Anmeldelser

tilbage

ATTENTATET

Jeg har lige læst Attentatet, en tegneserieudgave af den franske roman l'Attentat, som også er lavet som film. Jeg har set filmen ved en tidligere lejlighed. Forlaget Alvilda har udsendt tegneserien, og det er der måske behov for, siden det ikke ser ud til at romanen er udgivet på dansk. Tegneserien er fra 2005 og filmen er fra 2012. Jeg ved ikke hvor grænsen går mellem et tykt tegneseriealbum og en graphic novel, men det er nok mest korrekt at kalde tegneserien for en graphic novel, når nu forlægget er en roman. Den er på 150 sider og har kunnet trykkes i tre album. Sådan er præsentationen delt op, men bedst er det at få hele fortællingen på én gang.
Tegneserien er meget effektivt fortalt, helt filmisk. Det kunne får så vidt godt have været et storyboard til en film, som altså først kom senere. Tegnestilen er helt realistisk, men tuschningen er ret løs. Det hæfter man sig dog ikke ved som noget negativt, måske fordi historien ikke lægger op til noget velpoleret, men sekvenstilrettelægningen og layoutet er ganske professionel.
Albummet eller bogen vinder dog ikke sin anseelse gennem grafikken, det er den gode historie, der fængsler og fastholder opmærksomheden, og den har åbenbart været så tillokkende, at den nu findes på to ekstra visuelle udtryksplatforme.
Det mærkes at forfatteren, Yasmina Khadra, kender til sit emneområde til bunds, men jeg er ikke nøjere bekendt med hendes personlige baggrund. Loic Dauvillier har skrevet teksten til tegneserien, og Glen Chapron har tegnet og farvelagt serien i en løs men sympatisk og funktionel streg.
Historien lægger op til at anskue adskillige konflikter i forholdet mellem palæstinensere og jøder, i og med at hovedpersonen, Amin Jaafari, er en velset og anerkendt kirurg på et hospital i Tel Aviv. Han er altså en af de palæstinensere som har et israelsk statsborgerskab og fungerer vel i det regi. Men så eksploderer en selvmordsbombe i nærheden, og det viser sig at det er kirurgens hustru, der har udløst bomben, en plan som Amin har været helt uvidende om.
Konflikten udvikler sig eftersom vi ser omgivelsernes reaktion på dette forhold. Først naturligvis israelernes mistro, fordi de har svært ved at acceptere, at Amin ikke har kendt til hustruens hemmelige holdning. Det må han naturligvis lide under.
Amin er også helt i vildrede med hustruens dobbeltliv, så han opsøger efter tur de steder i omegnen, hvor familien har slægtninge og venner. Det lykkes ham også at finde frem til ekstremistgrupper, der kan have påvirket hustruen til hendes selvmordsbombeaktion, men de tager dog ikke ansvar for selve tilskyndelsen til handlingen.
Et drivende motiv for forfatteren har naturligvis været at beskrive den betændte situation i Israel og Palæstina, og det er meget sympatisk, at disse forhold vises på en afdæmpet og nøgtern måde uden at lægge skylden ensidigt på nogen af parterne. Alle udtrykker sig på en nogenlunde civiliseret og analyserende måde, som ikke hårdt udnytter de effektfulde virkemidler, fortællingen sagtens kunne give anledning til.
Det er ikke tilfældigt at man i Frankrig har lavet en tegneserie over bogen. Det er også med støtte fra Frankrig at den senere filmudgave er blevet produceret. Frankrig har en aktiv positiv stillingtagen omkring palæstinensernes vilkår, og man har ved flere lejligheder vist dette i tegneserieudgivelser og filmproduktion.
Men siden jeg nu har et eksempel, hvor der både er en tegneserie såvel som en film tilgængelig af den samme historie, bliver jeg nødt til at bemærke, at film har en større mulighed for at argumentere og vise gennemslagskraft for alvorlige menneskelige problemer. På dette punkt kommer tegneserien som udtryksform ofte til kort.
Tegneserier har styrkepunkter, hvor man kan benytte karikaturer, overdrivelser og forenklinger til at understøtte og præcisere pointer i fortællingen. Det er blot min personlige opfattelse, og oplevet uden sammenligning med andre versioner vil tegneserieudgaven sikkert opleves som ganske tilfredsstillende. Det vil også tage omtrent samme tid at læse serien som at se filmen. Bogen vil givetvis kunne tilføje detaljer og stemninger og overvejelser, som man ikke kan få plads eller tid til igennem billedmedierne.

