|
|
Carl Barks analyse 1 |
|
|
|
Den
opdragende Anders And Af Göran Ribe Carl Barks evner som fortæller gør sig gældende på alle planer i serietegningen. Han er lige god i sine karaktertegninger som i miljøbeskrivelser, han kan opbygge en historie dramatisk virkningsfuldt og han kan afbalancere den rigtigt mellem komik og spænding. Denne mangesidighed bidrager til, at det moralske indhold i Barks serier får en dybde som er helt usædvanlig i populærkulturen. I grunden er Barks historier, og frem for alt de
kortere, bygget på ganske simple moralske fabler. De fleste bunder i et
begrænset antal skemaer: Anders bærer sig dumt ad og straffes for det.
Nogen anden bærer sig dumt/ondskabsfuldt ad over for Anders og straffes
for det. Det er det klassiske mønster fra f.eks. Heinrich Hoffman som går
igen. Nu må det understreges, at Barks varierer disse temaer så grundigt, at det kan være svært umiddelbart at identificere dem. Den dumhed historien bygger på savner undertiden af moralsk baggrund – og undertiden er der ikke engang tale om nogen dumhed men et spil af omstændigheder… og den skæbne som styrer udviklingen rammer ikke altid personerne efter fortjeneste. Desuden aftager fornuftmoralens styrke givetvis af, at Anders And spiller klovnens rolle, og af klovnen forventer vi, at han bærer sig dumt ad og bryder de sociale konventioner. Men trods det vrimler serien af ”gode og dårlige
eksempler”. Anders Ands godtroenhed, dominansen, narrespillet og
redningsteamet i forholdet til nevøerne, hans økonomiske letsindighed,
ligesom Højbens held og pral og Joakims gniervæsen – dette fremføres med
al ønskelig tydelighed som dårlig opførsel. Nevøerne står derimod oftest, men ikke altid, som det gode eksempel. Når de engang imellem ser ud til at vise godtroenhed og låner en masse penge til en sømand med et skattekort, viser det bare, at de er bedre menneskekendere end Anders – sømanden var hæderlig. I de tilfælde hvor en moralsk set hæderlig holdning fører til nederlag for Anders plejer han at få en slags kompensation til slut. Når han stiller op i Andebys idrætskonkurrencer bærer han sig bagvendt ad hele tiden og får alle imod sig – men senere får han en pokal af ungerne fordi han har gjort sit bedste. Der findes imidlertid yderligere nogle aspekter af moralen i Carl Barks Anders And. Komiske spændingsserier og spændingsserier med komisk tilpasset tegningsstil har været de serietyper hvor man oftest har kunnet finde et åbent og intensivt moralsk indhold. Man kan for eksempel nævne ”Little Orphan Annie”, ”Li’l Abner”, ”Dick Tracy” og ”Tom Puss”. Moralen i disse serier er sædvanligvis konservativ. De hylder det individualistiske samfund og fordømmer stærkt de, som forbryder sig mod dette samfunds skrevne eller uskrevne regler. Det interessante er, at i nogle serier får truslen mod samfundet sådanne dimensioner, at man får det indtryk, at det er TRUSLEN, der udgør samfundet. Ser man på den serie som tydeligst illustrerer hvad jeg tænker på, nemlig ”Dick Tracy”, ser man, at den domineres af en gangsterverden af enestående hensynsløshed. Der findes træk af ubehag i fremstillingen som understreges af de voldsomt groteske figurer. Netop det groteske er et træk, som de moraliserende beretninger altid synes om at anvende. (Der findes ganske vist også en og anden serie, som savner dybere moralsk dimension, men hvor det groteske stilmiddel også er anvendt til at skabe en truende samfundsatmosfære. En sådan er Bob Kanes ”Batman”) Det groteske forekommer naturligvis selv i den rene humorserie, men der er funktionen i almindelighed bare komisk, i og med at der ikke kan opstå nogen kontrastvirkning. Hvad har nu dette med Anders And at gøre? Jo, hvad jeg vil komme frem til er at disse træk – den konservative moralfremstilling som blandt andet ytrer sig i en sort oplevelse af samfundet, de groteske figurer og de brutale hændelser – også findes hos Carl Barks. Udvendig minder Anders And om en grotesk humorserie som f.eks. ”Knold og Tot”, men stemningen er en helt anden. Flere skribenter har påpeget den undertone af angst, som skinner frem i mange af Carl Barks værker. Hans Anders And skildrer en verden, som beherskes af en hadsk konkurrencementalitet, en trang til at vinde over medmennesker, i hvis skygge individerne beklemte lister omkring. Til en vis grad findes der hos Barks også en opdeling i gode og onde mennesker, som fører tanken hen på ”Little Orphan Annie”. I et brev til Funnyworld (Mike