Mangel på plads og tid

tilbage

Jeg er kommet i den alder, hvor det kniber med pladsen. Ganske vist har jeg helt frivilligt efter skilsmissen kunnet leje halvdelen af huset ud, men de 100 kvadratmeter i den gamle del af huset, hvor jeg selv bor, er også ved at være fyldt med alt det, jeg har fået op under neglene i løbet af tilværelsen.
Det hjælper selvfølgelig heller ikke, jeg hører til samlerne. Verden kan efter sigende deles op i samlere og spredere, og jeg hører afgjort til den første kategori. Det kan der ikke laves om på. Jeg har det også godt med den livsholdning. Måske et resultat af psykiske konflikter i barndommen.
Nogle siger, det er mennesker, der har oplevet en følelsesmæssig mangelsituation under opvæksten, som er motiveret for at kompensere for den mangel ved at erhverve sig masser af jordisk gods senere i livet. Og den mangel har det med aldrig at kunne blive kompenseret i tilstrækkelig høj grad. Verdens bedste film handler blandt andet om det. Det er ’Den store Mand’ som i vore dage er mest kendt under originaltitlen ’Citizen Kane’.
Når min ældste datter kommer forbi ryster hun på hovedet og synes jeg skulle skille mig af med en masse, så hun og de andre børn får det lidt lettere, når de skal rydde op efter mig når jeg ikke er her længere. Men det har jeg afslået. Hver genstand vidner om et levet liv, så at skille sig af med det er på en måde at kappe den forbindelse til den fortid, som tingen vidner om.
Måske skifter mine børn mening som tiden går, hvis jeg lever længe nok. Med alderen siges man at få øget interesse for sin fortid og sine rødder, og jeg har i den grad rødder. Den interesse blev også demonstreret, da der forleden blev åbnet for fri adgang til museernes samlede database over gamle lokale fotografier. I løbet af et par dage havde den database haft besøg i et omfang, der tålte sammenligning med museernes besøg på et helt år.
Sommetider kan jeg godt selv have min tvivl om værdien af gamle ting, jeg ikke igen når at dykke ned i. Der er måske ikke så længe til jeg skrider i svinget og stiller træskoene. Jeg har nået den alder, hvor andre ikke vil blive forundret, hvis jeg pludselig ikke er her længere. ’Nå ja, så blev det hans tur. Men han har jo også alderen til det’. Måske lidt beklagende for nogles vedkommende, men ikke på nogen måde med forundring.
Og hvorfor hænge ved gamle ting? Jeg er ikke den eneste med den svaghed. Der er så mange derude, at man kan bygge TV udsendelser på den markedsandel. Når folk kommer og skal have deres kære ting vurderet spørger valuaren ofte om historien bag genstanden. Den er nemlig lige så vigtig som tingen selv.
Det kan jeg godt tilslutte mig. Sådan har jeg det også. Jeg føler en tomhed ved at besøge folk på min egen alder, der bor moderne med dyre nye møbler og uden personligt præg i indretningen. Hjem som kunne ligne masser af andre hjem for unge mennesker, der endnu ikke har samlet til huse. Men det er ganske bevidst. Folk er forskellige. Nogle bryder sig ikke om at blive mindet om tidens gang.
Hos mig kniber det efterhånden gevaldigt med hyldeplads og vægplads. Ja, selv under skråvæggene oppe i mit soverum, hvor der i forvejen kun er en passage i midten i fuld ganghøjde, er der fyldt op i siderne med kasser. De ekstra gamle VHS-maskiner kunne jeg nok godt skille mig af med, og også modtagerboksene fra dengang signalerne var analoge. Det gør jeg nok engang – når jeg får tid.
I min ungdom læste jeg bøger. Jeg var med i Gyldendals Bogklub og slugte alle de agtværdige bøger og desuden en del mindre agtværdige, så som science fiction, humorantologier og udvalgte krimier. Jeg har dem skam endnu. Over 1000 romaner og lige så mange bind med faglitteratur. Men det ser nu stadig kønt ud med bogrygge langs væggene, også selv om man må erkende, at man ikke når at få læst bøgerne en gang til.
Faglitteraturen kunne jeg nok godt kyle ud. Hvorfor skal der stå et leksikon på over tyve bind, når man altid vil foretrække at slå tingene op på nettet og få mere at vide end den lille passus man kan finde i et ’konversationsleksikon’ som det hed dengang. Tilmed opdateret og for det meste troværdig, selv om man må tage forbehold for visse ting, også på Wikipedia.
Mit smertensbarn er naturligvis tegneserierne, som er den svaghed, der optager mest plads. Noget af det har jeg tilmed ikke læst, men udgivelserne sad løst i forhold til medarbejderne dengang Stenby Tryk kørte for fuld skrue. Men hvem ved, der er måske på et tidspunkt aftagere selv til lommeserierne? De bliver formentlig ikke mindre værd af at blive lagret lidt endnu. Og Breccia, Pratt og Fuente har faktisk også tegnet krigsserier.
