Autisten
Interview med Freddy Milton
af Ingo Milton
returHvordan adskiller denne bog sig fra de foregående?
Den er skrevet uden forudgående synopsis.
Og det betyder?
Jeg har ikke tænkt på et særligt plot, jeg skulle have afviklet, men taget udgangspunkt i en person, eller ’karakter’ på nudansk, som jeg ville koncentrere mig om at udvikle.
Det er altså denne autist, Bertil?
Det er det lige netop, ja.
Og hvorfor så det?
Jeg har længe gerne villet skrive en bog om det emne men var bange for jeg ikke kunne. At folk ville kritisere mig fordi jeg ikke kendte nok til den kliniske baggrund. Nu har en socialrådgiver med speciale i børnesager om autisme hjulpet mig.
Du researchede vel også på emnet?
Ja, det gjorde jeg så. Og desuden kunne jeg trække på alt det jeg i forvejen vidste. Jeg vil blot henvise til min liste over referencer i bogen, der både omfatter litteratur, film og dokumentarer. Den indeholder nogle historier, som har gjort stort indtryk på mig og som jeg stadig husker med glæde, vemod og medfølelse.
Altså følelser, som autister selv har svært ved at give udtryk for?
Ja, eller som de har svært ved at forstå eller aflæse, når andre giver udtryk for det. Men det har været en spændende udfordring. Jeg håber det er lykkedes mig at gøre ham troværdig i hans lidt kejtede ubehjælpsomhed.
Hvad får dig til at tro, at du har været i stand til det?
At jeg følte det ikke var svært at sætte mig ind i Bertils situation.
Hvordan kan du vide det, hvis du ikke selv er autist?
Fordi jeg har mødt andre beskrivelser af autister og autister som medvirkende i programmer om det emne, men allermest fordi jeg på mange måder føler, jeg selv har levet som en autist.
Hvad skal det sige?
Mange af de ting, autister er optaget af eller som de har problemer med, kan andre også godt opleve, men ud fra et andet udgangspunkt, og i mindre belastende grad. Og det mener jeg har været tilfældet for mig. Det er måske derfor emnet har berørt mig så dybt og kom til at gøre det i endnu højere grad som skriveprocessen skred frem. Jeg kom til at mindes historier jeg havde oplevet om retarderede personer, og som netop på grund af det gribende og tragiske havde den fortællevinkel, som har gjort stort indtryk på mig igennem alle årene. Mit første uforglemmelige møde med den slags skæbner var novellen Blomster til Algernon.
Hvad kan det være for forhold?
Indesluttetheden, selvoptagetheden, genertheden, usikkerheden ved at være i selskab med andre mennesker for eksempel. Alt det har jeg selv haft inde på livet, ikke af kliniske grunde, men fordi det også kan fremkaldes af sociale omstændigheder, hvilket nok var gældende for mig. Hvor vidt der også er et tilskud fra genpuljen skal jeg ikke dømme om, men det kan ikke udelukkes, da mor var ganske indadvendt, melankolsk og menneskesky og på ingen måde kunne støtte os børn i det positive i at søge udad mod omverdenen, snarere det modsatte.
Du har tidligere nævnt de manglende fødselsdagsfester?
Ja, blandt andet. Det er en amputering af børns muligheder for at opbygge udadvendte sociale kontakter at starte med at afslå at afholde børnefødselsdage og forbyde dem at gå til kammeraternes fødselsdage, når de starter i skolen og bliver inviteret af klassekammeraterne. Deltagelse i andres fødselsdage ville ikke belaste mor socialt, men det kunne ikke lade sig gøre, for så skal man ’gøre gengæld’. Dette udtryk brugte mor direkte, og at det netop bruges som noget hårdt og belastende var meget præcist for hendes måde at se på sociale forpligtelser. Socialt samvær var ikke noget hun glædede sig til.
Ja, det er svært at skulle acceptere, når man tænker tilbage på det. Er der andre personlige forhold, som kan minde om autisme?
