Om sammenbruddet
tilbageDet var Jørgen Steen Nielsens bog ’Den store omstilling – fra systemkrise til grøn økonomi’ der fik mig til at skrive min roman ’Sammenbruddet’. Jeg havde naturligvis et beredskab i forvejen, men den bog var den udløsende faktor. Senere har jeg læst ’Nødvendighedens Økonomi’ af Herman E Daly, og han regnes for den førende analytiker omkring denne omlægning.
Der er selvfølgelig mange måder det kan ske på, det med sammenbruddet. I dokumentaren ’Menneskehedens sidste dage’ opregnes flere scenarier, og menneskeheden er ikke skyld i dem alle. Vi kan ikke gøre for, at en meteor har en kurs mod Jorden, og at vi ikke kan få den afbøjet i tide, eller at der kommer en øget aktivitet af vulkanudbrud. Vi kan sikkert heller ikke gøre for, hvis havstrømmene lægges om, men måske kan vi mindske den globale opvarmning, hvis vi ellers kan blive enige om det.
Der er skrevet flere bøger om Jordens undergang, og i halvtredserne var det almindeligt, at vi som mennesker var uskyldige ofre, selv om Ray Bradbury skrev en dyster novelle om fly med atombomber der var på vej i begge retninger en aften, der blev den sidste, jævnfør artiklen her på siden, ’En underlig drøm’.
Hvad nu den udløsende årsag end er, kan vi håbe, at det ikke sker foreløbig, men de uforudsigelige muligheder kan indtræffe når som helst. Er en klimaomlægning allerede på vej, når englænderne har haft den største mængde vinterregn i 250 år og den hårde vinter rykker længere mod syd i USA og mere vedvarende end tidligere? Det menes at skyldes jetstrømmenes ændrede retning, men vil det gentage sig? For ikke at nævne tsunamierne og tyfonerne, der siges at have forekommet hyppigere og værre end tidligere?
Nu havde jeg ikke lyst til at komme med en vision for undergang hvor læseren bekvemt kan melde hus forbi hvad angår eget bidrag med et medansvar. Det var vigtigt for mig at fremhæve en mulighed, der sagtens kan komme i dette århundrede, og som samtidig pirker til menneskers latente dårlige samvittighed, som jeg mener eksisterer et sted i os, selv om vi gør hvad vi kan for at undertrykke den.
Valget faldt på manglen på ressourcer. Vi bliver stadig flere mennesker på Jorden men mængden af råstoffer vokser ikke, tværtimod, den er genstand for rovdrift. Vækstmotoren Kina er på udkig efter råvarer og de har indgået kontrakter med flere lande i Afrika omkring udvinding af råstoffer. Vestlige lande har også den slags aftaler, som ikke kommer den lokale befolkning i udviklingslandene til gode, ofte på grund af korrupte regeringer.
Lige nu bliver der årligt løftet millioner af mennesker ud af den værste fattigdom, og det er jo godt. Men prisen er en udhuling af Jordens reserver og en alvorlig forurening. I visse regioner er kinesere nervøse for at spise deres egne afgrøder fordi de berettiget har den overbevisning, at miljøet hvor de bor er blevet kraftigt forringet af den industrielle udvikling i Kina, som er gået frem med stormskridt.
I Indien, der er det næststørste land hvad angår befolkning, sker det samme, og overalt er der korruption hvor spekulanter scorer en hurtig fortjeneste og lader almindelige mennesker stå med de ubekvemme konsekvenser. I aftalerne med vestlige pengetanke er der sjældent tilstrækkelige garantier for oprydning og forsvarlig drift af miner eller fabrikker, eller også bliver de betingelser blot ignoreret. Den oprydning ville jo mindske den hellige profitmaksimering, der er kapitalismens ufravigelige mantra. Inden man kommer så vidt, at man påtaler kontraktforsømmelser, er overskuddet allerede bragt ud af landet til skattely et bekvemt sted i verden. På sigt er den kollektive utilfredshed en farlig trussel. Lige nu begår indiske bønder selvmord, fordi de vender smerten indefter i skam over deres forliste livsform, men de kunne også på et tidspunkt vende den udefter. Og det kunne ske mange steder i verden, for utilfredsheden med politikeres kortsigtede tankegang er et udbredt fænomen overalt.
