KEVIN DEN TAPRE
Jeg har en gammel papkuffert fyldt med tegneserier, som jeg har sakset fra aviser og blade. Disse omfatter også “Kevin den Tapre” fra mine gamle årgange af ugebladet “Hjemmet” som var det ugeblad vi holdt hos os. Jeg fulgte med i den med stor fornøjelse, og jeg var ganske henført over den frække og saftige tegnestil med alle de sexede duller og nedrige skurke, der gjorde livet sødt og surt for den irske helt fra Henrik den Ottendes tid. Han drog rundt i Europa og Den nye Verden og slog til Søren og andre slubberter, ledsaget af sin trofaste følgesvend, Pedro, der er gift med den smukke Maria, og som væbner har han den unge Brett.
Serien var et forfriskende supplement til de akademiske sider med “Prins Valiant”, som jeg læste i “Skipper Skræk”bladet hos frisøren. “Prins Valiant” var fyldt med opstillede flotte tableauer, men den savnede den frække fandenivoldskhed, som man havde lært at påskønne i Hollywoods kappe- og kårde-film og som man genfandt i “Kevin the Bold”.
Heldigvis aftrykte den nu sørgeligt bortgangne Uno Krüger nogle af de bedste sider i sort-hvid i et specialnummer af Seriemagasinet, SM Solo nr. 23 til kr. 3,85 i 1974, så fans kan se, at den gør sig glimrende også uden farver. Ganske vist har jeg kun serien fra nr 32 i 1951, men serien må være startet tidligere på året. Den danske udgave er kun lidt forsinket i forhold til den amerikanske originaludgave. Mine forældre opbevarede de gamle årgange, så da jeg kom forbi med min saks i slutningen af 50’erne lå årgangene klar til min samlemani. Serien var kun en søndagsserie og gik i farver i amerikanske aviser, og det er de originale farver, der er brugt i “Hjemmet” i starten. Men i begyndelsen af 1955 gik ugebladet over til en ny trykteknik, og så var det slut med at kunne bruge de originale farvefilm. I stedet gik man over til at trykke serien i farver af rød og gråt. Den palet som svenskerne så rammende har kaldt “tyttebærsyltetøj”. Som med andre udvalgte serier har jeg stadig det naive håb, at denne tilgængeliggørelse vedligeholder og støtter interessen for den fortællende tegneserie, så kendskabet til denne genre ikke forsvinder helt med min generation. Den markante personlige grafiske stil hos en tegner er jo et element, som man ikke kan glæde sig over i fortællinger i de elektroniske medier, hvor fremtrædelsesformen som oftest er et resultat af en kollektiv indsats på alle områder af tilblivelsesprocessen. I tilfældet med Kevin den Tapre har vi et eksempel på en “auteur”, som både skrev og tegnede sine eventyr, som helt og holdent er én persons værk. Som sådan udviser resultatet en ganske original og personlig stil, et kvalitetstræk, som jeg håber og tror vil fastholde interessen for disse serier hos et trofast kernepublikum.
Uno Krüger skriver på bagsiden af sit særhæfte: “I dette nummer af SM har jeg fornøjelsen at præsentere Kevin the Bold, eller Kevin hin Frygtløse, som han er kommet til at hedde på dansk. Det har desværre ikke været muligt for mig at skrive en artikel om serien, da jeg ved temmelig lidt om den og ikke har kunnet finde nogen oplysninger om den nogen steder.
Det er en amerikansk serie, der blev tegnet af Kreigh Collins fra omkring 1949. Den blev kun tegnet til søndagsaviserne, så der er altså ingen dagsstrips i den.
Historien handler om en ung irsk mand, Kevin. Da han var en lille dreng blev Irland invanderet af røvere, som plyndrede og afbrændte store områder. Kevin blev fundet omflakkende af en skotsk soldat, Mac Tavish Cambell, som tog ham til sig som sin søn og opdrog ham. Da han var 15 år fik han en amulet af Mac Tavish, en amulet, som Kevin havde haft på sig, da han blev fundet, og som måske en dag kan føre ham på sporet af sin rigtige families navn.
Som tiderne var dengang, urolige, har Kevins liv også været. Han har oplevet meget, og kæmpet meget. Som væbner blev han adlet for sin dristighed i kamp, og siden har han flakket rundt over hele Europa i sin søgen efter eventyr. Det er en meget livlig og spændende serie, som på mange måder godt kan sammenlighes med Prins Valiant. God Fornøjelse. Uno.”
“ Kevin the Bold” blev ganske sejlivet som søndagsserie. Kreigh Collins startede i 1948 en nutidsserie, Mitzi McCoy, men allerede i 1950 kom der et tilbageblik til en af hendes forfædre fra det 15. århundrede, og Kevin overtog opmærksomheden, så serien skiftede navn. Fænomenet med at ændre tidsalder var også kendt fra Milton Caniffs “Dickie Dare” og Neil O’Keefe’s “Dicks adventures in Dreamland”. Men i dette tilfælde blev vi i den sene middelalder med serien “Kevin the Bold”. Den havde en ledsagende serie i søndagsaviserne, “Up Anchor” som Kreigh Collins også bidrog med. Collins selv havde en svaghed for søfart, hvilket også kan ses i hovedserien, der løb til 1968, hvor “Up Anchor” overtog pladsen og fortsatte til 1972. Collins døde selv et par år senere i en alder af 66.
