Angouleme og Holger

tilbage

Egentlig skulle jeg slet ikke have været med. Jeg kan takke et afbud fra Peter Snejbjerg for, at jeg kunne overtage hans plads i den danske delegation til Angouleme, branchens Mekka i Europa.
Jeg har aldrig været der før, men nu var det vel på tide med min pilgrimsfærd. Konceptet fordrer at man kan gå og stå i timevis flere dage i træk, og da jeg er blevet udfordret på bentøjet, havde jeg svært ved at følge med de unge spirrevipper, der storkede af sted.
Jeg fulgtes med Ingo der er mere rejsevant og kan tackle alle slags logistiske problemer på små og store planer. Men alt klappede på skønneste vis. Til sidst, hvor vi havde kalkuleret med at Metroen kørte som den burde, men var blevet erstattet af busser, reddede Tatiana os på målstregen ved midnatstid og kørte os nordpå i sin Toyota Corolla.
Den sidste weekend i januar samles alt hvad der kan krybe og gå på seriefronten i Angouleme, og hotelværelser bliver ofte booket for det kommende år af de samme personer. Ja, ikke blot af personer, for det store franske mediekonglomerat Delcourt havde booket hele det centrale Ibis hotel i al fremtid. Så her er der tale om en succes der holder.
Selv var vi indkvarteret på et Ibis hotel en halv times kørsel nord for byen, men byen havde indsat gratis busser så vi kunne komme ind til byen om morgenen og hjem igen om aftenen. Vi endte dog med at køre i taxier hjem. Det er ikke så dyrt når man er fire passagerer.
Byen bakker naturligvis op om begivenheden med de gratis busser til indbudte gæster, og biltransport til de regulære VIPer. Selv om der var støvregn det meste af tiden spolerede det ikke den gode stemning. Med vores adgangskort kunne vi komme ind overalt uden at skulle stå i kø.
At rejse med ti andre gæster er en særlig attraktion. Men får snakket en masse, når man skal vente i flere timer i Charles de Gaulle lufthavnen på et TGV-højhastighedstog sydpå.
Den konkrete anledning til vores forenings initiativ var tilstedeværelsen af en pavillon for udlandsrettigheder, hvor vel et halvt hundrede stande med formidlere var til stede fra mange steder i verden.
En stor tak skylder vi Frank Madsen, der havde skaffet e-mailadresser på 300 potentielle interesserede og hvor mange på forhånd havde ytret interesse for vores initiativ efter at have set internetudgaven af vores fine katalog, som han også havde lavet. Der var møder med 35 forlag fra 12 lande, hvilket var ganske imponerende.
Festivalen havde rejst pavilloner en halv snes steder i byen, og hovedattraktionen for franskmændene var naturligt nok pavillonen med de store franske forlag, der stadig udgiver en syndflod af album til de hungrige franske fans. Der var flere steder gangarealer på en 5-6 meter i bredden, som formentlig blev fyldt fredag og lørdag. Vi var på rundtur om torsdagen hvor man stadig kunne spytte for folk.
Den største pavillon i to etager var forsamlingen af små udenlandske udgivere, der falbød kulturgods i en overvældende mængde. Vi faldt over en tysk tegner med et danskklingende navn, og standholderen vidste en del om denne serieskabers omfangsrige projekt.
De nordiske kulturinstitutioner var gået sammen om en stand, Nordic Comics. Ingo ville gerne have købt en bog af Steffen Kverneland, men da det var det eneste eksemplar, lod han være. Så ville det jo ikke ligge der og kunne friste alle dem der ville komme fredag og lørdag.
Men det er trættende at gå forbi den ene stand efter den anden med et så kolossalt udbud. Indimellem er der givetvis eksempler på noget man kunne være blevet optaget af, men det druknede i mængden af udgivelser.
I virkeligheden følte vi os alle som Holger, der så gerne ville findes, men mylderet af Holgere var overvældende. Vores initiativ havde dog mere succes end fællesudspillet fra de nordiske kunststyrelser. Der kom ingen udlændige til deres reception, blot 20 mennesker fra de nordiske lande, som vel kunne lære de anbefalede serier at kende uden at behøve at tage til Angouleme for at fortælle om dem. Heller ikke klædeligt at den danske repræsentant kun anbefalede udgivelser fra det forlag hun selv var tilknyttet.
En ekstra appelsin havnede i min turban, da Gary Groth fra Fantagraphics nævnte, at han ville være til stede. Ham korresponderer jeg en hel del med i anledning af genudgivelsen i bøger med tre album i hver, det franskmændene kalder Integrale.
Hvor langt initiativet når er uvist, men nu kommer der en forsinkelse, da man ikke tør udgive noget til efteråret hvor alt står i præsidentkampagnens tegn. Så jeg har min personlige grund til at være knotten på Trump.
