HANS KRESSE Jeg var stolt over at få lov til at oversætte og tekste de otte album af Indianerne for Carlsens forlag for mange år siden. Serien var skrevet og tegnet af den agtede hollandske tegneserieskaber Hans Kresse, der har tegnet indianerserier gennem hele sin karriere. Hans Georg Kresse blev født 3. december 1921 i Amsterdam og døde den 12. marts 1992. I en alder af 17 år fik han, stærkt påvirket af Hal Foster, publiceret sin første tegneserie, Tarzan van de Apen i spejderbladet ’de Verkenner’. I 1940 fulgte Tom Texam. Efter få episoder lykkedes det Kresse at nå frem til en dynamisk og detaljeret sort-hvid stil, som tilsat farver tålte sammenligning med Hal Foster. Lige som i Prins Valiant stod teksten under billedet. Denne konservative fortælleteknik blev dog snart udsat for kritik. De udenlandske licenshavere bad Kresse om at anvende talebobler. Derfor stoppede Kresse serien i 1964 efter 64 episoder, som er blevet genudgivet i bogform flere gange. To år senere skabte Kresse i mere tidssvarende udformning til tegneseriemagasinet Pif fortsættelsen Erwin, som fortæller om Eriks søn og hans eventyrlige oplevelser. Efter flere korte episoder fulgte i 1970 tre lange. I 1951-1953 illustrerede Kresse desuden en prosafortælling om Eriks barndom i magasinet Pum-Pum med en række helsidestegninger. Ved siden af vikingetemaet havde Kresse også interesseret sig for de nordamerikanske indianere. Det så man i serierne De Grote Otter fra 1947, Matho Tonga 1948-1970, Minimic Mangas Coloradas 1971-1972 og Wetamo 1972-1973. I 1973 startede Kresse det bredt anlagte epos Indianen Reeks, Indianerne, for det belgiske forlag Casterman. Denne albumserie var planlagt som en vældig krønike om indianernes skæbne fra spaniernes ankomst til indianerkulturens undergang. Desværre var fortællestrukturen for langsommelig og karaktertegningen for udflydende, og serien stoppede i 1982 efter 9 album, selv om de første af disse var oversat til otte forskellige sprog. Ved siden af vikinge- og indianerserierne har Kresse lavet andre tegneserier, for det meste bestillingsarbejder som Xander 1947-1948, Kommer 1950, Roland de jonge Jager 1957, Zorro 1964-1967, Spin & Marty 1964, De Boogschulter 1965 og Bonanza 1965-1966. Blandt disse er kun Vidocq fra 1965-1970 om verdens første detektiv og grundlæggeren af det franske Sûreté og Alain d’Arcy fra 1977 specielt bemærkelsesværdige. De kan læses andetsteds her på sitet. Kresse har i øvrigt illustreret flere bøger og leveret forsidetegninger til adskillige tegneseriehæfter. I 1977 blev han tildelt den franske Prix Alfred ved tegneseriefestivalen i Angoulême som bedste udenlandske tegner. |