LOGICOMIX

På min tur til Jylland skulle jeg finde noget jeg kunne bruge 5 timers togrejse til, siden jeg nu ikke har en smartphone at taste og wipe på. Jeg fandt i bogkrybben med grafiske romaner på biblioteket en titel jeg ikke havde hørt om før, Logicomix. Den lod til at have en del at fortælle og tegnestilen var også professionel ud fra den gammeldags smag i retning af den akademisk skolede tegneteknik som jeg stadig påskønner. Og når Politisk Revy havde udgivet den danske version kunne det ikke være de rene ligegyldigheder. 

Det viste sig det ikke kun var tegnestilen der var akademisk skolet, det var indholdet også, skrevet af en græsk forfatter sammen med en videnskabsmand i computerteknik fra University of California.

Måske husker nogen Jostein Gaarders succesfulde indføring i filosofiens udvikling gennem fiktionsromanen 'Sofies Verden'. Logicomix prøver på noget lignende i tegneserieform, nemlig at gøre rede for den filosofiske udvikling inden for matematikken. I et fyldigt index får vi mere at vide om de filosoffer hovedsagelig i første halvdel af det tyvende århundrede, som prøvede at takle de logiske problemer som især indførelsen af mængdelæren havde affødt.

Hovedpersonen er Bertrand Russell, og der kunne også være brugt tid og plads på hans engagement som antikrigsaktivist og atomvåbenmodstander. Han kom fra en slægt af politisk aktive og modtog Nobelprisen i Litteratur 1950. Nå, det kan man jo alt sammen slå op.

Det provokerende i bogen er at den skånselsløst fokuserer på problemerne med at håndtere et filosofisk grundlag for matematikken, og i den forbindelse optræder der reelle og fiktive møder med andre af samtidens tænkere. Indholdet kan ikke undgå at aftvinge respekt. Det lyder tørt og kedeligt, og det er det også. Tegneren varierer dygtigt problemet med de mange talking heads, og der er indlagt små sidehistorier som velkommen afveksling. Konceptet er gennemført så professionelt som den slags overhovedet kan gøres.

Rammehistorien er et foredrag i USA som Bertrand Russell afholder ved indgangen til Anden Verdenskrig. Gennem hans fremlægning får vi illustrerede forløb der viser foredragets indhold.

Min egen filosofiske vinkel på denne filosofiske fremlægning i tegneserieform er, at jeg ikke synes det fungerer som tegneserie. En bog ville have været bedre. Jeg har den holdning at man skal bruge den udtryksform, som passer bedst med indholdet, og i dette tilfælde er en grafisk roman for søgt. Vi behøver virkelig ikke kigge på alle de ansigter med deres akademiske formuleringer i boblerne. Det ville vi sagtens have kunnet forestille os i hovedet. Det distraherer måske tilmed for opfattelsen af de fine pointer.

Som jeg har sagt andre steder mener jeg at den fortællende tegneserieform fungerer bedst med benyttelsen af karikaturer i episk sammenhæng samt overdrivelser og forenklinger i fremstillingen for at tydeliggøre pointer, stemninger og skæbneforløb. Tegneserien bør fremstå sådan, at historien ikke kunne være fortalt lige så stærkt og effektivt på nogen anden måde. Så benytter man de virkemidler som tegneserien i de rette folks hænder fungerer bedre end i nogen anden udtryksform, hvilket så berettiger præsentationsformen. Det er selvfølgelig lidt provokerende, men hvis det man fortæller kunne være præsenteret lige så godt eller bedre gennem et andet medium, så skulle man have gjort det, eller overladt sagen til de folk det forstår sig på det. 

