Den spejlvendte Giraud
af Freddy Milton

tilbage


Forleden sad jeg tilfældigvis og snakkede med en kollega om gamle dage. Vi kom til at reflektere over tidernes skiften og vi havde lige set nyheden om Girauds bortgang.
Vi drak vores pulverkaffe og delte vemoden over alle de dødsannoncer, vi blev konfronteret med i fagtidsskrifterne på det seneste. Måske ikke så underligt, når vi ikke længere selv var nogen årsunger.
Ekstra vemodigt blev det naturligvis af, at de serieskabere, som for tiden vandrede til de evige tegneborde hinsides, for en stor del er dem, vi havde lært at sætte pris på i vores egen ungdom. Specielt delte vi en respekt for de store fortællere af lange episke sagaer, som for eksempel Charlier.
Noget, min kollega påskønnede, var den uprætentiøse fortælleglæde, Charlier repræsenterede. I løbet af vores ungdom skete der en udvikling i de episke serier, hvor den billedmæssige æstetik ofte kom i højsædet og overskyggede fortællingen, hvis tilrettelægning desværre ikke altid var på højde med billeddelens ekvilibristiske præsentation.
Der gjorde sig den udbredte mekanisme gældende, at tegneserieinteresserede for en stor del blev fascineret af billeddelen, hvis indtryk kom til at bidrage uforholdsmæssigt til den samlede vurdering.
Jeg selv led af den samme skavank, men undskyldte mig med, at der i den proces gjorde sig det meget personligt gældende, at jeg dengang skulle finde og udvikle min egen bæredygtige visuelle stil, hvis det overhovedet var muligt. Så min særlige optagethed af billeddelen havde en professionel anledning. Hvad angår selve fortællingen betød det ikke det afgørende for mig, når jeg dykkede ned i andres serier. Den del skulle jeg nemlig nok selv sørge for at få på plads, når det kom så vidt for mig, så meget var jeg sikker på. Men med billedhåndteringen havde jeg brug for at lære en del.

Min kollega blev konfronteret med denne nutidige revurdering, fordi han var ved at gennemlæse sine gamle tegneseriealbum med henblik på at rydde op i sin samling.
Noget af det, som ikke holdt på manuskriptplanet, var for eksempel serier af Burgeon og Juillard, som efter gode takter i starten udviklede sig til kedelige albumhistorier, han ikke behøvede beholde i dag.
Jeg for min del betragtede med vemod bortfaldet af de dygtige håndværkere, der hver dag bragte en ny stribe i avisen af deres uendelige fortsatte eventyr. Hvad laver den slags talenter mon i vore dage, for potentialet ville vel stadig ligge derude et sted, hvis blot der ellers var brug for det? Og de nye grafiske romaner rekrutterer en lidt anden form for tegneseriekunstnere.
Som det også fremgår af mine breve fra Sverigesårene, var jeg meget optaget af eksperimenter med allehånde genrer og stilarter. Jeg måtte prøve lidt af hvert for at finde et sted, hvor jeg kunne skabe mig en niche, der også helst skulle kunne udvikle sig til et eksistensgrundlag.
Inden det kom så vidt, at det landede på de sjove fabeldyr, havde min gamle kollega og jeg under denne eksperimenterende fase udvekslet masser af breve. På et tidspunkt gav han mig en hel bærepose med mine gamle breve retur, og jeg har en tilsvarende bunke af breve fra ham.
På et tidspunkt eksperimenterede jeg selv med en westernserie, og den første episode af albumlængde af The Travers, kan man stifte bekendtskab med på min hjemmeside. Jo, der var grøde i underskoven i de år i 70erne hos mig såvel som en masse andre skandinaviske tegneserieskabere.

Hvad angår Charlier, kom vi under samtalen ved eftermiddagskaffen ind på Blueberry, hvis tegner, Giraud, havde været et af de store træer i skoven af serieskabere. Min kollega henledte opmærksomheden på det stilskifte, der fandt sted i løbet af album 5, Det store Opgør, hvor Giraud for alvor trådte ud af Jijés skygge og fandt sin egen stil.
Min kollega mente det hang sammen med, at Giraud også på dette tidspunkt engagerede sig mere i selve historieskrivningen. Således omkommer en vigtig person i løbet af dette album, og han mente, det var et udslag af dette udvidede engagement. Typisk for Charlier ville han nok selv undgå at tage livet af figurer, som bekvemt kunne dukke op på et senere tidspunkt og bruges igen.

