Art Bubble 2014
tilbageSIGNERING
Jeg er her blevet foreviget i en karakteristisk positur fra en af mine signeringsrunder på Art Bubble. Den konkrete situation inspirerede mig til at kommentere på et eller andet. Enten på det bestemte album eller på figurerne eller udgivelsesvilkårene eller et eller andet som havde med tiden at gøre. Og jeg har jo rent faktisk været i gang i næsten fyrre år og har fået over 60 album udgivet i den periode.
Der var nogle fans som spurgte, om jeg stadig tegnede, og dertil måtte jeg svare nej. Jeg har nemlig endnu et Jomsvikinge-album klar til udgivelse, 'Romerne Kommer', til dels inspireret af et Jesper Klein radiospil 'Handel og Vandel' ved Sighwardt Vommevælters Hof'. Og så har jeg et upubliceret Gnuff album 'Platter og Kroner' der har et gensyn med Hans Vig. For at det ikke skal være løgn har jeg også en sidste spillebogstitel 'Sortspætterne' der er en kommentar til civilisationens udvikling. Her er der et modsætningsforhold mellem den stamme, der tager teknologiske opfindelser i brug - symboliseret ved en sejlvogn - og så nogle religiøse fundamentalister, der hylder at religionen (dens forvaltere) skal bestemme alt. Dette album er 10 år gammel, og verdenssituationens udvikling har kun gjort symbolikken mere påtrængende som årene er gået.
Så mig svar til de fans var 'Jeg vil nok først påtænke at tegne nyt når de tre album er udgivet'. I mellemtiden skriver jeg bøger. Der kommer to om året i alt fald i fem år til. Det næste bliver 'Fort Europa' til bogmessen i Bella. Den handler om civilisationens sammenbrud, men den er ikke udløst af konflikten fra 'Sortspætterne' men af noget andet. Og så er der en reference til '90 års fødselsdagen' og til Thorvald Stauning, men hvordan de lige kommer ind i billedet må man vente til november med at finde ud af...
TEGNESERIEHELTE
Her ser vi nogle tegneseriehelte. De største af dem er superhelte. De er også de mest beskedne. De bryder sig ikke om opmærksomhed. Det med at udrette noget er en selvfølge for dem. Ikke noget særligt. ’All in the line of duty’. De gør den slags hver dag og har gjort det i årevis. De forventer ikke nogen påskønnelse. Det er ganske unødvendigt.
Ved den nyligt afholdte Hanne Hansen prisuddeling på Art Bubble festivalen havde nogen fundet frem til sådan en beskeden superhelt. Det han præsterer synes han ikke selv er noget særligt. Men priskomiteen ville noget andet. De skuede dybere og vidste, at netop denne figur havde gjort en forskel og stadig gør det, og de syntes at andre også skulle have det at vide og at han skulle påskønnes på en tydelig måde. Alle var enige. Vi var godt klar over det og følte retfærdigheden var sket fyldest. Han fortjente virkelig den pris.
Ingo havde lige forinden afleveret alle tiders mest velformulerede tale til en førsteårsstuderende ved den nye tegneserielinje på animationsskolen i Viborg. Hun fik et legat på 10.000 Kr. Ikke alverden måske, men for en fattig ung studerende alligevel noget der gør en forskel. Det er den første uddannelse til tegneserietegner i Danmark, og i Danske Tegneserie Skabere syntes vi, at vi på en eller anden måde ville støtte dette initiativ og fik uddelingen koordineret med Art Bubble.
Da så Ingo så kort efter selv stod der som prismodtager blev han mundlam. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige. Det var ganske rørende. Han vil helst undgå opmærksomhed. Som en sand superhelt, der helt automatisk hjælper andre, når de pludselig er i nød. Det ved jeg bedre end de fleste andre. Jeg er jo brormand.
PRISOVERRÆKKELSE
På billedet ser vi tre prismodtagere. De har lige fået overrakt den nye nye 'Hanne Hansen' Pris, oprettet af Art Bubble i Horsens og for første gang uddelt i lørdags.
