Kapitel 15
Amalie og Skytsånden
Depotet
returPamfilius og jeg gik gennem den indviklede labyrint af gamle kældergange under hospitalet. Nogle steder var væggene brudt sammen og jord og sten var flydt ind i gangen. Efter Pamfilius’ mening nærmede vi os dog det sted, hvor han mente dimensionsportalen befandt sig.
Kælderen var meget dårligt vedligeholdt på det sted, vi nu passerede, og når vi prøvede at tænde det elektriske lys, virkede det ikke, eller også var en del af pærerne gået ud. Pamfilius’ pandelampe lod dog til stadig at virke, og vi håbede begge at den ville fortsætte med det.
Da vi kom omkring et hjørne, hørte vi en irriteret stemme længere fremme. Jeg blev i bedre humør."Det er vist en dame. Hun ligger på knæ. Hun ser ud til at skrubbe gulvet. Hvis hun er en rengøringsdame, må hun da vide, hvor vi er?"
"Jeg er ikke sikker, Amalie. Tingene her på stedet er ikke helt som de tager sig ud, men det skader vel ikke at spørge."Jeg henvendte mig venligt til den travle dame.
"Undskyld, men kunne De hjælpe os? Ser De..."
"Hvad er det for snavset fodtøj? I har vist ikke tørret fødderne på måtten, da I kom ind!"
"Nu har vi gået her så længe, og..."
"Ja, folk vader rundt uden at tænke på dem, der skal sørge for at holde stedet rent og propert! Den slags bliver ikke regnet for noget! Nej, det er bare en selvfølge. Man er kun er simpelt serviceorgan, som man ikke behøver værdige nogen opmærksomhed, men det er jeg såmænd så vant til."
Også Pamfilius prøvede at få et ord indført.
"Vi ville ikke fornærme Dem, frue, og..."
"Frøken, om jeg må bede! Ja, undskyldninger er der nok af!"
"Vi leder efter en transmissionsskakt til det hinsidige..."
"Den afdeling hidrører heldigvis ikke under mig. Jeg har ved grød nok at gøre med at klare min egen etape på den alt for knapt tilmålte tid."
"Vi leder efter noget, som skulle ligne et depotrum..."
"Det kender jeg ikke noget til. Vi skulle være gået over til selektiv rengøring, men man kan jo simpelthen ikke forsvare at lade nullermændene ligge, og det, der er værre. Ja, jeg siger ikke, hvad man sommetider finder her omkring!" Jeg prøvede at finde noget positivt at sige.
"Jamen nu bliver der da også pænt rent her. Det må da være rart at opleve."
"I behøver ikke anstrenge jer. Jeg klarer mig uden påskønnelse. Det er skam også nødvendigt, og flyt jer så lidt, så man kan komme til at tørre op, der hvor I står!"
Damen skrubbede ihærdigt på det ujævne gulv, som måtte være svært at gøre så rent, som hun ønskede det.
"Når folk bare vader ind på den måde, så bliver man jo aldrig færdig, men det er det sædvanlige. Ingen respekt for andres arbejde. Bare tænke på sig selv! Jeg gad ellers nok vide, hvordan her ville se ud, hvis det ikke var for mig, men er der nogen, som værdsætter denne ekstra indsats? Uha, nej! Utaknemlighed er verdens løn! Man skal endelig ikke vente sig noget, for så bliver man bare skuffet!"Rengøringskonen vred gulvkluden op i spanden med det underhåndsgreb, som hun havde lært belastede håndleddene mindst muligt.
"Men jeg skylder heldigvis ikke nogen noget. Bare man holder sig for sig selv, så kommer man ikke til at stå i gæld til andre eller til samfundet. Så kan ingen sige mig noget på, nej!"
Hun kiggede op. Vi var fortsat hen ad den dystre gang. Hun så efter os, mens hun igen tørrede det nu næsten rene gulv over med sin klud.
"Nå, I er gået? Og uden et ord til afsked? Ja, ja, hvorfor ikke! Sandheden er altid ilde hørt!"
