SVENNERIK

Min nok største bestillingsopgave var et propagandahæfte for Socialdemokratiets dengang ret nye formand, Svend Auken, som man gerne internt ville slå et muntert slag for. Med dette hæfte havnede jeg, om ikke på Folketingets talerstol, så dog på medlemmernes borde i Det høje Ting, og det er vel omtrent så højt man kan håbe på at nå i denne branche. ’This Was His Finest Hour’ sagde jeg slagfærdigt til de andre af deputationen fra Gimle på vej hjem fra Folketingets tilhørerpladser, og det var nu ikke Svend Auken jeg mente. Men med et skævt sideblik tilbage på historiens gang, så var der anderledes glæde og opstemthed ved den fejring end den stemning, der præger partiet i dag. Nu er restoplaget af de 100.000 eksemplarer nok skrottet. Selv om jeg ikke selv er socialdemokrat, så synes jeg stadig at Auken var en sympatisk og flink fyr, måske helt enkelt for god af sig til at være toppolitiker i 90’ernes Danmark?

Nuvel, jeg siger det mest for at erklære, at jeg ikke havde spor af betænkeligheder ved at deltage i det sjove festskrift til Auken. Jeg havde i forbindelse med det forudgående valg lavet en tryksag ’Svenderix og de gæve Danere’ for Dansk socialdemokratisk Ungdom, som man havde været tilfreds med. Nu ville man gerne lave en mere omfattende historie, måske helt i farver. Den skulle handle om Danmarks tyngende udlandsgæld og et bud på løsning af det problem. Gældsætningen skulle helst afvikles i en tegneserie på 16 sider ¬ og frem for alt skulle den være humoristisk.

Den første kontakt blev efterfulgt af en række møder, hvor stemningen, godt hjulpet af rigelig kantinemad og godt pilsnerøl, til tider nærmede sig det euforiske. Ankermand var den senere marketingchef for Dansk Supermarked, Poul Guldborg, og han rundkastede glorværdige strategier til bortskaffelse af den stygge udlandsgæld, der i skrivende stund dog først mange år senere er kommet på plads i realiteternes verden hos en regering af en helt anden politisk observans.

Vi trak figurgalleriet bort fra parafraseforbilledet i det gamle udspil og traf nogle forfriskende provinsielle beslutninger, utvivlsomt fordi hovedparten af mødedeltagerne, for nu at citere Olsen Banden, var jyllændinge. Et særligt markant tungemål viste sig at stamme fra Mors, og det der startede som en spøg viste sig at blive grundstammen i historien Svennerik og Gylledrikken. Verdens navle blev en lille ø i Limfjorden kaldet Gævø, fremkommet ved en udretning af Limfjordens søndre bred. En inspirerende tanke var blevet opkastet af partiets næstformand, Nyrup Rasmussen, der gav et magtfuldt billede på den dystre situation for vort elskede fædreland: Gældsætningen til multinationale firmaer kunne lignes ved en regulær pantsætning af Riget helt op til Limfjorden ¬ så den vision købte vi straks til den foreliggende tegneserie, der i mellemtiden var ekspanderet til en størrelse, der sikkert ville kræve op til 24 sider. Det føg over bordet med allehånde politiske brokker og ideologiske fingeraftryk, så en stakkels tegneserieskaber kunne blive ret så katolsk udi sit stakkels hoved i forsøget på at rumme al den bevidstliggørelse.

Det havde været tanken, at manuskriptet skulle skrives af en dreven journalist ved Det fri Aktuelt, men han kunne ikke få fri, så det blev i stedet den lune jyske journalist og daværende medarbejder ved Østjyllands Radio, Poul Guldborg, der fik til opgave at strikke en varm og behagelig rød vams af de filtrede garnender.

Jeg må indrømme, at jeg havde mine betænkeligheder, for han havde aldrig før skrevet seriemanuskripter, men arbejdsgruppen havde heldigvis tilstrækkelig med storsind til at give ham frie hænder med udformningen. Hvis det skulle knibe, gav jeg ham det gode råd at cykle over i den anden ende af Højbjerg og låne en kop tiloversblevne vitser fra en etableret kollega i seriebranchen, som også kendte en Statsminister.

Det blev dog ikke nødvendigt, for efterhånden som epistlerne dumpede gennem brevsprækken viste det sig, at det ikke var så helt ringe endda, som man siger i hovedlandet. Jeg havde fået carte blanche til den endelige finpudsning, og det er altid stimulerende, når man får dette svar på de ændringer, man indfører: ’Jamen det var jo lige præcis sådan, jeg havde tænkt mig det’. Det er en velsignelse, når manuskriptsamarbejde forløber på den måde.

Men min medfødte jyske betænkelighed var endnu ikke helt jordet. Det vi havde præsteret i slutfasen skulle jo godkendes ikke af én person med af flere, også af folk, der ikke havde været med i den kreative proces. Og at disse betænkeligheder ikke var ganske ubegrundede, fik jeg bekræftet af projektets initiativtager, som var vant til, at en godkendelsesfase i parti og fagbevægelse kunne være endog meget sendrægtig. Det skete heldigvis ikke her, og hans forklaring var, at man fra starten havde indbudt en række fremstående personer til de forberedende møder. De fleste af dem mødte ganske vist ikke op, men de var blevet inviteret og orienteret undervejs. Da der desuden var en række naturlige etapevise deadlines, kunne han blot henvise til, at eventuelle kommentarer skulle foreligge inden en bestemt dato ¬ ellers var serietoget kørt. Og sådan blev det.

Apropos deadlines, så var det nok det mest krævende. I realiteten blev det kun til ti effektive arbejdsuger til udarbejdelse af alt det konkrete billedstof ¬ afsluttende med færdige koloreringer klar til scanning. Koloreringen havde jeg været indstillet på at lægge fra mig, men ham jeg havde tiltænkt opgaven blev arbejdsramt til anden side netop i samme periode, så jeg måtte gøre det selv. Jeg valgte en hurtigere måde end den sædvanlige på den tid med blåtryk og stregfilmsoverliggere, nemlig vandfarvekolorerede fotokopier, en teknik som Claus Deleuran var sluppet fint af sted med at anvende i sin Danmarkshistorie. Resultatet for min del faldt også i god jord hos Socialdemokratiet ¬og også for min egen del, for efterfølgende har jeg selv benyttet vandfarveteknikken til kolorering af egne projekter.

Faktisk var der kun to mindre kritiske kommentarer til historien. Den ene gik på, at seriens to kvindelige politikere, Birthe Weiss og Ritt Bjerregaard ikke ønskede hele æren for den idé, gylledrikken, der endte med at løse landets problemer, og det var jo et beskedent træk hos disse skjoldmøer. Den anden angik Nyropelik, som i førsteudgaven var rede til at sælge et afgørende patent for at købe Hobro tilbage. Her boede hans hjertenskær dengang. Ikke fordi virkelighedens Nyropelik havde noget imod at udvise menneskelige svagheder, men fordi partiet ikke ville promovere formanden på bekostning af næstformanden. Det her foregik inden historiens gang byttede om på rollerne og i tidens fylde ændrede på spilleropstillingen og gav kortene på en helt ny måde.

Til slut en kreditering, som ikke fremgår af hæftets færdige imprint. Titlen ’Svennerik og Gylledrikken’ må tilskrives det trofaste partimedlem i tykt og tyndt, Per Vadmand.