Walther Lehmann var den danske animator jeg havde lidt personlig kontakt til i årene lige efter jeg kom til København i 80’erne. Jeg fik respekt for den fåmælte person, der var en enspænder som jeg selv, og som formåede at klare sig i et svært udtryksområde. Lars Jakobsen har lavet en boks med to kompilations DVD’er, Eventyret om dansk Tegnefilm, men desværre har han glemt Walther Lehmann, selvom han helt klart burde have været med. Jeg er derfor også ekstra glad for at kunne videregive hans formåen. Så også som en kompensation for denne forglemmelse præsenterer jeg ham her på min hjemmeside med et interview, et besøg i hans studio og så denne showreel, altså den rulle han kunne præsentere for potentielle nye kunder for at vise, hvad han formåede. Han lavede sine flyttefilm med objekter inden den digitale teknik kom, så hans resultater skal ses i det lys. Og når man tænker på at han havde sin tid i den analoge tidsalder er det forbavsende så meget han kunne magte af imponerende table-top animation. Der er kommentarer til det i interviewet med ham, som lægges ud på hjemmesiden samtidig. Hør også hans stemme i lydfilen med besøget i hans studio i 1999. Det var inden han for alvor var kommet til at lide under Parkinsons Syge. Kopien er taget fra en VHSkopi af hans eget bånd, så det er også analogt og lidt grødet, men man kan tydeligt se hans effektive stil.



Klippet varer knap ca. 12 minutter og kan ses her (Windows Media Player).



tilbage