BØRGE RING

Jeg har lige afsluttet læsningen af Børge Rings erindringsbog. Denne utroligt underholdende beskrivelse opleves som en festforestilling af 200 cartoons sat efter hinanden i en megakavalkade. Aldrig har der været så mange billeder i en bog uden 'billeder', og den komprimerede form betyder, at man bør konsumere den i små portioner. Det gjorde jeg og Ingo også, da vi brugte den som læsning i bilen på de ture vi havde til Jylland for at rydde op i vores forældres hus inden afhændelsen. Jeg læste og Ingo kørte bilen og klukkede på passende steder.
Børge kan fortællingens kunst, specielt den korte form. Når pointen er afleveret er vi allerede i gang med den næste anekdote. Erindringerne har nu fået en mere gennemført poleret udgave, men allerede for 35 år siden fortalte han nogle af anekdoterne til mig under et besøg jeg gjorde i Blaricum i Holland, da han stadig boede i rækkehuset der.
Tagetagen var indrettet til atelier, og der var blandt kasserne med julepynt også stakke af originaltegninger og udvalgte celler og baggrunde fra gamle film han havde medvirket i, helt tilbage til Bergenholz’ reklamebureau inden krigen.
På et tidspunkt fik jeg tændt kassettebåndoptageren, og jeg fik Børge til at fortælle om dansk guldalderanimation inden han og senere andre danske animatorer flyttede til udlandet for at få smør på brødet. Andre forblev i Danmark og gjorde karriere med illustrationer, tegneserier og klippeark. Det blev Frederik Bramming et eksempel på, og ham omtaler jeg andetsteds her på hjemmesiden.
Ved sammenligning af interviewet med den trykte udgave kan man bemærke, at erindringen har forbedret på hukommelsen i årenes løb. Anekdoterne har fået det ekstra punch, som gør dem underholdende at opleve på distancen også for folk, som ikke er tegnefilmnørder. Jeg har selv en slægtning på alder med Børge Ring, som har skrevet sine erindringer med samme lune og fortælleglæde, og hans bog sendte jeg til Børge i bytte for hans signerede eksemplar til mig.
En uge senere sendte han mig en mail angående 'Blade af to lystige fætteres rejsedagbog' og af referencen til en episode om lodret flyvning kunne jeg forstå, at han allerede havde læst det meste af bogen. Nu venter jeg på, hvad min også 90årige morbror Jens siger til Børges bog.

Ingo har i nedenstående lydfiler forsøgt at forbedre på de gamle kasettebånd, så de skulle være til at forstå. Det er utroligt som man kan manipulere og forbedre teknikken i vore dage, noget jeg også selv benytter i vid udstrækning, når jeg i Photoshop tilrettelægger den digitale udgave af mine tegneserier.

BÝrge Ring fortæller – 6 dele á ca. 10 min.
(lyt her, eller højre-klik og hent mp3 til disk):

DEL 1   |   DEL 2   |   DEL 3   |   DEL 4   |   DEL 5   |   DEL 6