![]() |
HANS KRESSE Jeg var glad for at få lov til at oversætte og tekste de otte album af ’Indianerne’ for Carlsens forlag for mange år siden. Serien var skrevet og tegnet af den agtede hollandske tegneserieskaber Hans Kresse. Det var et alderdomsværk og var lidt distancerende over for personerne, men tegningerne var fine. Hans Georg Kresse blev født 3. december 1921 i Amsterdam og døde den 12. marts 1992. I en alder af 17 år fik han, stærkt påvirket af Hal Foster, publiceret sin første tegneserie, ’Tarzan van de Apen’ i spejderbladet de Verkenner. I 1940 fulgte ’Tom Texam’. Fire år senere var Kresse beskæftiget i Toonder Studio, hvor han 1945-1946 tegnede dyreserien ’Robby’ fulgt af indianerserien ’De gouden Dolk’ og humorserien ’Per Atoomraket naar Mars’. Den 6. juni 1946 startede han en ny serie i dagbladet Het laaste Nieuws. Kresse havde nedfældet den på papiret efter en idé af Marten Toonder, og i de kommende år skulle denne vikingeserie, Erik de Noorman, Erik Vidfare, efter manus af Dick Huizinga og Jan Walin Dijkstra, gøre Kresse berømt uden for Hollands grænser. Efter få episoder lykkedes det Kresse at nå frem til en dynamisk og detaljeret sort-hvid stil, som tilsat farver tålte sammenligning med Hal Foster. Lige som i ’Prins Valiant’ stod teksten under billedet. Denne konservative fortælleteknik blev dog snart udsat for kritik. De udenlandske licenshavere bad Kresse om at anvende talebobler. Derfor stoppede Kresse serien i 1964 efter 64 episoder, som er blevet genudgivet i bogform flere gange. To år senere skabte Kresse i mere tidssvarende udformning til tegneseriemagasinet Pif fortsættelsen ’Erwin’, som fortæller om Eriks søn og hans eventyrlige oplevelser. Efter flere korte episoder fulgte i 1970 tre lange. I 1951-1953 illustrerede Kresse desuden en prosafortælling om Eriks barndom i magasinet Pum-Pum med en række helsidestegninger. Ved siden af vikingetemaet havde Kresse også interesseret sig for de nordamerikanske indianere. Det så man i serierne ’De Grote Otter’ fra 1947, ’Matho Tonga’ 1948-1970, ’Minimic Mangas Coloradas’ 1971-1972 og ’Wetamo’ 1972-1973. I 1973 startede Kresse det bredt anlagte epos ’Indianen Reeks’, Indianerne, for det belgiske forlag Casterman. Denne albumserie var planlagt som en vældig krønike om indianernes skæbne fra spaniernes ankomst til indianerkulturens undergang. Desværre var fortællestrukturen for langsommelig og karaktertegningen for udflydende, og serien stoppede i 1982 efter 9 album, selv om de første af disse var oversat til otte forskellige sprog. Ved siden af vikinge- og indianerserierne har Kresse lavet andre tegneserier, for det meste bestillingsarbejder som ’Xander’ 1947-1948, ’Kommer’ 1950, ’Roland de jonge Jager’ 1957, ’Zorro’ 1964-1967, ’Spin & Marty’ 1964, ’De Boogschulter’ 1965 og ’Bonanza’ 1965-1966. Blandt disse er kun ’Vidocq’ fra 1965-1970 om verdens første detektiv og grundlæggeren af det franske Sûreté og ’Alain d’Arcy’ fra 1977 specielt bemærkelsesværdige. Det er 9 episoder fra ’Vidocq’ som repræsenterer Hans Kresse her. Den serie omfatter i alt over 150 sider og tager sig bedre ud i sort-hvid, men nu skulle jeg bruge noget med dansk tekst. Kresse har i øvrigt illustreret flere bøger og leveret forsidetegninger til adskillige tegneseriehæfter. I 1977 blev han tildelt den franske ’Prix Alfred’ ved tegneseriefestivalen i Angoulême som bedste udenlandske tegner. |