"Hvem var hun?"Jeg skottede lidt over til Pamfilius, der rystede beklagende på hovedet.
"Åh, det var en af de sjæle, som ikke har kunnet finde fred. Hun har efter alt at dømme knyttet sig så nært til en snæver arbejdsopgave i sit jordiske liv, at hun har haft en utilfredsstillende tilværelse, og nu hvor det er forbi, kan hun ikke bekvemme sig til at søge over på den anden side, fordi hun slet ikke synes, hun har fået noget ud af livet, og det bliver hun ved at bebrejde sig selv. Selvbebrejdelser og dårlig samvittighed er hyppige årsager til, at sjælematerialet farer vild på vejen til det hinsidige. Dybest set synes de vel, at de ikke har fortjent at dø, når de ikke har levet livet."
"Det er da synd for hende."
"Det kan du sige, men i vores gesjæft beskæftiger vi os ikke med trøst eller medfølelse. Det der sker, det sker, og så er den ikke længere, og hvis hun omsider når frem til et sjæledepot, så får hendes sjælemateriale nok en chance til i næste liv. Set i det længere perspektiv er tingene ikke så håbløse."Vi var nu nået til en ophobning af gammelt hospitalsudstyr. Der var rulleborde og kørestole, gamle operationsinstrumenter og dåser med salve, og der var også store gennemsigtige glaskrukker, hvor der lå deforme lemmer, bortopereret væv og svulster og tilmed babyer født for tidligt eller med vanskabte organer.
"Hvad nu?"
"Vi må vel have flyttet noget af alt det bras..."
"Er det nødvendigt?"
Jeg var ikke glad for at skulle røre de store glaskrukker med gamle døde organer.
"Ja, vi skal videre frem, og der er ingen anden vej."Vi begyndte at flytte på det udstyr og de kasser, der spærrede vejen frem. Det havde stået der længe, og papkasserne var møre af den fugtige luft.
"Pas på!"
Det var for sent. Papkassen gik i stykker, og det flød ud på gulvet med mugne pakker af plaster, gazebind, salve, kompresser og vat. Nogle mus havde lavet en hyggelig rede i disse varme omslag, og de flygtede i vild forvirring, da vi tabte tingene på gulvet.
"Nå, heldigvis var det da ikke jod eller kloroform. Du kunne være blevet bedøvet og ligget her længe, inden jeg havde fået dig vækket igen."
Der var også kasser med gammelt hospitalsudstyr, som man ikke havde brugt i flere årtier. Et helt mobilt feltlazaret, som vel gik tilbage til krigens tid, og som man sikkert havde glemt alt om. I vore dage ville man aldrig tage den slags udstyr i brug igen.
"Så, nu tror jeg vi er fremme."Pamfilius lød tilfreds. Det lod til at stemme med hans optegnelser. Der var en hængelås på en gammel dør af brædder, som man ser dem i kælderrum i boligblokke. Hængelåsen var rusten men den holdt. Da vi hev i døren var det beslaget, som løsnede sig fra karmen, fordi træet var mørt.
"Skulle det her være en dimensionsportal? Så kan alle og enhver vel bruge den?"
"Nej, for man skal stikke den rigtige nøgle i kontroldåsen, og jeg går altid med nøglen i lommen."Pamfilius tog et nøgleknippe frem og ledte efter den rigtige nøgle.
"Det skulle være denne her."
Med besvær fik han nøglen stukket i dåsen, men da han drejede den, knækkede nøglen inde i låsen.
"For sulen i helvede da osse for noget forbandet krampylisk lampanniværk!"
"Det var nok den forkerte nøgle."
"Gu’ var det ikke nikke nej! Det var den helt rigtige nøgle, og jeg har ikke andre!"
"Det ville vel heller ikke hjælpe noget, når halvdelen af nøglen sidder i dåsen..."Det var en af den slags selvfølgelige bemærkninger, som var ganske overflødige og kun var egnet til at gnide salt i såret. Pamfilius gryntede indædt og gav sig til at skille dåsen ad med en skruetrækker, han havde i brystlommen på sin overall.