Senere nævnte jeg episoden for Ingo over telefonen, og vi rakte begge ud og tog hver vores album 5 af den nu afsluttede Blueberry saga fra reolen lige i nærheden af vores arbejdsplads. Ingo gav mig ret i, at der faktisk er en glidende overgang i billeddisponeringen gennem dette album, hvor man kan se, Giraud finder sin egen stil.
I den forbindelse kom Ingo og jeg til at mindes den situation, hvor vi sammen læste førsteudgaven af dette og andre eventyr, når de blev bragt som føljeton i ugebladet Fart og Tempo. Det blev dengang anledningen til en ugentlig samværssituation, hvor vi to faktisk læste bladet sammen og kommenterede, hvad der nu skete i ugens afsnit.

For vores vedkommende var det fin kvalitetstid inden den digitale skærmteknologi ændrede folks forbrugsvaner for altid. Også dette forhold kunne vi ikke undgå at betragte med nostalgisk vemod.
Så bad Ingo mig om at kigge på side 31 i albummet, og vi kom begge til at grine underfundigt. Fortiden kom væltende ind over mig med den umiddelbare optagethed, vi havde haft omkring skabelsesprocessen dengang i halvfjerdserne.
På billede 3 kaster Blueberry et reb med en sten hen over et fremspring i klippen. Charlier har meget bekvemt anbragt det der, så vores helte kan svinge sig over på den anden del af bræddestien, som nogen på forunderlig vis har fået til at hænge der midt på den lodrette klippevæg.
Der er bare lige det, at Giraud skifter synsvinkel, så på billede 4 befinder Blueberry & Co sig pludselig på den anden side af stien, fordi den lodrette klippevæg stadig er til højre. Det er den også på billede 5, men så skifter Giraud atter synsvinkel til udgangspositionen, alt imens klippevæggen er forblevet i sin urokkelige position til højre i billedet.
Ingo og jeg kunne med det samme huske den diskussion, vi havde haft, da vi sad med Fart og Tempo nr. 37 fra den 11. september 1970. Jeg havde måttet betale kr. 1,85 for de 32 sider henne hos bladhandleren. Selv de grødede mørke dybtryksfarver havde ikke formået at camouflere udsynet til den famøse klippevæg.
Vi så nu ikke ned på Giraud af den grund. Herregud, den slags kan jo ske for den bedste, og når historien skulle udkomme som album, ville man naturligvis have opdaget fejlen og spejlvendt billede 3 og 4, så der ikke ville være nogen ko på isen hvad angik billedlogikken.
Men albummet udkom, og Løjtnant Winston skiftede navn til Blueberry, men klippen blev stadig mirakuløst flyttet fra den ene side af klippeslugten til den anden, og nu over fyrre år senere er jeg overbevist om, at den bliver stående der.
Denne kuriøse historie blev jeg mest inspireret til at fortælle her, fordi jeg så dødsrunen over Giraud forleden i STRIP! Da jeg så den, kom mange muntre minder tilbage i erindringen, og den med klippevæggen var altså en af dem, der var blevet hængende.

Hvad angår Fart og Tempo, så fylder den komplette samling stadig en hel hylde i mit arkivrum, og det får den lov til at fortsætte med. I det rum står stadig revl og krat af det, som jeg i tidens løb har fundet anledning til at bevare og opbevare. Selv om det med nutidens briller skam ikke alt sammen er guldkorn, så repræsenterer det trods alt det engagement og den forskningsiver, som man havde i sin ungdom, hvor man måtte orientere sig om, hvordan andre havde vinklet deres brug af mediet. Her tænker jeg specielt på den fortællende episke del, som altid har optaget mig mest. Og hvor var der dog mange fantasifulde bud på det inden for tegneserierne i de år.
Fart og Tempo var et stort hit hos Ingo og mig, specielt fordi det for første gang viste os tegneserieeventyr fra et Europa, hvor billedtraditionen var anderledes end den, vi kendte fra de amerikanske serier. Tegnerne var ganske forskellige og omhyggelige og detaljerede i tilrettelægningen og farvelægningen var som regel varieret og harmonisk.
Ingo og jeg blev så betagede af dette opbud af fortælleglæde og evne, at vi ikke kunne lade være med at købe ekstra eksemplarer hos marskandiseren, når de ikke kostede mere end 10 eller 25 øre. Da vi havnede i den situation, at vores gamle børneværelser måtte rømmes for et par år siden fordi barndomshjemmet skulle sælges, opdagede vi, at vi havde indtil flere næsten komplette samlinger af Fart og Tempo. De fyldte jo en del, men Fyns Antikvariat forbarmede sig over os og overtog de mange ekstra eksemplarer så de ikke behøvede blive skrottet lige med det samme.
Hvorvidt disse tynde 32 siders hæfter kan interesserer andre i vore dage er et åbent spørgsmål, for de mest markante serier udkom jo senere i albumform, hvor trykningen var af bedre kvalitet. Men visse bidrag kom ikke som album på dansk, og der er stadig afsnit af William Vances Ringo og Bruno Brazil, som jeg genser med nostalgisk glæde, når jeg dykker ned i Fart og Tempo.

