TORSTEN LUND

FREDDY MILTON

Inden jeg lagde min spændingsserie Zenit på hylden lavede jeg en lille knopskydning på serien, hvor Brian Shaw er bestyrer af en servicestation og har en ansat mekaniker, Torsten Lund, som er alenefar.

Denne episode er mere ambitiøs en de tidligere, hvor jagt og forfølgelse havde en mere fremtrædende plads. Men som læser er den også mere krævende. Hvis den var blevet trykt i en avis er der faktisk kun en enkelt boble en dag som afslører grunden til den sociale klangbund i serien. Og det er jo meget forlangt at en læser lige skal fange den boble, der tilmed er udtrykt i fuldskab. Nu kan læseren selv prøve at finde den replik under gennemlæsningen. Den afslører en tragisk forhistorie som slet ikke bliver berørt i serien.

Torsten Lund episoden er et forvarsel om det ambitionsniveau jeg senere har udviklet i mine bøger, hvor læserne heldigvis ikke formodes at skulle følge intrigeudviklingen over flere måneder men får det hele i en færdig pakke. Det er også sådan de længere fortællende tegneserier præsenteres i dag i form af ’graphic novels’.

Grafisk har jeg denne gang eksperimenteret med nye skraveringer. Hvor jeg i en episode havde forsøgt mig med rørpen er jeg nu tilbage ved redispennen, som kan give en vis variation i stregtykkelsen. Fjederpennen Plume Atome med den bløde stregføring fik jeg anvendelse for, da jeg skulle tegne de sjove fabeldyrsserier.

Jeg må tilstå, at jeg allerede dengang havde en vis nostalgi over for musicalen Pigen med paraplyerne, og slutscenen med jul på servicestationen gentager jeg tilmed i Drømmen om Vagn. Der mangler jo så lige Michel le Grands stemningsfulde musik. Og jeg tager revanche i min roman Facebook Forbandelsen hvor der igen er referencer til filmen. I min bog Autisten var der også en krølle på Catherine Deneuve.

Det var forkærligheden for denne vemodige intrige som førte til en teatertur, hvor Betty Nansen teatret opførte en dansk version af en scenisk udgave i anledning af 50året for fremkomsten af filmen Pigen med paraplyerne. Jeg inviterede alle børnene i teatret, og det var næsten som at se filmen igen. Den har jeg lykkeligvis adgang til i bredformat og min søn dubbede den med engelske undertekster. Senere har DRK genudsendt filmen med danske undertekster, og denne gang nåede jeg at optage den.

Efter Torsten Lund forlod jeg den realistiske stil til fordel for de sjove dyr, og det har jeg ikke fortrudt. Realistisk set kunne jeg rent tegneteknisk også bedre gøre mig gældende i denne boldgade, og så var humorelementet også en velkommen satsning. Men som hos Carl Barks skaber jeg mine ting i et krydsfelt mellem drama og komedie.

Den stil jeg brugte i Dekalog over Janteloven var tillempet realistisk. Jeg tegnede det første album, som senere blev trykt under titlen Dybbøl Mølle Maler, med realistiske øjne, men jeg fandt ud af at mine lodrette pupiller passede bedst, så den ændring gennemførte jeg. Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig kan blive accepteret for at gengive mennesker naturtro.

Nu hvor jeg har genoptaget de dramatiske intrigekonstruktioner i bogstavlitteraturen er det komedien jeg har nedtonet til fordel for mere alvorlige fortælletekniske elementer, men jeg kan dog aldrig blive ubønhørligt hård i intrigen. Selv når jeg skriver om civilisationens undergang får jeg plads til forsonende livsbekræftende indslag.