"Det kunne man selvfølgelig sige sig selv! Al slags jordisk mekanik lider under den konstante fugtighed, der siver op fra gulvet her. Selve portalteknologien er ellers stabil nok, men hvad hjælper det, når man bliver tvunget til at indbygge kontrollen i noget jordisk grej for at skjule den."
"Er der aldrig sket det, at mennesker ved en fejltagelse er kommet til at benytte sådan en himmelelevator?"
"Jo, jo, og nogle af dem er tilmed beskrevet i flere populære bøger. Det lader til at være et udbredt fænomen, men portalvogterne plejer at få stoppet den slags misbrug inden kendskabet når at brede sig, og når så brugerne vender tilbage for at vise andre, at de skam har talt sandt, så virker portalen ikke længere, og det er naturligvis en pinlig affære, når så folk står der og føler sig til grin. Nej, den slags fejltagelser har sjældent ført noget godt med sig."Jeg kom til at tænke på nogle børn, som på et tidspunkt havde fundet en portal i et klædeskab, og det lykkedes dem dog at bruge det i flere omgange uden at den blev lukket, men det kendte Pamfilius nok ikke til.
Mens Pamfilius havde fortalt mig om dette fænomen, havde han skilt dåsen ad og fået fat i den inderste del af nøglen med en lille tang, så han kunne tage den ud. Han bankede på boksen for at få den gamle rust ud, og så sprøjtede han noget ind i hullet fra en lille spraydåse, han også havde på sig.
"Hvad er det for noget?"
"Åh, det er kombineret rustløsner og olie, en reparatørs vigtigste redskab. Det skal sidde og virke et stykke tid. Så prøver vi igen."
"Er det her ikke... jeg mener turen... er den ikke... sådan lidt farlig?"
"Jo, det kan du da lige bande på, den er! Denne trafik er ikke noget for svæklinge!Den er også kun beregnet til transport af løsrevne sjæle, hvis de normale kanaler er i uorden. Da dit tilfælde er noget ganske særligt, må himlen vide, om du klarer transmissionen, men gør du det ikke, så er det jo på en måde også en løsning."
Jeg blev noget betænkelig. Hvad hjalp det, at jeg måske havde ret i mine indvendinger, hvis jeg mistede livet i forsøget på at få det opklaret? Nå, jeg havde ikke noget valg. Jeg måtte bare håbe på, at denne tossede fragtelevator ikke helt ødelagde mig. Børnene i klædeskabet havde da klaret turen frem og tilbage flere gange uden problemer, men det var måske også en anden konstruktion end denne?
Nu havde Pamfilius tillid til, at rustløsneren havde virket som den skulle, og han stoppede den brækkede nøgle tilbage i dåsen og tog fat om resterne af den med sin lille tang. Derpå drejede han forsigtigt med uret. Der lød et lille klik, så blev der stille.
Jeg kiggede mig omkring. Der så ikke ud til, at der var sket noget. Der var stadig en støvet og muggen lugt i depotrummet, og jeg kunne ikke se nogen forandring."Måske skulle du have drejet nøglen den modsatte vej?"
Pamfilius rystede ihærdigt på hovedet. Han havde det svært med, at jeg lod til at tvivle på alt, hvad han foretog sig.
"Næh, nej! Det var rigtigt nok, som jeg gjorde. Det er noget af det første man lærer på aftenskolekurset Basistilsyn med transcendentalt Udstyr!"
Så kom der en lille rystelse. Noget støv faldt ned fra de vandrette lægter øverst i rummets sidevægge.
"Nu tror jeg vi er fremme. Vi prøver at kigge ud."
Pamfilius skubbede til den dør, vi tidligere var kommet ind igennem. Nu var den ikke til at få op. Han prøvede igen, denne gang lidt kraftigere.
"Jeg tænkte det nok. Vi er garanteret standset op mellem to etager, og der er ikke engang en alarmknap, så vi kan tilkalde hjælp. Det her er altså dybt utilfredsstillende, min gode Pamfilius! Man skulle tro, at sjælearbejde ville være et meget ansvarsfuldt område, og så er der bare så meget koks i systemet. Det er virkelig for galt."