Der er den overdrevne optagethed af at registrere og arkivere bidrag til løbende samlinger og det at samle i det hele taget. Autister er også meget optaget af klokkeslæt og tidsplanlægning, hvilket jeg kun i mindre grad bruger i min roman, men jeg har selv delt denne tilskyndelse til at bruge min tid fornuftigt og altid at være i gang med noget, så jeg ikke føler jeg spilder tiden. Jeg sætter dog ikke klokkeslæt på.
At samle er jo noget som mange såkaldt normale mennesker også beskæftiger sig med.
Ja, og kloge hoveder siger, at det kan have noget at gøre med en kompensation for en mangelfuld menneskelig tilknytning på et kritisk tidspunkt under opvæksten, og den tolkning kan jeg også godt vedkende mig som noget personligt selvoplevet.
Men hos en autist bunder det i et større problemkompleks?
Ja, der er det et udtryk for at prøve at organisere et billede af omverdenen med færre truende elementer, der ellers er mange af i en autists møde med omgivelserne.
Som altså er et spørgsmål om perception, generelt sagt?
Ja, jeg kommer ind på det i et kapitel i bogen. Der er tale om en meget bred vifte af forstyrrelser i kommunikationen med alle sanser, og vægtningen af alvoren i disse er bestemmende for, hvor stort et handikap der er tale om. Hvilke sanser der specielt er påvirket hos den enkelte autist kan variere i art og omfang. Normalt anses Aspergers Syndrom som en mindre belastende form for autisme.
Men din autist er dog ellers ganske velfungerende.
Det er han, og disse eksempler eksisterer heldigvis også. De er de letteste at identificere sig med for udenforstående, så derfor har jeg valgt ham som eksempel. Jeg ville jo ramme den balance af vemod og tragedie, humor og indlevelse, som har påvirket mig stærkest som samlet indtryk, når jeg selv har mødt skæve eksistenser gennem medierne.
Vi skal altså ikke have ondt af Bertil?
På ingen måde. Det er i det hele taget en måde at forholde sig på, som alle handikappede er enige om at tage afstand fra. Men problemet med de i første omgang usynlige handikap er, at folk er tilbøjelig til at undervurdere deres omfang, og når så dybden og den tilgrundliggende alvor går op for folk, bliver de ilde berørt og reagerer med at distancere sig til den ramte. Det er derfor Bertil misunder en kammerat hans klumpfod, som udgør et synligt handikap.
Men berører det autisten, hvis han som man siger er ufølsom over for andres reaktioner?
Sådan er det måske for nogle, men det gør sådan set ikke problemet mindre.
Der er altså ikke tale om overfølsomhed eller afstumpethed?
Nej, det ville være forkert at udtrykke det på den måde, for så forenkler man problemet i urimelig grad.
Hvad er du især glad for i din beskrivelse?
Den overdrevne grad af omstændelighed som Bertil griber til, specielt i stressede situationer. Det får samtidig et forløsende anstrøg af humor, som virker afvæbnende men som ikke udleverer Bertil på en negativ måde, og det er sådan det skal være. En litterær beskrivelse vil jo altid få en særlig stilmæssig drejning i forhold til en given virkelighed, men det drejer sig om at gøre forløbet troværdigt, så det virker overbevisende inden for sin egen konkrete dramatiske kontekst. Jeg synes selv at Bertil er en af mine bedste hovedpersoner.
Var det ikke fristende at lade Bertils systematiseringskontrol blive genstand for et dramaturgisk tilskud? En ekstrem talbehandling er jo blevet udnyttet i andre medieprodukter omhandlende autisme?
Nej, den vinkel afskrev jeg hurtigt. Dels er det kun en ganske lille del af autister som har så store evner i den retning, og dels ville en større sensationel fokusering tiltrække sig for megen opmærksomhed og vægt i historien. Det er helt bevidst at jeg holder tingene på et nært plan omkring Bertil og hans kamp for at indse og håndtere de følelser, andre uden besvær ville afkode som forelskelse.
Du lader ham være optaget af mediefænomener, både det meget kulørte med Skyggen og så det mere kulturelle med Divaen.
