4:3/16:9
Om visning af dokumentarfilmklip på TV
af Freddy Milton
tilbageVisningsformater på TV er åbenbart stadig et ømt punkt.
I tidens løb er især film blevet produceret i mange forskellige formater til forevisning i biograferne, en variation, som dels skyldes udviklingen i billedmediets muligheder og dels konkurrencen fra TV, der i løbet af 50’erne blev mærkbar.
Her vil jeg ikke gå ind på filmmediets udvikling men kun kommentere visning på TV.
I gamle dage viste TV deres programmer i det såkaldte 4:3 format, hvilket henviser til længdeforholdet mellem bredden og højden på det bredeste sted af skærmen. De gamle skærme havde jo krumme sider. Lignende forholdstal gælder nu formatet 16:9, hvor formatet er blevet helt rektangulært.
Når man i gamle dage viste en film på TV, blev der skåret en smule i bredden, fordi det gamle biografformat var lidt bredere i forhold til højden end 4:3. Det er der imidlertid ikke nogen, der har brokket sig over, selv om man godt kan se, at forteksterne ofte er beskåret lidt skævt i siderne. Dette afslører, at formatet er skåret til, og ikke altid ved at fjerne lige meget i hver side.
Når det ikke nyttede at besvære sig over det forhold, var det også fordi man ikke kunne gøre noget ved det. Afmaskning af skærmen i top og bund var ikke opfundet, og desuden var de kopier fra filmselskaberne, man brugte til visning, allerede tilpasset visningsformatet inden distributionen. Alle vidste, at visningen var en erstatning for den ægte vare, og at man derfor ikke kunne klage eller forvente sig noget anderledes. Billedsproget var også så enkelt i gamle dage, at det ikke var nogen katastrofe, at der manglede en smule i siderne. Man kunne stadig se det meste af hovederne, når der var en samtale i gang.
Bredformaterne på film blev efterhånden mere udbredte, og med Panavision og CinemaScope og andre formater ville man selvfølgelig udnytte hele billedformatet under optagelsen. Der var ganske vist regler omkring filmproduktion i USA under en periode i tresserne, som pålagde instruktører at lade alle vigtige ting foregå inde i midten af billedet, og lyssætterne også skulle lyse scenen kraftigt op, så filmene senere kunne vises på TVs lille format uden for store problemer.
Men naturligvis blev der lavet film uden dette reprisehensyn, for netop konkurrencen med TV var jo en vigtig parameter. Billedsproget skulle være mere avanceret, når man gik i biografen, så publikum kunne mærke en forskel.
Efterhånden blev det tydeligt, at man ikke kunne vise alle disse nye film ved at skære formatet ned til 4:3, også selv om man foretog en tilrettelagt beskæring, så scenerne blev beskåret individuelt eller man indførte en panorering fra den ene side af et billede til den anden for at vise to personer, der måske i originalversionen samtalte fra hver sin side af et billede i bredformat.
Det var specielt denne panoreringsbeskæring, der vakte anstød i professionelle kredse, for så tillod TVteknikeren sig jo en funktion, som kun instruktør og filmklipper havde lov til at udføre. Jeg kan huske diskussionen fra et eksempel i Danmark efter visning af en beskæringsredigeret bredformat film, jeg tror det var ’3 døgn for Condor’.
Enden på det hele blev dog, at man gik over til at vise bredformatsfilm med en afmaskning i top og bund, en løsning, som ofte blev kombineret med, at man alligevel ofte beskar filmen en smule i bredden, for at filmen ikke skulle komme til at virke alt for smal på TV. De analoge fjernsyn gjorde jo også billedet grødet, og mange detaljer forsvandt desværre i disse brevsprækkevisninger.
Så kom 16:9 og skærmene voksede og opløseligheden blev større ved indførelsen af den digitale teknik. Så skulle man tro, at alt blev i orden. Folk havde jo lært at acceptere, at der var afmaskning i top og bund, så det kunne vel uden besvær bruges i de tilfælde, hvor originalmaterialet stadig var anderledes i forhold til højden end 16:9?