Den virkelige oplevelse med Logicomix blev anderledes end jeg havde forestillet mig, men absolut værd at bruge tid på. Da jeg vendte de sidste sider nærmede Viborg sig, og jeg forberedte mig på morgendagens foredrag, hvor jeg skulle kommentere på det brug og misbrug man kunne komme ud for når man gennem sin computer træder ind i cyberspace. Portalen brugt den modsatte vej havde jeg selv gjort rede for i min fantasyroman Questland. Den kunne også være fortalt som tegneserie, men så skulle det have været som grafisk roman, og det havde jeg ikke tid, råd eller tålmodighed til, så jeg valgte at male tingene med en bogstavpensel. Jeg tror de billeder fremkaldt i hovedet virker stærkere end jeg ville være i stand til at gøre rede for i tegninger. Valg af det rette medium er i det hele taget et meget vigtigt spørgsmål.

HAN, HUN OG ALGOBATOREN

Jeg har måske sovet i timen, for jeg burde nok have været orienteret på forhånd og aktivt opsøgt udgivelsen. Nu fik jeg i stedet en sjov overraskende oplevelse. En dansk sort-hvid tegneserie med statsstøtte, og ikke ufortjent. Selvfølgelig en bagatel, men sjov. Der hænder ikke noget videre undervejs på de 68 sider men den måde der ikke hænder noget på er ganske charmerende. Til gengæld kan man godt sige der sker noget, og det er også bedre. På en lidt underfundig måde.

Jeg faldt over 'Han, hun og Algobatoren' da jeg skulle finde noget at læse på en tur til Jylland, men jeg fik den konsumeret forinden. Det tog ikke lang tid. Det provokerende var på en måde også, at der blev afviklet en professionel tegnet realistisk og stiliseret serie uden en sædvanlig tung intrige. De intrigeløse stemningsbeskrivelser som er så meget oppe i tiden og som alle støtteforvaltere falder i svime over, er ofte ubehjælpsomt tegnet.

Det ubehjælpsomme er på en måde i vore dage blevet en kvalitetsparameter for tegneserier meget til min beklagelse, for hvad er der blevet af de serieskabere som virkelig KAN tegne med klassiske kvaliteter? Når en tegneserie i dag er SÅ amatøragtigt tegnet, så MÅ der vel være et eller andet over indholdet, og det må vi da endelig støtte. Det er sket flere gange hvor jeg i mit ikke opfyldte håb om en indholdsrig veltilrettelagt tegneserie har sagt 'Kejserens nye Klæder'.

På en måde en af grundene til at jeg stort set er holdt op med at læse nye tegneserier. Tunge historiske graphic novels preller af på mig. Hals- og åndeløse action-krimier i tegneserieform lader mig kold. Sjofle striber hænger mig ud af halsen. Bogskrivning giver mig mere i vore dage.

Derfor var Ole Comolls tegneserie en positiv overraskelse. Her var den humor, man ofte mangler i andre stillestående tegneserier. Den mindede mig også om min barndoms episoder af 'Twilight Zone' hvor man på 25 minutter blev konfronteret med visioner med store konsekvenser men ganske ofte med et glimt af humor. En del af disse ideer var også originale science fiction nedslag med en humoristisk vinkel. Jeg blev meget betaget af disse vellykkede filmnoveller dengang.

Det sidste jeg har set til Ole Comoll er hans meget virkningsfulde illustrationer til 'Detektor'. Dette er dog noget andet. Man overraskes ikke over at Ole Comoll deler tegnestue med Peter Snejbjerg, for der er helt klart en tydelig og sympatisk inspiration, men her altså anvendt i humoristisk regi. Ole har så vidt jeg ved også assisteret Peter med hans amerikanske bidrag, og det har her smittet af på den gode måde. Man mindes også Comes i den veldisciplinerede grafisk stiliserede stil.