Jeg ville vise, at Bertil har flere facetter og i virkeligheden er en ganske sammensat personlighed til trods for de perceptionsmæssige problemer han har at slås med. Og netop kommunikation er jo noget, som har optaget mig igennem mit eget liv på flere niveauer af seriøsitet, så det er også spændende for mig ud fra en professionel synsvinkel.
Hvorfor lige The Shadow?
I en glimrende film om en ung autist er der tale om et computerspil, som hovedpersonen flygter ind i som en spejling af sin tilstand og forsøget på at beherske den, men i begyndelsen af 80’erne er de ikke opfundet, så jeg lod Bertil lege med en anden identifikationsfigur fra medieverdenen som ikke er så konventionel. Desuden kan jeg godt lide Mike Kalutas tegnestil i tegneserieudgaven.
Bertils kollektiv minder mig lidt om Jack Nicholsons sammenrend af sindslidende i Gøgereden?
I så fald tager jeg det til mig. Milos Forman havde også en balance mellem institutionalisering og personlig frihed samt individers behov for at blive taget alvorligt uanset graden af funktionalitet. Hvis jeg kan aflevere noget i den retning med bevarelse af en lignende grad af humor og medmenneskelighed vil jeg være yderst tilfreds.
Beskrivelsen af de manglende evner for at kommunikere følelsesmæssigt er vel også noget du let kan sætte dig ind i?
Det er det, for jeg var selv uendelig lang tid om at blive selvstændig og forholde mig nuanceret til mine omgivelser. Selv om jeg måske ikke var autist, havde jeg det utrolig svært med de samme ting, som Bertil heller ikke kan finde ud af. Og, jo, mine kusiner var flinke nok til at minde mig om min sociale mangelfuldhed ved at give mig en peberbøsse til min 30 års fødselsdag. Den var af porcelæn og jeg slog den i stykker i trappeopgangen. Heldigvis var det ikke en mange meter høj skulptur opført ude i haven.
Hvorfor skulle Bertil være bogopsætter?
Dels har jeg set en utroligt gribende og rørende dokumentar om en ansat på et bibliotek, som også danner basis for min egen figur, dels kender jeg en bogopsætter, jeg også mener er ansat med løntilskud på lignende måde.
Der er ingen computere, internet, mobiltelefoner eller dataregistrering af udlån?
Netop. Nutidsplanet er 1980’erne. Jeg måtte rådføre mig med bibliotekarer om hvordan udlån foregik dengang, og det havde de næsten glemt. Men der var tale om en fotonotering, der foregik ved skranken, hvor ens lånerkort blev affotograferet sammen med siden med bogens data, og ved fjernlån blev der lavet et hulkort, som så blev lagt i ’vasken’ og skrottet når bogen var kørt gennem systemet. Ikke alle biblioteker introducerede systemet samtidig, men man var gået bort fra at stemple bag i bøgerne.
Og ingen CD’er eller DVD’er?
Nej, film var på VHS-bånd i det omfang det overhovedet fandtes, og musik var mest på kassettebånd. On line computerspil var stadig kun stjerner i øjnene på kommende computerspilsnørder, der lige havde fået præsenteret Commodore 64, der nævnes i bogen. Kendere vil så kunne fastsætte årstallet til omkring 1983.
Er der andre årsager til at gå tilbage i tiden? Også helt tilbage til Bertils barndom i 1960’erne?
Kendskabet til psykiske lidelser var mindre dengang, og der var flere misforståelser og fordomme. Desuden kunne jeg bruge et tidsbillede jeg var bekendt med og havde en personlig glæde ved at vække til live i min erindring.
Er billedet fra Hawaii også plausibelt?
Ikke bare plausibelt, det er helt korrekt. Jeg var flyttet til København i begyndelsen af firserne og skulle naturligvis også finde ud af, hvad det der med liveshow var for noget. Jeg var gået glip af de brølende halvfjerdsere hvad seksuel frigørelse angik, men der i slipstrømmen nåede jeg at få lidt af stemningen med.
Der er ikke meget dampende seksualitet der overlever i den nøgterne beskrivelse, som næsten kunne være Bertils egen.