Men politikerne har det heller ikke let. De skal forsvare et politisk system, der har udlevet sig selv, og hvis logik er betænkelig, for nu at sige det mildt. Vi tog afsked med kommunismen som politisk system omkring 1990, men de færreste har gjort sig klart, at der på næsten samme tid skete et sammenbrud i det kapitalistiske system. For væksten udregner man et såkaldt bruttonationalprodukt, BNP, for de enkelte lande, og det har kun vist små positive forbedringer på det seneste i den vestlige verden. Men modellen for udregningen er behæftet med fejl. Man modregner overhovedet ikke slitagen på omgivelserne eller det forbrug man har af klodens råstoffer. Det er gratis faktorer, man ikke tager hensyn til i regnskabet. Gjorde man det, har der ikke være nogen vækst i BNP i de vestlige industrilande i mange år, snarere det modsatte. Bobleeffekten op mod finanskrisen gjorde blot, at vi først erkendte det med mange års forsinkelse.
Det uholdbare i udviklingen er tydeligt nok. De febrilske pengespekulanters jævnlige boblefantasier, hvoraf nogle modeller tilmed nåede at blive belønnet med Nobel prisen, brister den ene efter den anden, fordi væksten kun sker i papirpengemængden, som ikke engang har grund i papir og slet ikke i guld længere, men udelukkende findes i computernes talmagi. At pengemængden skulle relatere sig til værdien af produktionssystemet er man for længst gået bort fra. Kritikere vil mene, at tilskyndelsen til at tænke i disse luftige baner om at skabe værdier ud af ingenting blev styrket dengang man i USA måtte indse, at man levede groft over evne for lånte penge, og det gør man stadig. Så måtte man prøve ved magiske tricks at tjene penge gennem en luftig men uholdbar metode. Det nationale låneloft må også hele tiden hæves, og den tunge rentebyrde hæmmer USA's handlefrihed som en førende nation i fremtiden.
Nu er hele Jorden blevet et sammenhængende system, og lokale grænsers regulerende og forsinkende virkning er borte. Vi har virkelig en global landsby, hvor pengene søger hen, hvor mulighederne for profit er størst, og det sker hurtigt i vore dage. Fejl og mangler kan nå at markere sig ubønhørligt inden nogen når at rette op på konsekvenserne. Måske skal vi være taknemlige for, at kapitalismen i Kina er lagt i statens hænder og ikke mere eller mindre troværdige pengetanke med hovedkontorer ved Wall Street og omegn. Så har en magtfuld central ledelse i Kina trods alt en mulighed for at styre tingene, og det kan godt være det er betryggende, selv om vi ikke er glade for bruddene på individernes rettigheder, som vi sætter højt her i vesten, fordi vi har råd til det, eller tror vi har. Desværre har nepotisme og korruption lettere ved at florere i et topstyret samfund, men noget tyder på det også sker i den vestlige såkaldt demokratiske verden. Hvilken logik er der i, at det er den samme håndfuld mennesker, der nu efter finanskrisen stadig sidder i toppen og leder aktiviteterne på Wall Street? Ville det ikke være rimeligt, de alle var blevet sat fra bestillingen og erstattet af nye folk? Og præsidenten kunne i det mindste lade være med at forfremme dem og tage dem ind i sin administration?
Men sådan svarer kun den uvidende. I virkeligheden er pengetankene blevet så store, at de undsiger sig kontrol eller moralske vurderinger, hvis ansvarlige ledere kunne få den tanke, at de ville prøve at justere på beslutningerne i en mere menneskevenlig retning. Ingen tør gennemføre en forvaltning af disse fonde i en mere civiliseret retning. Så ville afkastet blive mindre end hos de andre pengetanke, og så er grunden lagt til at man bliver hægtet af og måske på et tidspunkt bliver opkøbt af andre mere kynisk tænkende pengetankes administration. Pengetankene fører deres eget liv, og lederne er i grunden kun marionetter.
Optimister håber, at vi snart kommer gennem krisen og at der er længe til den næste, for folk er vel blevet klogere? Intet tyder på det. Banker i USA er igen begyndt at tilbyde sub prime lån, og det korrupte Goldman Sachs som har gnavet sig ind i DONG for at sende profitten i skattely vil også gerne have en andel af vores Dankort/NemID selskab. De store banker er nu godt i gang med high frequency trading, hvor man sætter computere til at handle på værdipapirsmarkederne. De køber på få sekunder værdipapirer og sælger dem få sekunder senere for at indkassere på de fluktuationer som løbende er på det marked. Som en bankmand udtrykte det: ’Vi må hele tiden prøve at få computerprogrammer til spekulation som er en tand bedre end de andre bankers computerprogrammer’. At det overhovedet kan forekomme, skyldes kun den hurtige internettrafik. I gamle dage skulle handler på børsen registreres og godkendes, og det kunne tage flere dage. Så undgik man den alt for hurtige hit and run mentalitet.