Art Bubbles bestyrelse, har valgt de tre første prismodtagere, men i fremtiden er de helt ude af billedet. Næste gang er de tre foregående prismodtagere der skal bestemme, hvem der så skal have de tre statuetter, og så fremdeles. De tre der nu har modtaget første ombæring af Hanne Hansen statuetterne fik prisen for hvad de havde udrettet i årenes løb for at udbrede kendskabet til og accepten af vores fælles udtryksform, som vi holder så meget af.
De tre prismodtagere er glimrende valg til denne nye pris. De har alle gjort et stort arbejde i at udbrede kendskabet og interessen for tegneseriehåndværket eller kunstarten, og de har markeret sig på hver deres område. Thierry Capezzone har med sin vennesæle holdning og høje hat skabt meget sympati for tegneserier, ikke blot sine egne. Han er et ekstremt socialt individ, der elsker at være sammen med andre, kolleger og publikum, og er der en tegneseriefestival i Nordeuropa, kan man være sikker på at møde ham dér. Han er lige hjemkommet fra den årlige 'Raptus' festival i Bergen og forinden havde han været i Erlangen. Og så alle evenementerne i de fransktalende lande, bien sur!
Og ja, så blev standene støvsuget for 'Daisy' som nok er Thierrys mest markante udgivelse til dato.
Henrik Rehr lever og ånder med tegneserier, og sådan har han altid haft det. Jeg husker ham helt tilbage i tegnestuen hos 'Pinligt Selskab' hvor han sad og lavede omhyggelige vikingetegninger. Nu tegner han cykelsmeden Teodor Felgen fra ’Flåklypa’. I vores nabolande har man alle årene kunnet sælge julealbum og seriehæfter i abonnement.
I sin takketale kom han som sig hør og bør med en tak til folk der havde betydet noget for ham, og han var ikke sen til at nævne Per Sanderhage, der i tyve år gav ham smør på brødet ved at lade ham fortsætte med 'Ferd'nand' i de dage hvor der stadig var behov for det. Senere markerede Henrik sig med en række personlige albumprojekter, hvoraf den seneste er blevet en verdenssucces, 'Gavrilo Princip', er inspireret af ham, der kom til at udløse første Verdenskrig, og det var godt set, at det lige her i hundredåret kunne være en ekstra pointe i at satse på det emne. Rehr bor nu i New York, og da han med Hanne Hansen statuetten i hånden følte han skulle vise nogle slag som drengene praktiserede i baseball blev Peter Madsen godt nok nervøs. Fra tilskuerrækkerne kom det 'Vil du ikke godt lige stille Hanne Hansen fra dig?'
Ingo Milton er det lidt overraskende ekstra valg til prisen, som viser prisens mangfoldighed. Han har koncentreret sig om tegneserier med historisk tilsnit og er blevet kendt inden for museumsverdenen med den tilgang. Han har lavet tegneserier for Den gamle By i Århus, for Orlogsmuseet og nu senest omkring Første Verdenskrig jubilæet med nogle situationer fra Søfortet ved Mosede, og så er han påskønnet i Kalundborg, hvor han gennem sine middelalderalbum har sat denne by på tegneseriernes verdenskort.
Men fremfor alt har Hanne Hansen komiteen nok også valgt at trække Ingo helt frem i rampelyset fordi han som baggrundsaktør har hjulpet til i mange sammenhænge, hvor branchen har nydt godt af det, ikke mindst inden for ’Danske Tegneserieskabere’, hvor han fik styr på posteringerne i den regnskabsmæssige bogføring, så også Copydan kunne forstå og acceptere det. Han er en person vi alle har lært at påskønne og elske for hans allestedsnærværende hjælpsomhed og omhyggelighed.
Det bliver spændende at se, hvem de tre gutter finder på som prismodtagere næste gang. Henrik Rehr tilkendegav, at han havde nogle kontroversielle forslag, så nu får vi se, hvad de hitter på...