Nej, netop, og derfor synes jeg også at det hører til de mere muntre indslag i bogen. Men location er korrekt, hvad angår stedets indretning på den tid, så meget kan jeg garantere. Og handikappedes problemer med seksualitet er også et spørgsmål jeg har tænkt en del over.
Du vender tilbage til problemet med seksuel frihed i relation til retarderede i kapitlet, hvor Alvin finder sig en kæreste.
Det er helt bevidst. Netop seksualiteten var jo noget man fra myndighedernes side var meget bekymrede for, da det blev udbredt praksis at psykisk retarderede kunne få lov at bo i beskyttede boliger uden for institutionerne. Hvis man skal have denne overformynderiske bekymring til at virke troværdig, er vi nok nødt til at gå tilbage i tiden, heldigvis.
Så er Fredes butik på Hauser Plads vel også autentisk?
Det er klart. Det var vist min kollega Paul Arne Kring Sørensen som præsenterede mig for stedet. Han var interesseret i gamle Hollywood stjerner og kom ofte forbi for at købe publicity stills dér. Frede er mest kendt for sit bekendtskab med Asta Nielsen. Stearinlyset begrundes vist i at belysningsvæsenet på et tidspunkt lukkede for strømmen.
Skulle du så ikke hellere have valgt Asta Nielsen som din diva? Hendes arkaiske følelsestilkendegivelser ville vel passe bedre med Bertils beskedne beredskab?
Jeg må nok indrømme den personlige smag spiller ind her. Jeg ville simpelthen hellere lave et falsk interview med Bodil Kjer. Og på det tidspunkt bogen foregår havde hun ikke skrevet sine erindringer.
Der er også nogle kapitler som virker mere almindelige og normale fra Bertils barndom.
Det synes jeg var nødvendigt og naturligt. Det ville være for søgt at klemme en vinkel med autisme ind overalt i bogen. Dels ville det blive trættende, dels ville det blive for snævert. Jeg havde brug for at sætte Bertil ind i en situation med et samfund, som fungerede omkring ham, hvor der også var positive og stimulerende forhold af normalitet. Det skal ikke være krise alt sammen, så ville det hele blive for trist og deprimerende.
Men Bertil bliver mobbet i skolen.
Det gør han, og det er en af grundene til at jeg gik tilbage i tiden. Dengang i tresserne var mobning ganske udbredt, ja end ikke betegnelsen var opfundet. Det blev kun slået hen som drillerier, som man jo måtte leve med. Skolerne ignorerede for en stor del den adfærd. Nu ville det nok heldigvis forløbe anderledes.
Det der med at have autister i normalklasser er ved at vende tilbage.
Ja, jeg hørte her i radioavisen et indslag om folkeskolelærernes problemer med at inkludere de tidligere specialklasseelever som autister og børn med ADHD i de normale klasser. I min barndom var betegnelsen ADHD heller ikke opfundet. Dengang var den slags børn blot adfærdsvanskelige udtalt med en klar nedladende holdning af personlig skyld hæftet på børnene. Meget sørgeligt.
Hvorfor skal der være så meget mystik omkring Emma?
Det er fordi hun også har skeletter i sit skab, og hun holder af egne grunde kortene tæt ind til livet. Af respekt for hende går der længe, inden Bertil får samlet sig sammen til at stille hende personlige spørgsmål, og lige som det sker, forsvinder hun.
Hvorfor skal hun forsvinde, dramaturgisk set?
For at hun kan blive fundet igen. Gennem eftersøgningen aktualiserer Bertil de særlige evner han har for systematisk vedholdenhed, men nu har han pludselig en meget vigtig bevæggrund til sin adfærd. Bertil bliver nødt til gennem et konkret handlingsmønster at komme til at opleve hendes betydning, så det er en erkendelsesrejse, hvor han skal indse hvad hun betyder for ham, selv om han længe har svært ved at afkode de følelser der er i spil.
Du lader til at have en svaghed for Catherine Deneuve?
Det går tilbage til min ungdoms største filmoplevelse, forevisningen af Pigen med Paraplyerne i Viborg Katedralskoles festsal fra en 16mm version med 5 spoleskift. Den beskrivelse er helt autentisk, hvilket også gælder en masse andre erindringer fra barndomskapitlerne.