I denne udgave har jeg holdt mig til farvesiderne fra “Hjemmet”, og der hvor denne udgave overgår til staffagefarve har jeg fortsat med de også smukke sort-hvide sider fra Interpresses Solohæfte. Jeg stopper hen mod slutningen af dette hæfte, der hvor Uno Krüger begynder at springe sider over for at komme til et passende sted at slutte til sidst i hæftet. Der er i denne version sket en ombrydning, hvor logoen er fjernet fra øverste strip, som så til gengæld er forstørret. Originalserien er i liggende format, men som det var almindeligt på den tid, var der i billeddisponeringen faktisk taget højde for en ombrydning til et højformat, som visse dagblade foretrak, sommetider med udeladelse af et billede, som så ikke var handlingsbefordrende. Det ses ofte tydeligt med det lille ekstra billede midt på den vandrette udgave i tre striber.
Jeg har undersøgt, om serien blev genudgivet i bogform i sit hjemland, men det lader ikke til at være tilfældet. Ifølge Dwight Decker er serien i det hele taget ret ukendt også i USA. Det kan hænge sammen med, at serien kun var en søndagsserie og at den blev distribueret af det noget mindre pressebureau NEA Services, som ikke havde så mange serier i kommission og formemtlig heller ikke havde aftaler med så mange store aviser som for eksempel King Features Syndicate.
Da jeg arbejdede for Semic Press i Sundbyberg i 70’erne fik jeg et interessant indblik i den specielt svenske seriemagasinstradition med ombrydning af dagsstrips til seriehæfteudgivelse. Jeg havde en del freelanceopgaver med at ombryde og tegne til på billedruderne, når de skulle bringes til at passe i magasinlayoutet. Selv om denne del af processen ikke var videre respektfuld i forhold til den grafiske billedkomposition, så betød processen dog, at en hel del engelske og amerikanske dagbladsserier blev gjort tilgængelig for det skandinaviske publikum, idet disse fortsatte serier for en stor del også blev trykt i Norge, Danmark og Finland. Og det var ofte serier af god kvalitet både på billedsiden og indholdssiden. Og så var repromaterialet i top. Bureauerne havde nemlig et lager af de originale proofs, det vil sige aftryk på glittet papir, som gav et fint aftryk. Til gengæld var de fortrinsvis finske trykkerier billige og undertiden nedslidte, så bladene var ikke altid optimale i trykkvaliteten, men de skulle jo også sælges billigt. Jeg kan huske, at man på redaktionen i 70’erne brokkede sig over den ringe reprokvalitet af det materiale, som måtte nybestilles fra USA. Bureauerne var nemlig begyndt at lægge de gamle arkiver over på mikrofilm, og kopier herfra var ofte uldne i aftrykket. Men Bulls Pressetjeneste havde længe et omfattende arkiv af de originale gamle papirproofs, som jeg ofte sad med i hænderne og klippede til og monterede på kartonlayouts, hvor de fire striber var forhåndsaftrykt. Desværre var den glittede kartonoverflade ganske tynd, så man måtte passe på ikke at kradse for meget med rørpennen.
Det er vemodigt at hele denne del af avisserietraditionen er ved at gå i glemmebogen. Specielt fordi der her var tale om en hel generation af gedigne grafiske håndværkere, som havde forbavsende originale designmæssige kvaliteter, der blev fastholdt i det endelige gengivelse fordi kun én eller to skabere arbejdede på serien og dermed kunne videregive en ganske personlig stil.
Apropos trykteknik, så er farvedelen fra starten af sagaen som sagt hentet fra ugebladet “Hjemmet”, der på den tid muliggjorde anvendelse af de originale farvetrykclicheer. Men trykkemaskinen har sikkert alligevel været lidt bedre end de amerikanske rotationstrykkemaskiner til aviser. Den har nok ikke kørt så hurtigt, og farverne er derfor suget mere ud i papiret og visse toner er blevet meget mørke. Desuden kører den europæiske standard for blandingsfarverne rød, blå og gul efter en anden skala end den amerikanske. Siden det færdige resultat kan variere ganske meget, har jeg derfor ikke haft skrubler med at bearbejde filerne efter scanning, og resultatet viser en noget blødere palet end den oprindelige. Disse mere nedtonede kulører er også en æstetisk fordel i de tilfælde, hvor der optræder mispasning i trykket. Dette fænomen er ret udbredt i gammeldags bladtrykteknik, hvor maskinerne simpelthen ikke kunne køre helt præcist. På den anden side er det færdige resultat mere æstetisk tilfredsstillende end den trykkemetode, dybtryksrotationen, som afløste avistrykketeknikken i løbet af 50’erne. Gammeldonaldister er også ofte gladere for farverne i Anders And & Co inden 1957. Da dybtrykket blev indført blev papiret også tyndere og glattere, og især i starten havde man ikke sans for at bruge de håndseparerede farver særlig smagfuldt. Man brugte de samme blandingsprocenter som tidligere, men magenta og cyan er nu engang ikke så kønne ublandet som rød og blå var det tidligere.

Kevin vol I pl. 1-60 Kevin vol II pl. 61-120 Kevin vol III pl. 121-180 Kevin vol IV pl. 181->