FILTKONGEN
Noget af det sjove på den nyligt afholdte Art Bubble Tegneseriefestival var de små ting man forundredes over rundt i hjørnerne. Søndag morgen faldt Ingo og jeg og Paul Arne Kring i svime over den nyistandsatte franske motorcykel fra 1938, som Lars Jacobsen havde med som udstillingsgenstand med den undskyldning at den figurerede i et Tintin album. Ude på gårdspladsen stod den klassiske gamle Citroen personbil, der blandt andet er med i Kong Ottokars Scepter, men Lars havde dog ikke selv dette automobil i sin garage, og vi misundte alle vennen, som var ejer af denne eksklusive veteranbil.
Den tegneserierelaterede grund havde nu ikke været nødvendig for os. Ingo kravlede længe rundt om mukkebikken for at sætte sig ind i fartvidunderets detaljer, og Lars stod parat til at besvare alle spørgsmål. Det rare ved gamle mukkebikker er jo, at de altid kan istandsættes ved brug af en drejebænk, en borestander og diverse stykker klassisk håndværktøj. Lars var dog ikke nået helt i mål endnu. Ingo stirrede bekymret på det runde fritliggende svinghjul lige i fodhøjde. Det var malet rødt, så folk kunne passe på ikke at få buksebenet ind i svinghjulet...
Et andet sted på Horsens Industrimusums udstillingsareal var der en henvisning til Filtkongen og en pil op ad trappen. Deroppe sad Henrik Dannevang, som var glad for denne lejlighed til at vise eksempler på sin kunnen. Jeg og Ingo blev straks bjergtaget af denne vidunderlige teknik hvor man med en nål med modhager kunne samle farvet uld i større klumper og gøre dem faste. Med nogle tusind stik med denne nål og tilførsel af nyt farvet uld på de rigtige steder kunne man lave alle mulige former, og i denne anledning havde han giver form til mange tegneseriefigurer.
Det lå i kortene at jeg ikke kunne forlade stedet uden en filtudgave af Vakse Viggo, herligt politisk ukorrekt med en cigaretfimp i munden. Inden vi forlod den velvoksne Superman med det bløde filthjerte havde vi også tre figurer fra Brunhilda med os derfra. Starten på menageriet havde været Flip-Kompagniet, som hørte til Henriks foretrukne serier fra barndommen. Fat Fredys Cat var der dog nogen, som allerede havde bortført. Hvis man gerne vil vide mere om filtfigurer så kan han kontaktes på henrikda@live.dk
Ved siden af Henrik sad søndag eftermiddag en bedstemor, som havde været i gang i længere tid. Hun havde en strikket udgave af Lars' hane fra ’Ganske Vist’ og flere andre strikkede figurer, blandt andet en velvoksen Gyldenspjæt. Og så havde hun opskrifter til alle motiverne, så man selv kunne gå hjem og strikke sin foretrukne figur.
Se det er jo den slags sjove ting man kigger forgæves efter på andre festivals men glæder sig så meget desto mere over, når kløgtige arrangører formår at tromme dem sammen til glæde for alle os andre skæve håndgerningsnørder der bruger penne i stedet for nåle.
HURTIGTEGNING
Noget af det sympatiske ved Art Bubble er de ekstra små sjove indfald man har fået med. Nogen har tænkt på, at vores kollega i Danske Tegneserieskabere, Annette Carlsen, har en evne til at lave små portrætter på journalistisk vis lige der på stedet hvor tingene foregår, akkurat som de gamle bladtegnere når der var teaterpremierer. Hun var til stede og gik rundt med sin tegneblok og skriblede meget koncentreret men med let hånd. Det var ikke hver gang det lykkedes. Sussi Bech kunne hun ikke lige fange. Men hun havde fanget mig, mens jeg sad og kreativiserede over for de mange fans, der gerne lige ville have en krusedulle i et gammelt album og en sludder og et håndtryk.