Som det med at samle på mærkevarer?
Ikke lige vaskepulverannoncerne, men skydebillederne med benzinlogoerne samlede jeg også, og stokkemærker en overgang. Jeg havde selv skøjter og rulleskøjter til at sætte på fodtøjet, og jeg lavede samlinger af dokumentarartikler fra ugeblade og aviser. Nu ligger min samling af dokumentarfilm på DVD’er, og den er ganske omfattende. Jeg dykker ned i den, når jeg skal researche et nyt emne, og det kan ses af referencelisterne i mine bøger.
Hvad med jordbanen til cykelløb?
Den er også helt autentisk. Jeg og andre børn kørte baneløb på cykler i baghaven til naboens grund, der var en servicestation, og der var gravet en hældning på banen i hver ende, hvor der var kurver. Det var spændende og hyggeligt. Så nogle børn legede jeg trods alt med.
Og akvariet?
Det fandtes også. Far købte på et tidspunkt et kæmpestort akvarium som blev fyldt med rigtig mange tropefisk. Jeg kan huske alt arbejdet med anskaffelsen og indretningen af akvariet, der stod hjemme i stuen. Det er den slags, som i vore dage bliver kaldt kvalitetstid.
Hvad med udklipsbøgerne?
I høj grad. Processen med at sætte flere sider ind i mappen og skrue den hvide spindel på plads igen har jeg gennemgået mange gange. På et tidspunkt så jeg sådanne nye mapper af nøjagtig samme slags ligge ovre hos Jussi Olsen. Jeg undrede mig over, at han stadig havde disse ubrugte mapper med gulligt papir, hvor der på omslaget i marmoreret karton i rødt, grønt eller blåt nederst stod ordet ’udklip’ i guldtryk og jeg spurgte ham om det. ’Hvad mener du med stadig? Jeg har lige købt dem ovre i boghandelen’. Så de fandtes altså stadig i handelen i samme design. Der må være mange andre, som har brugt de udklipsmapper mellem år og dag, for vi købte vores for over 50 år siden.
Du kunne måske have udviklet lidt mere på kollektivet af retarderede i Arken?
Det tænkte jeg over, men så ville jeg sprede opmærksomheden for meget. Det er trods alt en bog om Bertil, så hvad der foregår omkring ham skal rangeres ind og prioriteres, så fokus stadig forbliver på ham og hans situation. Spændingskurven skal bevares og udbygges omkring hovedpersonen, og der trak jeg altså grænsen ved en nærmere inddragelse af de øvrige af kollektivets medlemmer.
Du bruger flere gange udtrykket ’Dertil må jeg svare ja’.
Det er et lån fra en film af Wikke og Rasmussen. Jeg knækkede sammen af grin, da jeg hørte det, for dér var det så vidt jeg husker anvendt på samme måde jeg også gør brug af det, som en afværgedagsorden hvor man modvilligt indrømmer noget, man helst ville være fri for at svare på. De øvrige omstændelige formuleringer i bogen dukker også mest op, når Bertil føler sig trængt og skal gøre rede for noget, han har svært ved og derfor kommenterer på en overdreven omhyggelig neutral måde.
Hvad med den maleriske historielærer?
Han eksisterer skam. Det var samtidig vores klasselærer, som stadig bor på Skolevej i Overlund. Han er over 80 og jeg har besøgt ham nogle gange, da vi ryddede vores forældres bo. Han holder sig godt og har den samme livsduelige vennesæle holdning som jeg lærte at påskønne, da han som ung lærer kom til vores skole. En anden lærer er lige fyldt 75. Tænk at flere af de nye unge nyligt udklækkede lærere vi fik dengang kun var cirka 10 år ældre end os elever!
Du har en henvisning til en mulig bogtitel, Sammenbruddet, som Bertil gerne vil skrive. Er det en indforstået hentydning?
Det er det lige netop. Min næste bog har den titel. Den handler om civilisationens undergang, og den er faktisk ret gribende…