En anden mindre fejl fra de store mestre var jeg fræk nok til at gøre opmærksom på over for Hermann Huppen, da jeg sad ved siden af ham under et aftensmåltid for VIP-gæsterne ved den første tegneseriefestival i Horsens. Selv var jeg inviteret fordi jeg kunne tegne og sidde i Anders Ands bil. Efter at have fået forklaringen på, at hans meget lidt franskklingende efternavn skyldtes, at hans slægt kom fra et tysktalende distrikt, kondolerede jeg med Greg, der jo havde skrevet manus til mange af Hermanns serier tidligere. Hermann takkede for kondolencen men tilføjede, at Gregs bortgang nu mest var hans egen skyld, fordi Greg havde ladet stå til og lod sin krop forfalde. En lignende kardinalsynd ville Hermann nok næppe forfalde til, så veltrænet han fremstod.
Hermann gik ind for en tilbagevendende arbejdsrutine og havde sine faste arbejdstimer hver dag. Ingo supplerede, at Mezieres havde haft det på samme måde og formåede at holde fri, når arbejdsdagen var slut, hvilket andre som for eksempel Giraud ikke følte sig tilskyndet til. Når han kom hjem om aftenen, tegnede han efter sigende gerne videre, bare fordi han syntes det var sjovt og fordi det var en livsform for ham hele tiden at tegne.
Hermann havde efter Gregs død taget Bernard Prince serien op igen, og da Faraos Cigarer lige havde udgivet album 18, Truslen fra Floden, bad jeg Hermann om en signatur i mit nyerhvervede eksemplar. I den forbindelse kunne jeg ikke nære mig, men måtte henlede opmærksomheden på det forstørrede panel af Cormoran, der var på indersiden af omslaget og første side inden selve albummets indmad. Her manglede den wire midtvejs under rælingen, som han ellers plejer at tegne med.

Herman tilføjede allernådigst den manglende wire med sin filtpen og bemærkede, at jeg lod til at kende yachten ret godt. Det måtte jeg indrømme, og jeg tilstod at det skyldtes, jeg havde tilladt mig at lade Cormoran gæsteoptræde i mit kommende Gnuff album, Dæmonen fra Dysterdyb, hvor jeg havde brug for at tegne en yacht fra flere vinkler, og min komplette samling af Bernard Prince album forsynede mig med et utal af vinkler og perspektiver på netop det fartøj. Og hvor havde Hermann i øvrigt sit dokumentationsmateriale fra?
Hermann oplyste, at der på forlaget på det tidspunkt var nogen, der kendte en, som havde en yacht af den type, så man fik taget et halvt hundrede fotos af den yacht set fra alle vinkler både ude og inde, og det var udgangspunktet for Hermanns mange billeder af Cormoran. Hvorvidt den yacht stadig eksisterede, vidste han ikke.
Jeg henledte opmærksomheden på, at der var en vis fleksibilitet inde i billedet, når man tegnede tegneserier. I Safari for et spøgelse vokser bagdækket til betragtelig størrelse for at få plads til kampscenen med den indfødte stamme, der border fartøjet.
Hermann kiggede over på mig og smilede. En fordel med tegneserier frem for film. Man kan godt skubbe lidt til kulisserne, så de passer bedre. Historien er vigtigere end props og elementernes konsistens. Men folks prioriteringer er naturligvis forskellige.
Jeg fortalte om noget tilsvarende inden for mit eget emneområde, hvor vi havde en pernittengrynet lærling af Carl Barks, der ville have alle detaljer til at stemme med en Master Plan i modsætning til Den store Mester selv, der ændrede på tingene, hvis det skulle passe med en god idé, han havde til en historie. Han generede sig for eksempel ikke for at lave pengetanken om til en kugle, så den kunne trille af sted og drysse pengesedler ud, som senere kunne samles op af en halmpresser, hvis hans sjove vision krævede det.


           

Hermann gav mig sin standardprofil af Barney tegnet med sin bløde filtpen, og som en gammel fan følte jeg, at dagen var reddet. For et øjeblik havde vi begge været fyrre år tilbage i tiden i de fortællende tegneseriers gyldne dage…

tilbage