Jeg følte mig oprigtigt skuffet, og jeg tøvede ikke med at give udtryk for det.
"Der trænger til at blive ryddet op i dette roderi, hvor alt lader til at fungere på bedste beskub. Hvis jeg får mulighed for at klage over det her, så holder jeg mig ikke tilbage. Det skal du bare vide, Pamfilius! De skal få besked, også helt oppe i toppen af systemet! Og hvem sidder i øvrigt der? Er det ham den langskæggede olding de kalder Vorherre?"
Pamfilius havde sat sig ned i et hjørne af depotrummet. Han så træt ud.
"Det er ikke så let at forklare. Tingene er mere indviklede end som så. Udover at spørgsmålet om hvem, der overhovedet kan kalde sig Vorherre, så er det hele en del af et meget større universelt system, som ingen rigtig har et overblik over. Man forestiller sig, at den overordnede myndighed eller det virkelige magtcenter er en slags kosmisk sammenhængskraft, der stræber mod en universel form for harmoni eller balance. Sker der en afvigelse fra denne balancetilstand, så vil det overliggende system forsøge at modarbejde dette og føre universet tilbage i retning af den eksisterende harmonitilstand. Det er nok i virkeligheden den overliggende styrende guddom, hvis man benytter den sprogbrug."
"Jamen det lyder da også meget kønt og tilforladeligt. Mange af de troende på Jorden kan sikkert tilslutte sig det, hvis man for alvor går dem på klingen. Jeg mener omkring symbolerne i den mytologi, de i århundreder har tilsluttet sig."
"Det skal nok passe. Nu er der er også nogen, som tror på kaoskræfter, der trækker i den modsatte retning, men der er også grund til at tro, at modsatrettede kræfter er nødvendige for i det hele taget at sikre en balance i tingene. Spørgsmålet er i grunden mere at holde tingene på rette vej, så universet ikke skrider i svinget og kommer helt ud af kurs."
"Er det svært?" Pamfilius sukkede.
"Noget tyder på det. Flere steder i solsystemerne er der tvivlsomme aktiviteter, nogle af dem forårsaget af levende skabninger, som truer med at tippe den kosmiske balance. Man risikerer at styre ad en kurs, hvor man ikke kan komme tilbage på rette spor igen. Der er tegn på, at den tilstand er blevet forværret på det seneste, så de ansvarlige administratorer har indset, at de bliver nødt til at samarbejde i større skala end hidtil."
"Uha, det lyder fælt. Tingene skulle da nødig bryde helt sammen. Tænk, hvis Jorden gik under?"
"Det har skam også været lige på vippen flere gange og er det stadig, men det er i virkeligheden et mindre spørgsmål. Universet kunne sagtens overleve uden planeten Jorden for ikke at tale om menneskene på Jorden, der er ret overflødige, men de sørger naturligvis for arbejde til skabninger som mig."
Imens vi havde snakket, havde jeg lænet mig lidt op ad døren, og det virkede som om jeg havde fået åbnet den en lille smule.
Gennem sprækken kom der en smule lys ind, og det så ud som om der var noget på den anden side, som spærrede udgangen."Pamfilius! Der er vist alligevel sket noget. Kom her og se! Er det ikke en sæk eller noget?"
Pamfilius sprang op ved denne interessante oplysning. Han rettede pandelampen mod sprækken.
"Jo, det er groftvævet hessian. Det lader til at være en sæk kartofler. Nå, så skal vi i det mindste ikke sulte."
Ved fælles hjælp fik vi skubbet døren så meget op, at Pamfilius kunne få sin lille fod igennem åbningen. Ved at sparke med foden på kartoffelsækken, fik han flyttet den så meget, at han kunne række ud og gribe fat om sækkens øverste del. Snart lykkedes det ham at fat i snøvsen på sækken. Nu kunne han vippe sækken til siden, så vi kunne åbne døren så meget, at han kunne komme igennem. Derpå vrikkede han sækken længere væk, så jeg også kunne komme ud.