Man kunne også lægge en afgift på alle børstransaktioner, men det skal pengemagten, der i virkeligheden styrer alt, nok sørge for ikke sker. I moderne bankdrift er der mange umoralske mekanismer, man kan blot henvise til alle de programmer på DR der har påvist den betænkelige tankegang. Jeg blev selv forsøgt lokket til at låne i friværdien i mit hus i tiden op mod finanskrisen men modstod heldigvis. Ellers ville jeg måske i dag være teknisk insolvent som så mange andre og dermed stavnsbundet. Men blot vi svinger Dankortet og holder hjulene i gang, så går det nok alt sammen, for det er jo nærmest en pligt at forbruge og helst overforbruge os ud af krisen. Vækst er det smøremiddel, som skal få kapitalismen til at humpe videre lidt endnu, den kører nemlig dårlig uden vækst, den vækst som ikke bare kan blive ved. Alle snusfornuftige mennesker burde kunne indse det, men det er en ubekvem sandhed, som Al Gore ville have udtrykt det.
For at forsøde accepten af dette betændte system deler pengetankene da også nogle smuler ud til velgørende formål, og fundraising er således en vigtig og nødvendig aktivitet i USA. På den måde bliver modtagerne også mere venligt stemte over for pengetankene og vil nok ikke rette deres aktiviteter eller forskning i en retning der modarbejder fondenes interesser.
Det ultimative eksempel på dette er valgkampagnerne. I USA er disse kampagner så dyre, at man nødvendigvis må have støtte fra pengetankene for at kunne gennemføre dem. Vinderen må så love, at han efter valget støtter fondenes interesser, typisk ved at lette beskatningen efter valget. Det er sket løbende over de sidste tredive år i USA. De rige er blevet rigere og ejer en stadig større andel af værdierne, og resten er blevet fattigere. Der er ikke sket nogen reel lønudvikling i den periode. Tidligere havde man en velstående middelklasse i USA, men den er nu kraftigt på retur.
En bidragende årsag til stilstanden i lønningerne i USA er accepten af de mange illegale indvandrere, der fungerer som løntrykkere uden rettigheder. Man kunne sagtens komme det fænomen til livs, hvis man for alvor ønskede det, for man kunne blot indføre et personnummerbevis, som man har det i Danmark. Hos os kommer man ikke nogen vegne ude i samfundet, hvis man ikke har sådan et bevis, og flygtede fanger kommer snart tilbage i fængslerne og institutionerne, fordi man simpelthen ikke kan klare sig uden ID kort i vores samfund. Men sådan en løsning vil man aldrig gennemføre i USA, så hellere bygge hegnene mod Mexico større og måske gøre dem elektriske. I min bog, Sammenbruddet, har jeg et elektrisk hegn omkring Fort Europa i den sidste periode inden det hele bryder sammen.
Min vision omkring den udløsende enkeltfaktor til civilisationens undergang er netop misforholdet mellem det konstant stigende forbrug af Jordens begrænsede ressourcer sammenholdt med stigningen i befolkningsantallet. Det er en logisk tanke, at der på et tidspunkt ikke er goder nok til alle. Endnu eksisterer håbet om, at man i udviklingslandene på en eller anden måde kan arbejde sig op til en bedre levestandard for sig selv eller sine børn, men hvad nu, hvis det håb brister? Hvis man kollektivt indser, at det ikke vil kunne ske, og at situationen er fastlåst i retning af en tilbagegang af mangel på ressourcer?
Min vision går ud på, at opstande breder sig og at de velnærede vestlige lande bliver lagt for had, fordi de i tide nåede at rage til sig af puljen af fælles goder og nu er der så ikke nok til at andre også kan få det tilsvarende bedre. Det er da også virkelig surt. Massemedierne er gode til at informere folk overalt om hvor luksuriøst vi lever i vesten med vores grådige overforbrug, køb og smid væk mentaliteten og enhver er sig selv nærmest. Der er tilmed i Hollywood og konsorter en tendens til at overdrive det billede, fordi publikum helst vil se disse miljøer gengivet og ikke de mere beskedne forhold, som hovedparten af befolkningen trods alt lever under. Ja, en helt fantasifuld grotesk beskrivelse af samfundet er faktisk den mest populære, men i de værste tilfælde kan man dog se, at det billede er groft forskruet.
Men kunne man så ikke besinde sig og deles om goderne på det tidspunkt hvor stadigt flere står og kigger ned i afgrunden? Udvise solidaritet og altruisme, medmenneskelighed og tolerance over for de nødlidende? Det gør vi jo i dag i mindre grad, så det begreb må vel kunne udvides til at fungere i et større perspektiv, når det nu bliver nødvendigt for en fælles overlevelse?