Barriers prisbelønnede amerikanske fanzine om humorserier og tegnefilm) siger Barks selv om sine serier: ”De udfald jeg gjorde mod skurke var bevidste budskaber, det er helt afgjort. ”En rehabiliteret skurk findes ikke” er en af mine yndlingsteser”. Men Anders And adskiller sig fra Lille forældreløse Annie ved at Den gode Side egentlig aldrig identificeres med samfundet eller Det etablerede System. (I det mindste ikke før midten af 50erne). De allerfleste figurer karikeres hensynsløst, uanset social status. Det groteske begrænses heller ikke til figurerne. Selv handlingen er ofte grotesk. Moralske brister eller fejlslutninger får konsekvenser udover alle proportioner, men det har selvfølgelig direkte sammenhæng med underholdningsformålet, bestræbelserne på at gøre handlingsforløbet så fantastisk som muligt uden at tabe forbindelsen med virkeligheden. Således æder myrer Anders Ands hus efter at han har beskyldt ungerne for at være dovne og opfordrer dem til at drage lære af myrernes flid. Dette leder os ind på seriens titelfigur, Anders And, som i høj grad afspejler serien moralske tendenser. Den oprindelige Anders And, filmens Anders And, var en ubehagelig figur som med Mike Barriers ord var ”morsom fordi han selv var skyld i så mange af sine ulykker”. Det sidste træk beholdt han også i serierne, men i avisserien som begyndte i 1938 dæmpede forfatteren Bob Karp og tegneren Al Taliaferro Anders Ands temperament og gjorde ham mere til en glad gå-på-and. Barks tog begge tråde op og fik med årene sin egen version frem. Vi har sagt, at Anders Ands funktion hos Barks i
grunden er klovnens. Men det som mest umiddelbart driver ham til hans
underlige, tvivlsomme handlinger er Gå-på-mentaliteten, den blinde tro på
sig selv. Det er egenskaber som vurderes meget højt i den
individualistiske samfundsopfattelse som dominerer i USA. Desuden er
Anders faktisk en idealist – de moralske fejl han gør beror oftere på
manglende overblik end på manglende god vilje. Klarest er dette i Barks
bedste år, i slutningen af fyrrerne og i begyndelsen af 50’erne, hvor
Anders har noget af en Californisk Don Quijote over sig. Dette bidrager
meget til at Barks fabler så let munder ud i en modstridende fornuftsmoral.
Sine store svagheder til trods er Anders sammen med ungerne en positiv
skikkelse mod baggrund af groteske bifigurer og en samfundsatmosfære af
konkurrence og angst. Alle disse ræsonnementer henføres lettest til
10-sidershistorierne, men har mere eller mindre relevans også for de
længere historier. Disse er ganske vist opbygget på en helt anden måde, de
indgår i eventyrtraditionen af Jules Verne-genren, som kræver en mere
udpræget helteposition af hovedpersonerne end det er tilfældet med den
korte, moralske fabel. Men Barks indfører en hel del elementer fra de
kortere historier i de længere serier – der er for eksempel konkurrencen
mellem Anders og Højben i ”Anders And på Grønland”, eller den rolle som
Anders gale opførsel spiller i ”Voodoo-Hoodoo” og ”Anders And og Søslangen”.
En hel velkomponeret, moralsk roman er ”Jul i Pengeløse” (1. udgave), hvor
Onkel Joakim straffes for at han ikke viser generøsitet over for de
fattige. Onkel Joakim er en umoralsk figur i sin ekstreme sparsommelighed og sin uvilje mod at betale for arbejde. Men det er samtidig morsomt, og det er næppe på grund af sin position han bliver umoralsk. Eller ”unaturlig”, for at anvende den terminologi, som Ole Andkjær Olsen og Vagn Thorning fremlægger i deres Anders And-analyse i bogen ”Barn, Litteratur, Samfund”. Anders And-serien hælder til Kapitalen om mådelighed, mener disse forskere, og det kan man sikkert give dem ret i. Men det er naturligvis betegnende, at når Joakim bliver hovedperson i sin egen serie er det spændings-modellen, der kommer i anvendelse, og nu helt uden moralske rammer. Med Joakim som helt forrykkes seriens sociale perspektiv, den mindsker allerede derigennem realisme og moralsk dobbelttydighed er ikke længere mulig i samme udstrækning, Nordmanden Jon Gisle har i Vinduet nr. 1/74 hævdet, at ”moralen i beretninger om Onkel Joakim – særligt i pointerne i de ældste historier – er, at penge og position får man blot gennem at kvalificere sig – gennem arbejde, slid og sparsommelighed”. Dette er vel sandt, men Gisle har nok glemt ovennævnte filosofi. Penge og position er ikke så særligt efterstræbelsesværdige ting, selv om samfundet vil gøre dem til det. Sådan lyder moralen i Anders And… |
|
forside