En lettelse er det for mig, at jeg ikke længere køber tegneserier. Heldigvis er der heller ikke mange af de dyre udgivelser der trods alt kommer i dag, som jeg ville bruge penge på. Det er som regel fortsættelser af serier jeg kender, enten med genoptryk eller nye bind udfærdiget af nye skabere, der ikke når de oprindelige skaberes niveau. Jeg har købt enkelte graphic novels, men nu nøjes jeg med at låne dem på biblioteket. De fleste graphic novels skabere har kun lavet en enkelt eller et par bøger af betydning.
Det gamle marked med nye bind af underholdningstegneserier i stadig produktion er nu overtaget af TV serier og film på NetFlix og andre steder. Det er dér folk bruger deres tid i dag, når de skal adspredes og fornøjes. DVD’er har jeg også alt for mange af til at fylde op. Og så er de i det gamle Mpeg 2 format, som kendere rynker på næsen af i vore dage, hvor alt skal være BluRay og high definition. Men jeg er ligeglad. Med mit sølle 37 tommers fladskærm kan jeg alligevel ikke notere mig nogen nævneværdig kvalitetsforskel, og desuden er det altid indholdet som har interesseret mig. Nogle af mine mest påskønnede skiver er lavet fra gamle Betamax optagelser som blev overført til VHS inden også det system kollapsede og jeg måtte transformere optagelserne til DVD. Fire maskiner kørte i dagtimerne i over to år for at gennemføre den konvertering. Mine Betamax afspillere blev slidt ned ved den proces, men indholdet reddet.
Pladsproblemet hos mig blev øget af, at min bror og jeg for nogle år siden skulle rydde vores gamle barndomshjem. Vore forældre havde det på samme måde som jeg. De smed aldrig noget ud. De hørte til den generation der havde oplevet smalhals i deres ungdom, og da min fars selvbyggede murermesterhus havde fuld kælder var det ikke nødvendigt at smide noget ud. Man kunne måske risikere at onde tider vendte tilbage, så der blev brug for de brugte ting. Den undskyldning blev heldigvis svær at bruge op gennem de brølende tressere og derefter, men hvad man i ungdommen nemmer…
Desuden er det besværligt og tidskrævende at sortere og rydde op. Hvad skal man skille sig af med, og hvad skal man beholde? Der er vanskelige valg at foretage, forbundet med følelser af vemod og afsavn. Det er bedre at lade den slags udfordringer ligge, for man kunne måske blive deprimeret under processen.
I mine forældres tilfælde løste min bror og jeg oprydningsspørgsmålet i barndomshjemmet ved kun at udtage de mest personlige ting. Ingen af os havde plads til større ting. En klassisk gammel gyngestol står dog hos mig nu fordi min bedstemor havde lavet omhyggelige korsstingsbroderier til sæde, ryg og armlæn, og mine forældre havde bekostet ny polstring med runde møbelsøm hele vejen rundt.
Ingo og jeg måtte købe en trailer til at transportere de udvalgte ting, og der blev truende mange læs at transportere tværs gennem landet. Den største enkeltgenstand vi tog med var modeljernbanen. Det var tilmed en spøjs én af slagsen, for af uransagelige grunde blev jeg i tolvårsalderen forelsket i nogle Mickey Mouse historier trykt i Anders And & Co fra 1958 til 1960. Her havde Mickey og Fedtmule en bjergbane, der i en af udgaverne havde navnet ’Pifterød Dampløse Privatbane’. Farverne var desværre heller ikke konsistente, selv om det fra Murrys og Fallbergs side var tænkt sådan.
Så Ingo og jeg havde i et rum i kælderen i mange år en udgave af den privatbane stående på en spånplade i flere etager. Kendere vil vide at spånplader dengang målte 122 cm gange 244 cm. Da rummet skulle udlejes så vi kunne få lidt huslejetilskud og man stadig dengang godt måtte udleje kælderrum til beboelse, måtte banen pakkes ind i plastik og flyttes til et stort kælderrum under tilbygningen. Her blev den stående indtil vi fik den flyttet til Sjælland, hvor den nå står parkeret i mit skur. Heldigvis havde traileren lige målene til at kunne fragte spånplader liggende i det gamle format.
Ingo og jeg har vidtløftige planer om engang i vores otium at pakke banen ud, iføre os smækbukser og de voluminøse blå og røde crepepapirhatte med påklipsede Mickey Mouse og Fedtmule ører, lade togfløjten lyde (Jeg har den lige her) og sætte Märklin lokomotivet med den ændrede design i gang, fylde vand på ved vandtårnet og fragte ladvognen med de mange kasser dynamit fra Dampløse over River Kwaii broen, som der også lige blev plads til, og op til vigesporet ved Højby.
Inden da skal vi så lige have bygget et nyt skur, hvor banen kan stå tilgængelig for reparation og vedligeholdelse. Det ser vi frem til, når vi som pensionister får god tid til den slags...

tilbage