Men publikum er en underlig størrelse. Nu hvor man kunne vælge sit visningsformat med fjernbetjeningen, fik man medindflydelse, men folk syntes alligevel, at den nye flotte skærm burde fyldes ud, så mange accepterede nu at kigge på de rene vanskabninger af dværge, der ellers var skabt som helt normale mennesker i 4:3.
Jeg har selv gjort opmærksom på dette misforhold, når jeg som gæst blev tvangsindlagt til at se på skærmbilleder sammen med andre. Somme tider er det mig, der bliver betragter som en nørd, når jeg beder om at se mennesker som naturen har skabt dem ved at skifte visningsformatet til 4:3.
Selv om folk havde vænnet sig til en letterbox visning i det analoge TVs sidste dage har de åbenbart svært ved at affinde sig med, at der er sort i siden af TVbilledet. Uforståeligt. Når man spørger, om det ikke er kønnere, at folk ser ud som mennesker, grynter de andre i stuen uforstående. Hvorfor skal man ikke bruge hele formatet, når man nu kan få billede i fuld bredde?
Men alt dette er naturligvis folks eget valg, så det må de leve med som de nu ønsker. Desværre har denne formatligegyldighed bredt sig til producentleddet, og det er mere betænkeligt.
DR2 viste en serie, der hed ’Vietnamkrigens glemte film’. Størstedelen af indholdet er gamle dokumentarfilmklip fra tresserne, og de er alle sammen optaget med videokamera i 4:3. Indimellem er der nutidige korte klip af folk, som erindrer den fortid. De er optaget i 16:9.
Hvad gør producenten så? Udsender han serien i 4:3 af respekt for hovedindholdet og seriens eksistensberettigelse, nemlig de ukendte filmoptagelser fra tresserne?
Nej, det gør han ikke. Han udsender serien i 16:9, fordi han ved, at TVselskaberne helst vil indkøbe det. Altså breder han alt det værdifulde indhold i serien ud fra 4:3 til 16:9 og forkvakler fra starten visningen af alt sit hovedmateriale. De korte klip fra vor tid bliver til gengæld vist som de skal, med mennesker, der ser ud som de mennesker, de er. Men det er en biting i den sammenhæng og kun en kort del af udsendelsernes spilletid.
At respektere indholdet og vise de værdifulde historiske klip tro mod de oprindelige optagelser er bevidst fravalgt for at kunne sælge serien i 16:9. Det er skammeligt og trist.
At forvente af DR, at de går serien igennem og ændrer visningsformat undervejs af respekt for materialet og deres danske publikum skal man naturligvis ikke forvente. Det ville nok også blive for dyrt…
Men nu er det jo også sådan, at formatforkvaklingen eksisterer i bedste velgående inden for dansk TVs egne vægge. Der har man også yderst svært ved at vise et gammelt klip i 4:3 i en sammenhæng, hvor resten af udsendelsen er i 16:9.
Hvis man ser et klip fra en dokumentarfilm fra for eksempel anden verdenskrig, så kan man ikke vise den, som den er, heller ikke i udsendelser produceret af dansk TV. Man gør så det, at man breder formatet ud til 16:9 med vanskabninger til følge, eller man beskærer det gamle 4:3 format i højden, så man kun får et udsnit af midterpartiet af det gamle klip. Prisen er så den, at dette zoom bliver urimeligt grødet og grimt, og man kan tydeligt mærke manipulationen gennem de afskårne pander og ben.
Men begrundelsen er jo ganske åbenlys. Man har selvfølgelig bemærket, at publikum åbenbart hellere vil have et fuldt 16:9 billede, uanset om billedproportionerne er forkerte, end de vil finde sig i en pludselig sort afmaskning i siderne af billedet, siden den nu ikke er der i resten af udsendelsen.
Som det fremgår, er min holdning anderledes. Uanset hvad man kan slippe af sted med af smagsmasserende hensyn, har programtilrettelæggere et ansvar, der går ud på at gengive dokumentarklip med størst mulig troværdighed.
Hidtil har man undladt at kolorere de sorte dokumentarfilmklip i farveudsendelser, men det er sikkert også kun fordi det bliver for dyrt…
Freddy Milton