BEN BOLT

JOHN CULLEN MURPHY

Originaltitlen på denne bokseserie er Big Ben Bolt. Den blev skabt i 1949 af Elliott Caplin, uden tvivl som et svar på successen med en anden bokseserie, Joe Palooka. Caplin henvendte sig til tegneren John Cullen Murphy, som tidligere havde leveret fine bokseillustrationer til magasinet 'Collier'. Tegneren blev accepteret, og Big Ben Bolt blev den næstsidste serie William Randolph Hearst selv købte. Den blev først introduceret i aviserne den 20. februar 1950 og søndagsudgaven den 25. maj 1952.

Serien handler om Ben Bolt, verdensmester i sværvægt. Han har dog mistet titlen nogle gange i tidens løb. Han er ikke blot en dygtig bokser, han har en grad fra sine universitetsstuder med i bagagen. Hans oplevelser centrerer sig om bokseverdenen, men der er mystik, mord og kærlighed undervejs. Ben Bolt bor hos sin flinke tante og onkel på Beacon Street i Boston. Så er der træneren Spider Haines og en perlerække af veninder skifter som tiden går i episoderne med den stærke men godhjertede bokser.

John Cullen Murphy blev født den 3. maj 1919 i New York City. Som barn flyttede han med familien til Chicago og studerede på Chicago Art Institute allerede i en alder af ni år. Dengang ville han dog helst blive baseballspiller. I 1930 flyttede familien til New Rochelle, hvor han blev ven med Alex og Jack Raymond, der senere selv blev serietegnere. De så meget op til Norman Rockwell, der boede i nabolaget, og til brødrene Lyendecker. Rockwell lavede en forside, Starstruck, til 'Saturday Evening Post' i september 1934 hvor Murphy henført står og betragter nogle starletter.

I high school studerede Murphy ved Grand Central Art School og fik et stipendium til Phoenix Art Institute, hvor hans lærer var Franklin Booth. Hans tegnekunst blev videreudviklet på Art Students League hos lærerne George Bridgman og Charles Chapman.

Murphys første professionelle arbejde var sportstegninger til promovering af Madison Square Garden i 1936 fulgt af omslag til bladene 'Columbia' og 'Liberty'. Under Anden Verdenskrig tegnede han dokumentartegninger for 'Chicago Tribune' og tjenstgørende i general Douglas MacArthurs stab malede han portrætter af MacArthur og andre militære koryfæer.

Efter krigen arbejdede Murphy med markedsføring af amerikanske film og tegnede for magasinerne 'Esquire', 'Holiday', 'Colliers' og 'Look'. Som sportstegner fik han en henvendelse fra Elliot Caplin (bror til Al Capp) og kom til at tegne avisserien Big Ben Bolt for 'King Features Syndicate'. Fra 1955 foregik historierne dog mere uden for end i bokseringen, idet Ben Bolt påtog sig journalistiske opgaver.

En kompliment til Murphy var det, at han blev tilbudt at hjælpe Harold Foster med søndagsserien Prins Valiant i 1971, hvor han klarede tegnearbejdet til 1980, hvorefter sønnen fortsatte serien. Selv om han overtog Prins Valiant, fortsatte Murphy med at tegne Ben Bolt til den sluttede i 1978 og gennemførte altså at tegne en avisserie i hele dens levetid. Murphy overdrog først Prins Valiant til sin efterfølger, Gary Gianni, i 2004. Selv døde Murphy fire måneder senere.

Murphys arbejde blev meget anerkendt af hans kolleger. Ben Bolt fik prisen for fortællende tegneserier af National Cartoonists Society i 1971, og Murphy holdt sin tegnestil på et højt niveau i alle årene uden at forenkle præsentationen eller detailrigdommen. Han modtog også priser for Prins Valiant i flere omgange.

Murphy havde undertiden hjælp til at tegne Ben Bolt. Det var Al Williamson (Flash Gordon), Alex Kotzky (Apartment 3-G), Neal Adams (Deadman), John Celardo (Tarzan) samt Stan Drake (The Heart of Juliet Jones). Fra 1971 aflastede Gray Morrow Murphy på Ben Bolt og denne fik sin signatur på serien I 1977.

At alle disse navne på professionelle amerikanske tegneserietegnere kan supplere hinanden som assistenter viser, at de fulgte de samme idealer hvad angår den tegnemæssige design på den tid. En foregangsmand i udviklingen af denne grafiske stil er alle enige om bør tilskrives Alex Raymond. Murphys stil adskiller sig dog noget, i og med at han bruger mange tynde streger og skraveringer. Desuden er der meget bymæssig varieret lokalkolorit over hans billeder. Raymond selv udviklede efterhånden en stil med mange faste layoutmæssige billedløsninger, hvilket blev tydeligere under hans efterfølger John Prentice.                               

Det valgte eksempel til præsentation af John Cullen Murphy er de første søndagssider af serien som blev præsenteret i Skipper Skræk ved formatændringen. Der er brugt de originale amerikanske trykmatricer, og litograferne kunne deres håndværk dengang. Der er forsøgt med chatteringer på de store ansigtsgengivelser, selv om bladrotationstryk var bedst til flade farver. Nu er søndagsversionerne af fortællende serier sjældent de bedste historier, men det viser til gengæld Murphys kunnen når han havde større billeder at layoute. Og farverne var lokkende at bruge til detaljerede og smukke locations.

Vi ser Murphy boltre sig med varierede geografiske baggrunde og anatomiske opvisninger af kroppe i bevægelse. I midten blev siden klippet over ved præsentationen i Skipper Skræk. Prins Valiant skulle jo have midtersiderne. Retrospektivt er det interessant at notere sig, at Murphy senere skulle overtage tegnearbejdet på Prins Valiant. Men der gik lige nogle år inden da.

De forskellige præsentationsformater af søndagssider er et kapitel for sig. Man kan se at Murphy efter første søndagsside får besked om at lave en lavere blok, hvilket resulterer i et udfyldende billedpanel i bunden i Skipper Skræk. Når disse søndagssider skulle bruges som firstrip i højformat gik indledningsbilledet ud og også som regel billedet midt på siden, som sjældent er handlingsbefordrende. I Kevin den Tapre kan man se, at billedet i midten her er smalt og som regel også uden tekst, så det kunne let glide ud ved en ombrydning.

.