I sin tid da Ole startede på Gimle var jeg meget benovet, grænsende til rystet over at han lod til at opgive et medicinstudium til fordel for en ret risikobetonet karriere som tegneserieskaber. Det valg havde jeg selv gjort, men jeg opgav ikke en mulig højtlønnet karriere som akademiker. Nu forstår jeg godt hans valg. Det er ikke alle beskåret af lave så vellykkede og fint turnerede professionelle serier som 'Han, hun og Algobatoren'. Det var en fryd at læse den tegneserie. Tak, Ole.

ESSEX COUNTY

Det så ud til at fortsætte med sommervejret, så jeg var på biblioteket og lånte et par bøger, jeg kunne fornøje mig med samtidig med at kroppen fik lidt C-vitaminer. En af dem var en graphic novel på over 500 sider, så den var lidt uhandy i flugtstolen, men jeg gav den en chance. Jeg havde ikke de store forhåbninger. Den var ikke blændende overbevisende i tegnestilen, faktisk lidt kedelig og ensformig, men jeg havde taget den med, for der var noget ekspressivt over stregen.

Jeg fik en positiv overraskelse. Der foregår så godt som ingenting over de mange sider, men blot der sker noget, er det okay. Der skete heller ikke noget. Det har jeg brokket mig over i et par japanske graphic novels forleden, blandt anden 'Manden der gik tur', tegnet meget tørt og akademisk. I 'Essex County' sker der om muligt endnu mindre og præsenteret i en meget spartansk tegnestil. 

På en måde er bogen så meget anderledes at den kommer igennem muren af mangel på handling og ud på den anden side på en acceptabel måde. I et stykke litteratur ville man have haft en masse overvejelser, men selv den mest ustyrlige bogstavekvilibrisme ville have svært ved at fylde 500 sider med så lidt som der foregår her.
Serien er til gengæld hurtigt læst. Man kan næsten bladre den langsomt igennem og få det hele med. Tidsmæssigt er den vel på omgangshøjde med en spillefilm, men den kunne ikke være lavet som bog, film eller tegnefilm med samme stærke virkning.

Det interessante er at den fastholder en stemning af tristesse, resignation grænsende til depression kombineret med nostalgi. Der er intet morsomt eller spændende i 'Essex County’, men den er ganske gribende i den evigt gentagende resignerede fremskrivning af en ensformig tilværelse. Det, at der ikke en nogen følelsesmæssig udvikling forstærker indtrykket af forstenet ikke-liv.
 
Bogen viser nogle udslukte menneskeskæbner i den canadiske provins. Den har glimt af flashbacks men nutidsplanet er vor tid. Der er en dreng der forestiller sig han er superhelt, en slægtning, der passer gården så længe han kan, en nabo, der drømmer om en kort karriere i sin ungdom som ishockeyspiller og så en hjemmesygeplejerske. Forløbet er opdelt i tre dele og der er et par små historier som supplement til slut.

Min oplevelse af hvad graphic novels effektivt kan bruges til blev hermed udvidet, og det blev jeg glad for. Jeg kom til at forstå, hvorfor Jeff Lemire havde fået tildelt nogle priser for sit værk, for det ligner på sin spartanske måde ikke noget andet jeg har set, og det i sig selv er faktisk en kvalitet.

SENSEIS MAPPE

Forleden skrev jeg om en effektiv kinesisk tegneseriebog i tre bind med et fyldigt indhold af relevant fortælling. Det har nok været en ekstra provokation til dagens kommentar. I den grafiske roman af den japanske serieskaber Jiro Taniguchi 'Manden der går tur, og 'Senseis Mappe' foregår der absolut ingenting. Det kan man leve med, men jeg synes heller ikke der sker noget, og det er værre. Små forsigtige trin på stedet. Og sidstnævnte er trods alt i to bind med 430 sider i alt. Lidt af en præstation at brede smørret så tyndt.

