Kapitel 7 Arken Huset var kommet til at hedde ’Arken’ fordi Noa havde skabt det som et sikkert sted for forliste hjælpeløse mennesker der håbede på en sikker havn en gang i fremtiden. Det var et navn stedet havde fået af kvikke psykologer dengang det var blevet ibrugtaget som bofællesskab for en gruppe patienter, man mente ikke behøvede opholde sig på en institution længere. Nogle af de anbragte blev nu betragtet som så velfungerende, at de kunne klare sig uden for institutionsmiljøet, hvis blot der var en smule opsyn i hverdagen. De var gået op ad trappen og befandt sig nu i gangen, der førte hen til gavlværelset, hvor Bertil boede. ”Hvad er der i alle de kasser, der står ude i siden?” De var nu nået ind på Bertils værelse, og Emma så sig om. Det var nok ikke så spændende med listerne på de skrå vægge, der fik stedet til at ligne en cigaræske. ”Du har meget nips.” Hun skød en lille plade til side for at se, hvad den smalle boks gemte. ”Uh!” En sort slange fór frem og bed hende i fingeren. Hurtigt fattede hun sig dog. Slangen var kun af træ. ”Du er udspekuleret og væmmelig.” Bertil pegede på et omhyggeligt udfærdiget hængeskilt hvorpå Bertil med sirlig skrift havde prentet en advarsel ’Vend dette kort i tilfælde af brand!’ ”Du er ikke bare udspekuleret men også fræk.” Emma rystede på hovedet men smilede dog. ”Jeg har den mest hængende for at kunne demonstrere over for eventuelle besøgende, at selv alvorstunge autister kan besidde en vis form for humoristisk sans.” Emma havde fået øje på et af filmbillederne på skråvæggen. ”Det er Divaen.” Bertil stod og blev usikker og mistede troen på sig selv. Sådan havde Bertil det ganske vist ofte, men det var hårdt at blive analyseret og få sat ord på det af en anden person. På den anden side lå der også en bekræftelse i, at det var sådan det forholdt sig, så hans egen oplevelse ikke var et fordrejet blændværk men ganske relevant. Bertil havde nu heller ikke regnet med andet, men det blev som man kunne forudse. Emma sov på sofaen, og Bertil måtte bestyre sin ensomhed på sin Lama madras som han plejede. Det var dog noget nyt at have et damemenneske til at overnatte, så en form for sejr i projektet omkring udvidelse af hans sociale virkefelt var der trods alt tale om. Hun ønskede Bertil god nat. ”Sov sødt og lad utøjet bide.” Det gjorde de dog ikke. Klokken syv kiggede Allan ind. Det måtte han godt, og hvis nogen ikke ville forstyrres låste man bare døren. ”Kykelikyyy!” Allan lukkede døren efter sig. Emma gabte og gned øjnene, akkurat som man gjorde i gamle film for at pointere, at nu vågnede man altså. Hun lod dog være med at klø sig rundt omkring på kroppen. Bertil smækkede benene ud over sengekanten. ”Jeg går lige ned og pjasker lidt vand i hovedet.” Bertil mødte Allan på vejen, eller rettere så var det nok nærmere ham, der øjensynligt rent tilfældigt mødte Bertil. ”Tog jeg fejl eller har du pige på værelset?” Bertil lukkede døren til badeværelset for at afskære yderligere inkvisitoriske bemærkninger. ”Værsgo. Den har ikke været brugt.” Emma nikkede. ”Jeg skal betragte hele den zoologiske have med andægtig interesse.” ”I er ikke gået i gang?” Flere af dem hilste i kor. ”Hej, kusine Emma.” Nu var Emma finurlig. Hun ville ikke gennemhulle Bertils alibi, men hun ville godt drille ham lidt. ”Det er fordi han skammer sig over mig.” Det var totalt ubegribeligt for alle tilstedeværende at nogen kunne skamme sig over sådan et unikum af perfektion som Emma så ud til at være. Det var også hensigten. ”Ja, jeg kan ikke leve op til hans strikse regler for god opførsel.” Et par af dem nikkede gudhjælpemig til Bertils ærgrelse. ”Det er sandt. Bertil er ret striks.” Emma fortsatte sit drilleri. ”Han skal helst have spist og fordøjet maden i forvejen inden han tør sætte den til livs.” Der var tre sekunders tavshed. Så var der et par der slog en latter op. ”Det er nemlig rigtigt. Alt skal være nøje afprøvet og kontrolleret.” Det var lige før Bertil fortrød, at han havde inviteret Emma med hjem, men på den anden side var de alle sammen venner som han kendte godt og som mente ham det vel. I denne forsamling kunne Bertil godt acceptere, at grænserne kom til at flyde lidt. ”Skal det være ymer med mysli eller cornflakes med mælk?” Emma vurderede udbuddet. ”Jeg vil gerne have cornflakes med mælk.” Helmer rakte hende kartonen. ”Det er også et godt valg. Det er nemlig rigtigt valsede kerner og ikke det jask de klistrer sammen af majsmel.” Emma hældte op. ”Jeg kan høre vi har et kvalitetsbevidst og krævende klientel her.” Emma smagte på en mundfuld. ”Gør i sommetider det?” Emma så sig om. ”Det har jeg svært ved at tro. I ser da alle sammen så flinke ud.” De kiggede ned men også lidt på hinanden. ”Åh, vi kan godt være ret slemme.” Emma rankede sig. ”Men så lader det jo til, at jeg er kommet i det rette selskab.” Hele forsamlingen var benovet. Her sad alle tiders attraktive normale pige og indrømmede, at de var det rette selskab for hende. Hvor stort kunne det blive? ”Jeg synes ikke du spiser ret meget, Bertil?” Emma vendte sig mod ham. ”Jeg er ikke så sulten.” Forsamlingen vidste ikke alt det, de ville gøre for Emma. ”Vi har også kaffe og te.” Emma lød overvældet. ”Det er fabelagtigt. Jeg tror jeg vælger det her som mit foretrukne spisested.” Nu vidste de andre ikke rigtig om hun nu også mente det, selv om det ville være storslået. Der var også en smule betænkelighed. ”Jeg er bange for budgettet ikke holder.” Emma nikkede. ”Så meget har jeg også forstået. Bertil har fortalt mig at I er de bedste venner han nogensinde har haft og at han ville have svært ved at undvære jer.” Emma nikkede. ”Det har han aldrig fortalt os.” Bertil nikkede og bøjede hovedet. Hvorfor skulle han sidde her og skamme sig over at han ikke selv kunne finde på at sige noget så enkelt? Når det nu var noget han faktisk mente og som han burde vide at de andre også gerne ville høre, bare en sjælden gang? Emma fangede hans forlegenhed. ”Bertil er jo en smule genert, ved I. Han tager ikke munden for fuld, og han siger sjældent mere end det allernødvendigste.” De andre nikkede. ”Vi har skam også vores fejl.” Emma rystede på hovedet. ”Det er de andre der er taberne, hvis de ikke vil åbne øjnene for hvem I virkelig er.” |