Jeg havde tre signeringsrunder, hver på over en time men over to dage, og jeg har aldrig imødekommet så mange fans på så kort tid. Jeg troede faktisk ikke de fandtes længere, derude, men det varmer jo ens gamle serieskaberhjerte, når nogen kommer og rækker mig 'Ballade i Nørregade' og siger 'Ja, jeg syntes jo lisså godt du kunne signere det første album'. Underforstået med jysk beskedenhed 'Jeg har flere album i den serie, men jeg ville jo ikke optage for meget tid her i køen'.
Der var så osse dem, der var kommet over en udgivelse ved bibliotekernes oprydningsrunder. En fyr kom med 'Rig eller Ærlig' der også så ret udtjent ud efter års udlån på Herning Bibliotekerne, men alternativet havde jo været papirmøllen. Der var desuden album som manglede et hjørne. Det var en praksis Interpresse brugte en overgang for at få mere opbevaringsplads på lageret på Møn til nye titler, for i denne guldalder kom der i en hurtig rækkefølge rigtig mange titler. Sammenregnet kunne man sige 'Hver dag sit nye tegneseriealbum'.
Så var der de folk, der kom med en tyk indbundet bog til samlingen af autografer og tegninger, og så måtte man gøre sig ekstra umage.
Der var også heldigvis børn indimellem, som ville have en Anders, der skældte ungerne ud, en Joakim der svælgede over sine kontanter eller hurtig Søren Spætte.
En fyr savnede en original bryllupsgave til vennen, der netop blev gift denne lørdag, så han fik en tegning af en lykkeligt smilende Andersine der ser henført på en rødmende Anders i forgrunden knugende matroshuen og et skævt tandsmil. Andersine siger 'Jamen kæreste Anders dog, jeg troede ALDRIG du ville SPØRGE!!!'
Den slags sker kun på festivaler...
Senere kom en familie, der viste sig at have to børn. Drengen havde fået en ekstra udgave af Andersine og Anders' frieri, men hvad skulle den lille pige så ha? Hun var vel otte år Jo, hun fik også en henført Andersine med kalveknæ og flettede fingre, men nu ser hun på en selvsikker Fætter Højben, der kigger ned på sine knoer med den anden arm i siden og tilbagelænet holdning. Fra Andersine kommer der denne gang tre hjerter af vekslende størrelse. Da jeg rakte pigen tegningen måtte jeg tilføje 'Jo, ser du, sådan opfører kvinder sig også...'
Jeg glædede mig over at kunne videreføre den gamle Barks tradition, hvor fortællingen har en kant. I de følelsesmæssigt lukkede halvtredsere havde han omtrent monopol på formidling af indsigt til nysgerrige børn om voksnes hemmelige driftsliv. Den position har heldigvis ikke samme grundlæggende funktion i vore dages veloplyste samfund, men til gengæld var pigen en del yngre end vi var.
Jeg havde også lejlighed til en anden virksomhed jeg bedriver på festivaler, nemlig at sammenføre figurer, der sjældent får lejlighed til at træffes. I den moderne udgave drejer det sig om dobbeltselfies, vekselvis med Søren Spætte, Anders And og Gnuff i forskellige kombinationer.
Til slut en rørende krølle. En lærer havde i kælderen under skolen fundet en gammel opslagstavle, hvor der stadig hang et eksemplar af Husholdningsrådets gamle kampagneplaket 'Du bli'r hvad du spiser'. Den ville han da hulens gerne ha en signatur på. Jeg sagde til ham 'Den skal du passe på, for folk kan huske den, og mange har henvendt sig til mig og fået en kopi, men jeg har den kun i mindre A3format. Originalen er ikke til at skaffe længere.'
Og så var der også en fan med et eksemplar af 'Svennerik og Gylledrikken' til signering. Det var jo en udgivelse, der aldrig nåede i regulær distribution, for den var jo gratis til dem, der ville ha den dengang. Oplaget var stort, men den er svær at
finde i dag, har jeg fået at vide...
Alt i alt en hertevarmende sympatisk oplevelse, at der stadig er tegneserieinteressere folk derude som man kan glæde med en signatur og en sjov kommentar. Og jeg skuffede ingen i køen. Jeg fik lov at blive ved til den sidste
havde fået en hilsen med hjem...