Men så er 'Senseis Mappe' heller ikke skrevet af Taniguchi. Den er lavet efter en roman af Hiromi Kawakami, prisbelønnet og alt det der. Der må være noget i den originale udgave, der er gået tabt. I tegneserien er der kun en nødtørftig dialog. Alt det følelsesmæssige skal man selv tillægge, og det kan jeg ikke. Det bliver et postulat. Eller hvad værre er, et fupnummer af selvsuggestion. 'Manden har jo ikke noget på' som den ærlige dreng siger i 'Kejserens nye klæder'.

Nu skal jeg ikke være for negativ. Taniguchi kan godt lave hæderlige historier. I 'Min fjerne barndomsby' og 'Min fars dagbog' er der drama og substans. Men som jeg plejer at sige, 'Når en grafisk roman fortæller holder sig til noget selvoplevet plejer det at fungere'.

Jeg vil lave en krølle på en anden japansk følsom fortæller. Han opererer i film Animé genren. Han hedder Makoto Shinkai. Han er kendt for 'Voices of a distant Star', '5 cm per Second' (den hastighed kirsebærblomstens blade falder til jorden med) og 'The place promised in our early Days'. Det er tænksomme og lidt triste historier med en langsom fortællerytme. Shinkai bruger nedslidte fabriksområder og nutidig betonjungle som omgivelser for sine følsomme monologer. Der er masser af luftledninger, jernbanespor, perroner og trapper, kontrolcentraler, lange korridorer og rodede lejligheder i hans film. Der gøres som hos Taniguchi omhyggeligt rede for alle detaljer, så de får en egen æstetisk værdi. Den billedside passer fint med den noget triste og resignerede fortælling på indholdssiden.

I de to nævnte titler af Taniguchi synes jeg ikke tingene fungerer. Måske er det en films lydside eller god litteraturs personbeskrivelse som mangler. Tegneserier er god til mange ting, men ikke alt. Der skal helst være en eller anden form for overdreven beskrivelse, der kan accentuere indholdet. Der kan desværre blive for megen 'low key', som i de to nævnte titler.

ET KINESISK LIV

Jeg er lige blevet færdig med den længste grafiske roman jeg hidtil har læst. Gennem over 700 sider fordelt på tre bind fører 'Et kinesisk liv' læseren gennem Kinas historie fra 1955 og frem til i dag. Det er også tegnerens egen livstid.

Li Kunwu er en meget anerkendt kinesisk tegner, der først ernærende sig som propagandategner for partiet og senere som uafhængig grafiker. Tegneserier har længe været hans styrke og hovedudtryksform, og det forstår man, når man ser hans ekspressionistiske træsnitsagtige grafik. Billederne veksler effektivt fra imponerende oversigtsbilleder med masser af detaljer til udtryksfulde portrætter og nærbilleder. Billedperspektiverne er ofte overraskende anderledes, og som sort hvid grafisk roman fungerer helheden overbevisende helstøbt.

Selve det historiske perspektiv er på indholdssiden ikke ukendt. Jeg har set flere dokumentarserier om Kinas historie og udvikling, men grunden for mig til at gøre opmærksom på denne trilogi er netop det helt personlige stærke udtryk gennem tegneserieberetningen. I 2003 fik Kunwu kontakt til franskmanden P. Otié, og han har hjulpet på manuskriptsiden, så fremstillingen virker naturlig på en vesterlænding.

Ofte bliver jeg skuffet over grafiske romaner. Med få undtagelser er det næsten kun hvor historien er selvoplevet, at denne udtryksform gør særligt indtryk på mig. Der hvor den lange form blot bruges til at aflevere en mere eller mindre tilfældig realistisk intrige føler jeg, at en film eller en bog ville give mig en stærkere oplevelse. Ellers er jeg hvad tegneserieformen angår mest tilhænger af den traditionelle albumudgivelse, hvor den karikerede fortælling ikke kan afleveres bedre i nogen anden form.

tilbage