Vi mødtes ganske kort til en verdenspremiere på dokumentarfilmen Jaxon's Rant, der omhandler en underkendt serieskaber fra Texas, der brændte for historiske serier. Han fik en lidt trist skæbne.
Dagen efter mødtes vi på bymuseet, hvor der var en omfattende udstilling af Wally Wood originaler udstillet i salen for de skønne kunster, hvilket ville have moret Wood. Det var en meget interessant præsentation af en serieskaber, der desværre også fik en trist skæbne til sidst i livet. Nå, jeg er glad for at jeg har alt hans arbejde i en samling digitale filer jeg på et tidspunkt fik op under neglene. Noget af det kan ses på min hjemmeside.
Billedet med Gary er taget med blitz på en beværtning, hvor publikummerne til verdenspremieren om Jaxon blev budt på øl.
Der var ikke nogen praktisk anledning til absolut at skulle mødes med Gary, det var udelukkende en social anledning til at træffe hovedmanden bag et velestimeret forlag. Folk sagde undervejs, at hvis man fik sine ting udgivet i Frankrig eller USA behøvede man ikke tænke længere. Derfra kom videre udbredelse af sig selv.
Og meget apropos kunne Thomas Schröder lige inden vi gik til møde med Gary fortælle, at en spansk udgiver var kommet forbi og havde vist interesse for gnufferne. Det kan så være de slet ikke kommer til at hedde familien Gnuff i repremieren. Gary var ikke helt glad for det navn, der ikke virkede så mundret på amerikansk.
I forbindelse med Wally Wood var der også en udstilling på bymuseet af Yoshiharu Tsuge, som Inger Lise var glad for at se. Mere smæk for skillingen var der hos Yukito Kishiro, berømt for mangaen Gunm, som jeg kun har set i filmversionen. Det er mere industriel kultur, hvor en masse assistenter har bidraget til plancherne. I det hele taget var der en hel pavillon dedikeret til manga, men der nåede vi ikke hen.   
Billedet af mig og Ingo med Spirou-hatte vakte en del genklang. Gamle fans, der blev som børn på ny. Da vi var nået gennem salen med de franske forlag, nåede vi til Dupuis for enden. Her var der en afsats, hvor jeg kunne hvile mine trætte ben. En dame iført Spirou dragt foldede paphatte, hvor jeg allerede havde en tilsvarende derhjemme. En besøgende ville absolut have et billede. Senere kom Inger Lise og tog det som jeg viser her.
Mens vi sad dér, kom der en klasse børn som blev samlet ved gavludgangen. Vi havde set nogle af børnene tidligere og glædede os over at der dog var børn til stede. Men så var det altså et fællesarrangement. Nogle børn havde Titeuf pandebånd eller Titeuf balloner. Der var også nogle med noget superhelte ansigtshalløj. Nogle fik også en Spirou hat. Så gik de. Nogle balloner samledes oppe under toppen af pavillonen.
Senere prøvede jeg at finde Spirou ugebladet i en velassorteret banekiosk, forgæves. Men det er jo også et belgisk blad. Ved stationen beundrede vi obelisken til minde om Goscinny med udvalgte tekster indhugget. Vi så også Egon figuren på taget. Den mistede pandehåret ved et hærværk men det var dog blevet udbedret. Ved perronen var der en niche med en legemsstor statue af Blake og Mortimer taget fra forsiden af Det Gule Mærke. Oppe i byen var der en buste af Herge for enden af Georges Remi gaden, der ligger i forlængelse af Rene Goscinny gaden. Rundt omkring dukker billeder af tegneseriefigurer jævnligt op.
Vi var alle meget glade for turen og taknemmelige for, at det hele var forløbet så glat og planmæssigt som vi havde håbet på.
På vejen hjem fandt jeg i Angouleme et katalog, hvor der var en interessant katagorisering af fortællende tegneserier.

1: Adaptioner
Dette er tegneserier som er bearbejninger fra et andet medium, typisk litteratur eller film. Dracula og Frankenstein er eksempler.

2: Genfødsler
Her er det tale om at nye skabere tager over efter tidligere ophavsmænd. Det kan være Blueberry, Disney, Spirou eller Blake & Mortimer, Rasmus Klump

3: De Tilbageskuende
Alle former for serier, der fortæller noget i historisk regi. Typisk Spurvehøgen, Alix, Arno, Corentin Felt, Ensom Ulv og Hvalp, Tårnene I Maury skoven, Ungarsk Rapsodi.

4: De Engagerede    
Serieskabere, som sætter spørgsmål ved tingene. Joe Sacco, G B Trudeau, Claire Bretecher, Nikoline Werdelin.

5: Surrealisterne
Beskrivelser med overnaturlig drejning.
Nicole Cleveloux, Philippe Caza, Mikael Grahn, Art Spiegelman.

6: Dem der tegner som man skriver
Alan Moore, Seth MacFarlane, Bo Torstensen.

7: Fabulanterne
Tegnerne skaber deres eget univers.
Jeff Smith, Daniel Clowes, Robert Crumb, Hunt Emerson, Dave Sim.

tilbage