion om ytringsfrihed hvor en svensk tegner var til stede. Han har tegnet Profeten som hund. Attentatmanden var af palæstinensisk herkomst, så det skulle også lige gå ud over den københavnske synagoge. Det sted hvor han blev skudt lægges der også blomster men hætteklædte unge prøver at fjerne dem.
Kunstnere af den satiriske slags udnytter den ytringsfrihed vi har hos os, og skam få dem, som ikke hylder den. Men fingerspidsfornemmelse er der ikke tale om. En jødisk fortaler syntes man passende kunne holde sig lidt tilbage med provokationen. Den flere hundredårige selvvalgte isolation i den islamiske verden har ført til, at man ikke har så mange ting at være stolte af, men man kan være stolte over Muhammed som man tilmed har for sig selv, og skam få dem, som ikke bakker op om det. Det bliver nok ikke meget bedre inden den islamiske verden kulturelt set ankommer til det 21. århundrede, eller bare det 20. århundrede.
Jeg så forleden en udsendelse om en graffitikunstner, der havde overskredet grænsen fra streetart til etableret kunst i og med at hans værker med tændstikmænd havde holdt deres indtog på gallerier og ved handel kom op i høje priser. Det irriterede dog kunstformidlerne at han alligevel tegnede små tændstikmænd helt gratis til fans, der kom hen til ham. Det må man helst ikke som kunstner. Det undergraver det merkantile aspekt.
Selv har jeg et håndtegnet selvportræt af Carl Barks. Det syner ikke af meget men er nok det mest kostbare kunstværk jeg har. Jeg har fortalt ungerne, at det nok kan indbringe en klatskilling på E-bay når jeg falder bort. Ellers ville den tanke nok ikke falde dem ind. De har ikke noget særligt forhold til Barks.
Når jeg er på Facebook falder jeg sommetider over nogle opslag, der stimulerer min tankevirksomhed eller følelser. Det er de bidrag, som er kunst for mig. Min private definition på kunst er nemlig, at det skal være et udtryk, der påvirker mig følelsesmæssigt eller som får mig til at tænke i nye baner. Det gør gammeldags kunst kun sjældent. Måske litteratur, men ellers ikke. Musikforstand har jeg ikke.
Man kan pakke lige så mange skyskrabere ind i plastic eller sende lige så mange laserlys bundter i vejret som man vil. Det er kun udvendighed og smartness og design uden sjæl eller nerve. Men kunstverdenen falder gerne på halen, specielt hvis det kan flyttes og prissættes og skabe profit for galleriejere og de traditionelle kunstnere.
Facebook lader sig ikke kapitalisere på den gammeldags facon, og godt for det. Man kan lave lige så mange kopier man vil. Det jævnlige besøg er en rutsjetur gennem smagløshed og smagfuldhed, gennem larmende retorik og snusfornuftige overvejelser, vanvittig komik og plat humor, udover selvfølgelig alle ligegyldighederne og videoerne med babyerne, misserne og vovserne.
Meget af det jeg scroller forbi på min rutsjebanetur på Facebook er kunst for mig, fordi jeg mine følelser bliver stimuleret og mine tanker udfordret. Det er meget længe siden det skete inden for rammerne af den etablerede kunstverden, hvis overhovedet nogensinde. Jeg beklager, men udviklingen er løbet fra gallerier og kunstmuseer hvad angår nyskabelse.