Det er en rigtig køn tanke, men den har ingen gang på Jorden. Som det er nu, hjælper vi i den vestlige verden ganske vist med støtte til enkelte udviklingsprojekter, men det er kun små bidrag af vores overskud. Hvis virkeligheden skulle blive den, at vi måtte give afkald på noget af vores egen høje levestandard for at andre kunne få hævet deres levevilkår, så ville piben få en anden lyd. Så skulle vi måske støtte betænkelige kulturer i den tredje verden, som stadig manøvrerer rundt i middelalderlige klandominerede samfund, hvor blandt andet undertrykkelse af svage og voldtægt af kvinder og børn tolereres? Samfund hvor korruption og vold florerer? Nej, det ville virkelig være for meget at forlange af vores offervilje. Desuden ville størsteparten af den støtte forsvinde hos mellemmændene og kun en ringe del komme de virkeligt nødlidende til gode. Og de goder og rettigheder vi har givet hinanden i Fort Europa kan også kun opretholdes fordi vi har råd til det med det økonomiske niveau vi har skabt for os gennem tidligere tids kolonialisme og umenneskelig behandling af andre ikke-vestlige folkeslag i fortiden. Vores velstandsgoder bygger i virkeligheden på eftervirkningerne af et gammelt uretfærdigt internationalt fordelingssystem.
I de hårdest ramte regioner vil man naturligvis aflede folkenes kollektive utilfredshed ved at vende hadet udefter mod de skyldige, de rige vestlige lande. Noget i den retning oplevede vi jo allerede under Muhammed krisen, hvor muslimske lande vendte intern uro til et udadrettet had mod de hovne, respektkløse vesterlændinge. Ultimativt vil det hele ende i et ragnarok i kampen om de sidste goder inden civilisationen bukker under. Og den udvikling kan ikke undgås, for nu er hele kloden omfattet af det samme økonomiske eksperiment, som vi alle har andel i og ikke kan løbe fra.
Men vil det nu også ske? Vi har jo gennem kommunikationssystemernes udvikling en fornemmelse af det globale fællesskab og vel også derigennem en større viden om vores fælles ansvar? Vil vi ikke kunne indse, at den eneste udvej af miseren er at møde truslen ved at stå sammen? Det kan man naturligvis håbe, men jeg tillader mig at tvivle. Når alt kommer til alt er mennesket kun en dyreart, der stadig slæber rundt på de gener, vi har fra dyreriget og som Darwin opsummerede i kampen for tilværelsen og overlevelsen af den mest egnede. Dette genpotentiale var glimrende indtil mennesket kom, for ingen af de andre dyrearter kunne rykke ved Jordens balance som en harmonisk enhed. Det kunne mennesket imidlertid, og det skete også. Vi sprængte de naturlige begrænsninger og underlagde os naturen og kloden. Nu er vi skabningens herre, og som sådan har vi også ansvaret for hvad der så skal ske, men det er imod vores gener at tænke på andre end os selv og vores nærmeste.
Det rimelige og fornuftige vil selvfølgelig være, at vi er vores ansvar bevidst, og at vi sammen lægger en strategi for overlevelse på vores planet, fordi vi ikke har andre ved hånden. Mange kan godt indse det, men ikke engang på møderne omkring nedskrivningen af CO2 forureningen kan man blive enige. Industrinationerne må gå forrest, som de mest skyldige i miseren, men det ansvar vil man ikke tage på sig. Det vil jo også lægge bånd på de mest vildtvoksende konsekvenser af kapitalismen, og det bryder de politisk bestemmende pengetanke sig slet ikke om.
Jeg beklager, men jeg tror desværre min undergangsvision har troværdighed. Og jeg vil gerne stikke til den latente overforbruger vi alle har i os. At det nu kunne være rart med lidt flere materielle goder til at forsøde tilværelsen her og nu. Eller bare nogle nye til udskiftning af de gamle i den kedelige design, vi er blevet trætte af. Producenterne er behjælpelige med at understøtte os i det behov, når de indbygger planlagt forældelse i ellers funktionsduelige tingester. Og skulle vi være på vej mod afgrunden, så kører vi i den mindste på første klasse, så længe det varer.
Og hvem ved, menneskene er jo så opfindsomme. De hitter sikkert på en løsning inden det går så galt. Og skulle en konflikt ende med at nogle millioner eller milliarder omkommer, så klarer vi nok også det. Vi er jo i forvejen for mange her på Jorden, så det ville da ikke være ubekvemt, hvis de overlevende fik lidt mere albuerum. En video om hvordan Jorden ville se ud halvtreds år efter undergangen viste, at naturen allerede kunne indkapsle en del af de dårligdomme menneskeheden havde efterladt. Og selv med en næsten total udslettelse af menneskeheden ville der nok overleve nogle eksemplarer et sted. Et sted på tundraen eller inde midt i resterne af en regnskov. Nej, jeg tror ikke det bliver globale trusler der kommer til os udefra, der gør kål på os i den sidste ende, det bliver uden tvivl os selv. Sådan er vi bare...